|
 |
|
|
|
Lær mig, kurder...
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 26. august 2006
|
|
Musikken hvirvler rundt som en kastevind over en steppe omkranset af snehvide bjergtinder. Sangerens øjne er lukkede, hans stemme varm og melankolsk. Jeg forstår ikke hans sprog, men jeg kan føle hans følelser.
Der står på plakaten, at han, eller måske hans orkester, hedder Sivan Perwer, og spiller folkemusik fra Kurdistan. Jeg kom blot forbi, fordi jeg havde lyst til at cykle en tur. Jeg kender ikke ham og hans orkester.
Men det er der andre, der gør. Publikum klapper i takt og synger med. De må være kurdere de fleste. Stedet er et telt bag Bazar Vest i Brabrand, og anledningen er festivalen "Images Of The Middle East".
Mit rock-ben følger takten. Skønt der hverken er bas eller trommesæt er der folk på dansegulvet. Mange. De fleste med tørklæder eller overskæg. Indvandrere. Men der er også enkelte lyse danskere, som ser ud til at kende dansetrinene.
Dansen går i kæde. Børn og gamle, mænd og kvinder, lukkede øjne og rolige smil. En stor og varm stemning af fællesskab og livsglæde. Jeg ønsker at være med, men det er jeg ikke. Dette er deres, og jeg har ingen del i det. Ydmygt følger jeg med på afstand.
-
Tidligere på året, da der var spillemandstræf i Botanisk Have, var der ikke et fremmøde, der kan lignes med dette. Som en dansk musiker, der spiller afroamerikansk worldmusic, engang sagde til mig med slet skjult sarkasme: "Dansk folkedans, det er bare at gå rundt og give hinanden hånden".
Bare? Jeg trænger til at blive trykket på næven. Jeg trænger til at mødes uden at scores. Kurder, tag min hånd! Lær mig at mødes med anstændighed. At ære mine gamle og leve min kultur. Lær mig at danse!
Siden Mohammed-krisen indrømmer jeg det nødig: Nogle gange vil jeg hellere være perker end dansker.
-
Jeg er dansker. Min cykel bærer mig væk. Den er "Made in Vietnam".
|
|
|