spacer
www.NielsErikKjeldsen.dk
ARTIKLER > Det' bare rok & rul men jeg ka' li' det
HovedOversigt

spacer
spacer
<
>
spacer
Det' bare rok & rul men jeg ka' li' det
spacer
Det er længe siden, at rock-kulten var et ungdomsoprør. Snart vil rockstjernerne dø af alderdom i stedet for heroin. Klangen af et alderdomsnedrør fylder byens torv.
spacer
Af Niels Erik Kjeldsen / 29. august 2006
spacer
På torvet stod en lirekassemand. Det gør der tit i sommerperioden. Som trådt ud af en Storm P tegning hånddrejer de toner fra en svunden tid. Men denne lirekassemand var anderledes.

En aldrende hippie med morgenhår og furer i fjæset. Og der var noget galt med den musik, han drejede ud af sin lirekasse. Den lød ikke lirekasseagtig. Ganske vist var klangfarven den rette, knirkende og diskant, meen…

Den lød nu ikke rigtig lirekasseagtig.

-

Jeg fortsatte videre op ad strøget. Der var meget, jeg skulle nå. Men jeg havde lirekassemusikken kørende for min indre grammofon. Jeg nynnede med på melodien. La-la-la-laa-la-lalala-laa. Jeg kendte den. Men hvorfra?

Jeg fandt intet svar og glemte efterhånden spørgsmålet. Men senere, mens jeg stod og kiggede på en ork, googlede min hjerne lige pludselig: Et guitarriff, helt præcis ”On With The Show” fra ”Their Satanic Majesties Request” af Rolling Stones. La-la-la-laa-la-lalala-laa!

-

Rolling Stones for lirekasse?

-

Rullestenene har aldrig stået højt på min hitliste. Men de er The Kings Of Rock’N’Roll, og vil man i audiens, før de abdicerer eller kremerer, skal man ikke vente for længe. Derfor har jeg givet et centralafrikansk bruttonationalprodukt for en billet til deres snarlige koncert i Horsens. Og lagt på knæ og bedt for, at Keith Richards fremover holder sig fra både sydens palmer og nordens fyrretræer.

-

Keith Richards... Morgenhår og furer i fjæset… Lirekassemanden!...

Vild fantasi? Tja, når nu Boy George kan feje gader i New York…

Hvilket scoop: ”Rullesten spiller lirekasse i Århus Midtby”. Min lykke gjort.

Jeg nikkede hastigt farvel til orken og begav mig tilbage til torvet. Men lirekassemanden var væk. En afsøgning af de nærmeste gader og stræder bragte ham ikke for en dag.

-

Man kan ikke altid få, hvad man vil have.

-

Jeg ser frem til koncerten med forventningsfuld gru. En efterårsaften i selskab med en flok fumlefingre, som engang var så heldige at forvilde sig ud af en bodega og ind på en hitliste, netop som pigerne begyndte at finde Beatles for pæne, som blev der, fordi drengene fandt glam-bøsserne for grimme, og som aldrig forsvandt, fordi dinosaurer er in og alderdom er yt.

Jeg ser frem til koncerten. En pilgrimsfærd for en rock-tosse.

Men at høre Rolling Stones på en lirekasse, før jeg når så langt, det har jeg godt nok aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig.

Min fantasi kan ellers være rimelig vild.
spacer
spacer
© Niels Erik Kjeldsen
grafik