|
 |
|
Det ganske lille band
|
|
|
Ypperstepræsterne samlede rockkulten til ”et større knald”. At dømme efter rullestenenes form kan efterlønsalderen hæves betragteligt, forudsat en seniorpolitik baseret på sex’n’drugs’n’rock’n’roll.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 4. september 2006
|
|
Der var flere efterlønnere end teenagere i den femogfirstusindtallige crowd, som var samlet i Horsens for at få sig ”et større knald”. Så jeg følte mig mindre outdated, end jeg forhåndsfrygtede. Men til gengæld mere outnumbered. Trods stor erfaring i at mase mig gennem en rockcrowd kom jeg ikke scenen nærmere end 100 meter. Så rullestenene tog sig ud som sandkorn, da de gik på, straks mørket sænkede sig og regnen satte ind. Et ganske lille band.
Heldigvis havde de stillet et stort fjernsyn op på scenen, så man alligevel kunne følge med. Men Rolling Stones burde nu ikke sælge billetter til flere, end de faktisk er i stand til at nå. En kingsize hjemmebiograf, blot uden sofa, er ingen erstatning for en ståplads, hvor stjernestøvet drysser, og man kan se, hvem der er hvem.
Det hjalp på det, da en mobil intimscene midtvejs i koncerten blev flyttet langt ud i crowden. Et ritual i et rocktempel, hvor andre ritualer var flammekastere i ”Sympathy For The Devil”, toplækre chokoladebabes i ”Brown Sugar”, og en gigantisk Warhol-mund. Men skønt showet var stort, så overspillede det aldrig musikken, og lyden var den bedste, jeg nogensinde har hørt.
De få deroppe
Rullestenene er i fin form trods en gennemsnitsalder på 62. De har så sandelig nosserne skruet rigtigt på, de drenge. Keith Richards tæskede sine guitarer med utvetydig urlyst og et bredt grin på sit garvede fjæs. Mick Jagger flabede rundt, med et udseende og en kondition, som var han 15 år yngre end mig, ikke 15 år ældre. Og Charlie Watts trommede med elastisk præcision, godt støttet af tourbassisten Darryl Jones, uden hvem det alt sammen havde været meget sværere for rullestenene. Han fortjener en ros, han sikkert ikke får så mange andre steder end her.
Kun Ron Wood spillede som det, rullestenene faktisk burde være: affældige fumlefingre. For rullestenene kan altså ikke spille. Særligt godt. Enhver provinsby har et band, der er lige så gode som Stones til retningsløse guitarsoli, kiksede introer og outroer, ildesyngende rytmeguitarister o.s.v..
Rolling Stones er et ganske lille band blandt myriader af ganske små bands. Men de er de første blandt ligemænd. De har brudt den vej, de øvrige følger. Den handler ikke om fingres funktionalitet, men om nerve og drive.
Det er sjælen i rock’n’roll og udspringer ligesom børn og våbenbrug af det mandlige kønsorgan. Jeg er selv i besiddelse af et af slagsen, og jeg er stolt af både det og min tinnitus. Derfor var jeg at finde i menigheden, som var i Horsens for at få sig ”et større knald”.
Rullestenene er rockkultens ypperstepræster, og de spiller med usvækket vitalitet, efter 44 år på alverdens scener. De har gjort sig fortjent til deres status som verdens førende band, og gjorde det igen, en kold og klam septemberaften i en beskeden dansk provinsby.
Forhåbentlig stopper de, mens legen stadig er god. Men at dømme efter knaldet i Horsens, så har de gode chancer for at klare de sølle seks år mere, der skal til, for at de kan krone karrieren med en 50års jubilæumsturne.
Det ville være cool.
De mange hernede
Crowden kom aldrig for alvor op at ringe. Der var ikke megen hujen, piften og hoppen på stedet. Men det skyldtes crowden, ikke bandet. Flere teenagere og færre efterlønnere havde hjulpet på det. Eller en seniorpolitik, som lægger mindre vægt på friværdi og pensionsordninger og mere vægt på sex’n’drugs’n’rock’n’roll.
Man behøver ikke at være fed og færdig, blot fordi man passerer de fyrre. Man behøver ikke at gå på efterløn, blot fordi man passerer de tres. Godt nok har rullestenene deres på det tørre. Men når de ser ud, som de ser ud, og spiller, som de spiller, så er det ikke, fordi de er milliardærer. Så er det fordi, de er rullesten.
Straks rullestenene havde forladt scenen begyndte crowden at sive mod udgangen, i stilfærdig samtale, som havde man netop forladt Djurs Sommerland efter en vellykket tur med børnene (og børnebørnene). Det tog sin tid. 85.000 mennesker siver ikke uden videre igennem en jysk købstad.
Men alt forløb uden problemer. Og ved banegården, hvor jeg ventede på det tog, jeg havde adgang til, var der friske fadøl og glad musik med Gasolinkopisterne ”Smukke Møller”. Mine fødder nød, at jeg endelig kunne sætte mig uden at trampes på. Min gane nød, at jeg endelig kunne drikke uden at skubbes til.
Det kan godt være, at Horsens er en bande momssvindlere. Men Horsens forstår at afvikle gigantarrangementer, hvor alting glider som det skal. Derfor fortjener også Horsens ros. Ligesom Rolling Stones.
Crowden kan så gå hjem for at tjekke kapitalbeholdningen og åbne et glas viagra.
|
|
|