|
 |
|
Der er altid en grund til at gå i Phony
|
|
|
Computermarkedet er en jungle, der myldrer af rovlystne sælgere. Vil man have kyndig vejledning og finde det rette produkt må man vide hvordan.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 25. oktober 2006
|
|
Jeg synes ikke, at jeg skal være, hvor min PC er. Jeg synes, at min PC skal være, hvor jeg er. Med andre ord er jeg træt af min stationære. Med andre ord vil jeg have en bærbar.
Min stationære er en aldrende model. Men den kan stort set stadig levere, hvad jeg har brug for. Hvis jeg vil lege menneskeslagter i 3D låner jeg juniors PS2. Så jeg har ikke brug for en cutting-edge-laptop. En mobil kontorslave er alt rigelig.
Men selv om jeg kun skal bløde fire cifre gør jeg min research. Jeg går på nettet og finder ud af, hvilke organer der skal sidde i min kommende kuli. Og holder øje med, hvor jeg kan få valuta for pengene.
-
Det sagde ”plump” på mit entrégulv. Det var ikke gratisaviser, nej, for i mit kvarter er vi for fattige til at få noget gratis. Det var reklamer. Og i bundtet lå min yndlingsaversion: butikskæden Phony.
Om jeg fatter, hvordan Phony kan holde skruen i vandet! Kædens butikker myldrer af ekspedienter, som ikke har andet at byde end den aktuelle hitliste, og som ikke ved andet om det, de sælger, end at de ved mere end kunden gør.
Phony er butikskædernes svar på liberadikaldemokraterne.
Men reklamen fra Phony indeholdt et godt tilbud på en bærbar, der tilsyneladende lever op til mine krav. Så jeg googlede specifikationerne og lavede en tjekliste over hvad jeg stadig var utjekket på.
Derpå begav jeg mig til nærmeste Phony.
-
Det var lidt for tidligt på dagen. Udefra kunne jeg se, at butikken var tom for kunder. Spredt omkring stod en flok ekspedienter og betragtede hinanden med hyæneagtige konkurrencesmil.
Jeg trådte ind og fandt straks udstillingen af bærbare. Her spottede jeg den model, jeg var interesseret i, og gik i gang med at finde ud af, hvordan den føles i fingrene og øjnene. Tastaturet. Skærmen. Touchpaden. Slotsne.
Jeg nåede slet ikke at fornemme, om modellen kunne være mig en behagelig følgesvend. Der gik kun få sekunder, før en af ekspedienterne stod og pustede mig tungt i nakken med den karakteristiske euro-ånde, de erhverver på handelshøjskolen.
-
Han ville gerne vide, hvad han kunne hjælpe mig med.
Jeg fortalte ham om min aldrende stationære og mit ønske om et bærbart supplement. Ekspedienten konkluderede straks, at den bærbare, jeg havde i sinde, ikke lever op til mine krav. Venligt men bestemt greb han fat i min arm og trak mig et skridt til venstre, hen til modellen ved siden af, som kun var et par tusind dyrere.
Jeg trådte et skridt til højre, tilbage til den jeg var kommet for, og begyndte at udspørge ifølge min tjekliste. Ekspedienten greb atter fat i min arm, og trak mig to skridt til venstre, så jeg stod ved en PC, som var nok et par tusind dyrere, og som var lige hvad jeg havde brug for.
Erklærede han sagkyndigt.
Jeg blinkede til ham og spurgte, om han havde en Mac nede for enden. Flovt slog han blikket ned og rystede på hovedet.
Jeg takkede for vejledningen og forlod butikken.
-
Arrigt gik jeg hen ad gaden. Hvor jeg dog hader sælgere! Og jeg havde ikke engang fået svar på de spørgsmål, der stod på min tjekliste.
Efterårsregnen kølede mig af, og snart havde jeg en plan. I min by sparer Phony nemlig ikke på deres butikker. Rundt om hjørnet og hundrede meter ligger nok en Phony. Der gik jeg hen.
Også her var butikken tom for kunder og fuld af hyæneagtigt konkurrencesmilende ekspedienter. Men det lykkedes mig at slippe hen til udstillingen af bærbare, før jeg blev antastet. Det lykkedes mig oven i købet at finde frem til den allerbilligste af de udstillede maskiner. Jeg nåede at studere den med interesseret mine, inden euro-ånden atter ramte mig i nakken.
Jeg satte ekspedienten ind i mit ærinde, og lod ham derpå konkludere, at den maskine, jeg studerede, ikke lever op til mine krav. Jeg lod ham trække mig videre, forbi gradvis dyrere maskiner, som han erklærede passede bedre til mit brug, indtil vi nåede til den maskine, jeg havde i tankerne.
Så begyndte jeg at stille ham interesserede spørgsmål ifølge min tjekliste, og han fortalte mig alt, hvad jeg gerne ville vide, og mere til. Han kærtegnede tastaturet og spejlede sig i skærmen, og gav mig god tid til at gøre ligeså.
Jeg fandt ud af, at jeg kan lide den. Den kan godt blive mig en behagelig følgesvend. Så sagde jeg til ekspedienten, at jeg lige ville overveje valgmulighederne og gå en tur i banken. Han smilede til mig og sagde ”på gensyn”.
-
Jeg gik ikke i banken. Jeg gik hjem til min stationære og googlede, hvor jeg kan få samme maskine til en endnu bedre pris end den, Phony tilbyder.
|
|
|