Bag mig kom sirenen nærmere og nærmere. Jeg vendte mig ikke om. Det er sjovere at gætte: Er det politiet? Ambulancen? Brandbilen?
Jeg gik over krydset mellem Vestergade og Vester Allé. På hjørnet ligger Punkt 1, men der er aldrig noget at se til Diana. Alligevel skævede jeg ind i butikken. Ren rutine. De blå blink spejlede sig i butiksruderne, og sirenen begyndte at provokere min tinnitus.
Så drønede brandchefens hidsige firehjulstrækker forbi. Sirenen sænkede tonelejet og lydstyrken, mens nye groede op bag mig. Det var naturligvis brandsprøjterne. Det ville være snyd overhovedet at gætte. Brandbiler færdes altid i flok.
Jeg fortsatte sydpå ad Vester Allé. To brandsprøjter gungrede forbi, tunge af diesel og sammenbidte mandfolk. Hele gadeskakten vibrerede. En gang boede jeg i nummer 23. Et vanskeligt sted at indspille musik.
Udrykningen passerede '68er-bastionen Huset, som er på stand-by for en henrettelse. De åbne værksteder skal lukkes. Plejen og pasningen koster på skabelsen og tolkningen. Rygterne svirrer og de stærke råber højt. I Århus kan ingen vide sig sikker, efter årtiers socialdemokratisk økonomistyring. Men Husets leder Bent Blindbæk (prøv at udtale hans navn hurtig tre gange i træk) har valgt at gå.
Ved siden af Huset ligger Voxhall, som er byens grimmeste spillested. Den konservesdåseagtige facade blævrede blåt, da brandbilerne kørte forbi og fortsatte over Åboulevarden for røde lyskurve. Samtidig nåede jeg til mit bestemmelsessted: Mølleparken.
Den gang, jeg boede i nummer 23, var Mølleparken fuld af hashhandlere. Men dem har politiet fordrevet. Det eneste, der er tilbage, er en mørnet trækævle, som er skåret ud som en krokodille, og hvor de enlige fædre plejede at efterlade deres børn, når de selv skulle hen og købe en rygeklump.
-
Jeg snoede mig gennem fodgængerslusen og ind på parkeringspladsen, mens jeg fulgte udrykningen gennem øjenkrogen. Brandsprøjterne gearede ned og begyndte at arbejde sig op ad Sønder Allé på den modsatte side af Århus Å. Det er en stejl bakke, og på toppen ligger kunstbygningen ArOs.
ArOs er næsten lige så grim som Voxhall, men meget meget dyrere. En innovativ ledelse har gjort stedet til så stor en succes, at det er på fallittens rand. Med over tusind daglige gæster har ArOs nemlig været nødt til at sprænge driftsbudgettet. Derfor har det vanskeligt ved at betale sin gæld til Århus Kommune.
Det så ud, som om ArOs stod i brand. Jeg standsede og så nærmere efter. Hele den gigantiske glasfacade mod syd luede rødt, som om samtlige ni etager var i flammer. Det så rigtig flot ud, på baggrund af den skumrende himmel, og mens brandbilerne passerede soklen som blåt blinkende myrer.
"Det er nok sådan noget moderne kunst", tænkte jeg. For flammerne i ArOs så ud til at være ude af proportion. De lignede en forstørrelse af en kaminild. Jeg grinede ved mig selv: "Det er nok en falsk alarm".
-
Jeg gik ind på det nedslidte og overbelastede Hovedbibliotek, som ligger på nordsiden af Mølleparken. En mand i skranken tog imod et afdrag på min gæld, som er grundlagt, efter ny teknologi gjorde låneregistreringerne upålidelige. Han har hippiefrisure med et lidet overbevisende hentehår, bærer stålindfattede briller og et tyndt overskæg, som spejler hans runde hageparti.
Lige så længe jeg har boet i byen har han stået i skranken. Så vi kender hinanden af udseende og veksler en bemærkning i ny og næ. Vi deler en passion for Alice Coopers allertidligste indspilninger. Men han har været i skidt humør, siden udlån og aflevering blev automatiseret, og størstedelen af hans kollegaer blev afskediget.
Så jeg lagde et venligt smil oven i mønterne i hans hånd, stak kvittering og lånerkort i den af mine lommer, der ikke er hul i, og tog plads ved en af bibliotekets computere. Et hastigt besøg på ArOs.dk bekræftede min formodning.
Ilden i ArOs er en såkaldt totalinstallation af den dansk-argentinske kunstnerduo Thyra Hilden og Pio Diaz. Den hedder "ArOs ON FIRE" med undertitlen "Burning the roots of Western culture", og er et led i en større "afbrændingsturné", der blandt andet omfatter Colosseum og Louvre.
Hovedbibliotekets dårlige indeklima giver mig altid nyseanfald. Det er ikke et sted, jeg sætter mig til at hygge med gratis åndelig føde. Snart stod jeg atter på parkeringspladsen udenfor. Himlen var blevet mørkere og ilden i ArOs brændte stadig, så jeg næsten kunne føle varmen. Men brandbilerne var væk.
Jeg gik over Vester Allé og forbi Huset hen til Thorvaldsensgade. Der slog jeg kraven på min sorte skindjakke op, anlagde mit bistre ansigt, og begav mig ind i Botanisk Have.
|
