i never got my licence to live
they won’t give it up so i stand at the worlds edge
i’m trying to break in though i know it’s not for me
and the sight of it all makes me sad and ill
that’s when i want some weird sin
”Some Weird Sin” er skrevet af Iggy Pop og stammer fra albummet ”Lust For Life”, som i 1977 blev hans kunstneriske og kommercielle gennembrud. Teksten taler skarpt imod samtidens hensygnende peace-and-love kultur og markerer rockpoetens status som ”The Godfather Of Punk”.
”Lust For Life” var det sjette album fra Iggy Pop, siden han debuterede i 1969 som forsanger i The Stooges. Dette i sin samtid ildesete band var bannerførere på den Detroit-scene, som udviklede de formler, punken senere tog op. Ikke mindst Iggy Pops selvmorderiske sceneshows skaffede The Stooges et stort live-publikum.
Fænomenet dannede grundlag for den fiktive superstjerne Ziggy Stardust, som i starten af 1970erne satte David Bowies karriere på skinner. Samtidig grundlagde David Bowie og Iggy Pop et bemærkelsesværdigt venskab. To meget forskellige mennesker, som igen og igen har voldt hinandens livsforløb og kunstnerkarrierer godt.
Sex og drugs og det der er værre
Således fyldte Iggy Pop brændstof på David Bowies mesterlige ”Berlin-trilogi”, mens David Bowie gentagne gange har trukket Iggy Pop ud af ukontrolleret narkomisbrug og iværksat hans kunstneriske genrejsning.
Som ung levede Iggy Pop en skandaleombrust tilværelse præget af vold, narko, psykiske problemer og dybe menneskelige nedture. En af mange myter er, at han ved et hotelknusende afterparty blev puttet i en sæk af Deep Purple og derpå kastet gennem et vindue fra anden sal. En anden, at han mødte splitternøgen til et talkshow med TV-stjernen Dick Cavett.
Af de mange historier, der roterer, skal enkelte nok være sandfærdige. Men de afspejler en livsstil, der har haft store omkostninger. En gennemgående figur i Iggy Pops sangskrivning er en skrøbelig kvinde, som Iggy Pop ødelægger både på krop og sjæl. Hun er den ”China Girl”, som David Bowie siden hittede med i en coverversion. Og i en portrætfilm, som MTV producerede for nogle år siden, fortæller Iggy Pop og hans voksne søn grinende om, hvordan Iggy Pop påtog sig sit faderskab og bragte sin dengang mindreårige søn med på turné, for siden at sende ham hjem til sin mor som junkie.
Rockmusikkens Bukowski
Midt i 1980erne så Iggy Pop sig selv ekstra dybt i øjnene og cleanede op for sidste gang. Siden har han skabt en stabil serie album, hvor han har udviklet sin sangskrivning til noget af genrens stærkeste. Iggy Pop har en sikker sans for levedygtige melodier i et frådende rock-univers, og især skarpe iagttagelser og beskrivelser af vrangsiden af overflodssamfundet. Fokus er altid på de marginaliserede og skæve eksistenser, med varm loyalitet og selvlært indblik.
Det er netop den uundgåelige lidelse og den ustoppelige livskraft, som Iggy Pop formår at sætte i ord som ingen anden. Iggy Pop er ægte. Han har været der selv. Han er den proletar, som den småborgerlige Bruce Springsteen altid gerne har villet være. Han er det rock’n’roll animal, som den intellektuelle Lou Reed aldrig har kunnet reducere sig selv til.
Iggy Pop hedder i virkeligheden James Osterberg. Han er vokset op i en trailerpark i Michigan, USA, blandt fattige og indvandrere på bunden af det amerikanske samfund. Inspireret af Mick Jagger ville han være rocksanger. Som vokalist i et middelmådigt sentresserband meget langt fra Californiens sol udviklede han den attitude, der årtiet senere blev taget op af de unge britiske punkere. Få punkbands har ikke haft ”I Wanna Be Your Dog” i øvning. Og det er ikke tilfældigt, at Sex Pistols guitaristen Steve Jones senere kom på Iggy Pops hold.
Chicks på Train
I 2003 oplevede jeg Iggy Pop på spillestedet Train i Århus. I crowden foran mig stod to unge kvinder, der efter alt at dømme ikke var kommet for den hårdtslående rockmusiks skyld. De var kommet for at se en mand på 50+ vælte rundt på en scene i nøgen overkrop og stramtsiddende blue jeans med meget lav talje.
De fik hvad de kom for. Det gjorde jeg også. Iggy Pop udstråler en lust-for-life og en raw-power uden lige. En mand, der har besejret sine dæmoner og sitrer af vitalitet, fordi det er livets mening. Et stykke inde i koncerten, da crowden foran scenen var varmet op, begyndte fansene at komme op på scenen, for at danse vildt omkring og derpå kaste sig ud over scenekanten, som skik er ved den slags begivenheder. Securityen kom straks i omdrejninger, greb fat i fansene, slæbte af med dem. Iggy Pop forsøgte at lægge sig imellem. ”Leave them. They’re no harm to anybody”, sagde han til muskelmændene. Da de ikke rettede sig efter ham gik han hen til scenekanten og kastede sig ud i crowden.
Iggy Pop i en nøddeskal. Han hører til i folkemassen, ikke på parnasset. Ligesom rock’n’roll. Levende og nærværende, svedig og beskidt. Iggy Pop inkarnerer rockmusikkens sjæl som ingen anden. Hvor Rolling Stones aldrig bliver andet end kultens ypperstepræster er Iggy Pop selveste profeten.
Det er skade, at han aldrig har skrevet et litterært værk: en roman eller en novellesamling. Han har sproget og historierne til det. Men der er album nok at ty til, hvis man vil ind i universet:
For eksempel det punk-prototypiske ”Raw Power”. Det skræmmende grimme ”The Idiot”, det dybt smukke ”New Values” og det kiksede mesterværk ”Zombie Birdhouse”. Vakkelvorne plader, som alle har højdepunkter, der viser bredden og dybden i Iggy Pops sangskrivning. Eller man kan lytte til albums fra tiden efter han blev clean: Den poppede tour-de-force ”Blah Blah Blah”, den solidt rodfæstende ”Brick By Brick”, den bidsk energiske ”Naughty Little Doggie” eller den afdæmpet eftertænksomme ”Avenue B”.
Sidstnævnte indledes med denne tekst, hvor jeg selv som 40+er kan spejle mig i stadig mere forfærdende grad:
it was in the winter of my fiftieth year when it hit me
i was really alone and there wasn't a hell a lot of time left
every laugh and touch that i could get became more important
strangely i became more bookish and my home and study meant more to me
as i considered the circumstances of my death
i wanted to find a balance between joy and dignity on my way out
above all i didn't want to take any more shit
not from anybody
|
