www.NielsErikKjeldsen.dk ARTIKLER > Musikalsk smækkys får pulsen til at stige HovedOversigt

< > Musikalsk smækkys får pulsen til at stige Der mangler ikke musikfestivaler i Danmark. Men de kan være andet end underholdning til berusede teltlejre. Århus lancerer et helt nyt koncept. Af Niels Erik Kjeldsen / 13. maj 2007 Jeg holder godt i bremserne, mens jeg triller ned ad bakke til Århus Midtby. For enden af Gammel Munkegade stiller jeg cyklen fra mig op ad klostermurens ældgamle sten. Derfra spadserer jeg videre ad Immervad til Åboulevarden. Uden for en af kaféerne møder jeg John Bæk. Jeg spørger ham, om han ved, hvor jeg kan finde Michael Hamilton. John Bæk ryster gnavent på hovedet. Han er altid sur på mig, når jeg har sagt ham imod, og det gjorde jeg forleden. Men lidt længere nede ad Åboulevarden rager Michael Hamilton op af sine lange grønne gummistøvler. Han hilser på mig med et varmt smil. Det er første gang, jeg skal se ham optræde. Mange gange før er det kikset. Før han går på ringer jeg til T. S. Cubel. Men han svarer ikke. T.S. Cubel er en bekendt fra 90erne, som siden er sprunget ud som countrysanger. Længe siden jeg har set ham. Men han skal optræde senere, og jeg vil gerne overvære hans act. - Den lille lort fra Skive tager sin guitar med hen til mikrofonstativet på gangbroen over åen. Så er han i gang. Han er i sit es. Om end hans sangskrivning ikke er den store kunst, og hans sang og strengespil ikke er mere end nødvendigt, så er Michael Hamilton en fremragende performer. Det mærker jeg allerede få sekunder inde i hans sæt. Jeg kan slet ikke lade være at synge med. Jeg kan slet ikke lade være at klappe i takt. Jeg følger hans mindste vink, for han spreder med sikker hånd et nærvær og en livsglæde, der er mere end god på sådan en kølig majdag som denne. T. S. Cubel ringer. Han er overrasket over, at det er mig, der svarer. Men det er klokken 18:00 på Jacob’s bar BQ, og han glæder sig til at se mig. Michael Hamilton har gæster med. De kommer op på broen en for en. Aske Brom på fløjte. Jonas Dahl på mundharpe. Annika Aakjær på andenstemme. Dette er en koncert af den sjældne slags. Den slags, der løfter humøret. En god start på dagen. - Det er den 12. maj 2007 og jeg bevæger mig rundt i Puls-festivalen. Den er den første af sin slags. Omkring 275 orkestre og solister, som spiller gratis koncerter rundt omkring i Århus, uden at det er offentliggjort, hvor og hvornår de optræder. Og koncerterne foregår sælsomme steder. På taxabagsæder. I læskure. Hos handlende. Det må man selv opdage. En dag fuld af overraskelser. Jeg går ad Strøget gennem pigegarder, sambaorkestre og Elvis-lookalikes. I indkøbscentret Bruuns Galleri er der to scener. Lige nu noget akustisk pop og et gammelmands-rockband, begge af den uprovokerende slags. Min mobiltelefon ringer. Det er junior, der er på vej. Vi aftaler at mødes i Mølleparken. Igennem Rådhusparken skal jeg tisse. Jeg kan ikke finde det hundetoilet, jeg plejer at bruge. Men jeg finder en diskret busk i ærbødig afstand fra de mosaiske gravsteder. Lettet passerer jeg Musikhuset. Jeg kigger lige ind. Der er gang i et kor. Et stort et med en dirigent og et flygel og en velklædt herre, hvis eneste opgave er at vende nodeark for pianisten. Koret er stort, og publikum sidder musestille i lange rækker. Sangen vælter op i den højloftede foyer og flyver omkring som engle i foråret. Så bliver der delt blomsterbuketter ud oppe på scenen. Det var kun lige slutningen, jeg fik med. Men jeg skal også videre. Jeg stikker gennem kunstbygningen ArOs. Den er næsten tom. Men midtvejs lyder endnu et kor. Det er mindre end det forrige, og består udelukkende af uniformerede kvindelige politifolk. De synger ”I Danmark er jeg født”. Jeg standser et øjeblik. Aldrig før har en flok hunstrømere sunget danske sange for mig. En af dem, en høj alt med rynker om øjnene og mørktfarvet år, stirrer på mig, som om hun tænker på en varm omgang politikølle. Jeg smiler forbryderisk til hende og skynder mig videre. - Jeg nærmer mig Mølleparken, først ad fodgængerfeltet over Vester Allé, derpå ad fodgængerfeltet over Åboulevarden. Men så falder det mig ind, at jeg hellere må tjekke, om der foregår noget på spillestedet Voxhall. Så jeg passerer nok en gang et fodgængerfelt over Vester Allé. Samtidig kommer Elin Bundgaard cyklende. Hun standser, da hun ser mig. Jeg kender hende, fordi hun har delt hus med en af mine bekendte. Men hun er flyttet, det er nogen tid siden jeg har set hende, og jeg har fået fortalt, at hun har været alvorligt syg. Hun ser ud til at have det godt. Det fortæller jeg hende, så snart chancen byder sig. Hun smiler glad og siger tak. Det er rart at se hende. Jeg har altid været godt tilpas i hendes selskab. Vi snakker lidt, om hvad der er sket siden sidst, og om hvad der foregår i Århus i dag. Linie 4 standser ved stoppestedet foran Voxhall. Junior stiger af. Jeg siger farvel til Elin Bundgaard, som cykler op ad Vestre Allé, forårsagtig og kvindelig. Junior giver mig et knus. Langt væk er der et hornorkester, som spiller. Ekkoet i byrummet gør det svært at bestemme hvor. Få meter fra os hamrer en flok børn løs på xylofoner, som er stillet op foran det dødsdømte Huset. Trafikstøj og fuglesang, Århus lyder sælsomt i dag. - Junior og jeg slingrer ned ad Vestergade. På Bispetorvet er der elektrisk jazz, på Pustervig er et sortklædt orkester netop gået af scenen, i Rådhusstræde står en meget ung mand og spiller licks, han har hapset fra Chuck Berry. Der er ikke noget af det, som indbyder til at blive stående og lytte. Så vi går i butikker. I morgen er det mors dag. Junior vil købe en gave. I Bog Og Idé finder hun en grillhandske og et forklæde, hvorpå der står ”verdens sødeste mor”. Den er lige i kassen. Så stiller vi sulten i Paradis Is. En vaffel med tre kugler: Vanille, pistacie og jordbær-sorbét. Det begynder at regne. Vi sætter kurs mod Bruuns Galleri, hvor jeg ved, at Broken Spender skal optræde om et kvarters tid. Bandet er ved at gøre klar. Junior og jeg tager plads på en bænk. Det er godt. Jeg har været på benene i timevis. Broken Spender trækker mere publikum end sidst, jeg så dem. Det var til deres debutkoncert i efteråret. Og nu er de blevet mere scenevante, end de da var. Det forholdsvis unge band spiller musik, der er påvirket af 70ernes progressive rock. Især Pink Floyd er en tydelig inspirationskilde. Modsat sine forbilleder benytter Broken Spender ikke solistiske præstationer i større udstrækning. Bandets stærke kort er dets fremragende kompositioner. Musikken er dyb og blød. Den bringer butikscentrets kommercielle knurren til tavshed. Anders Schunk har ikke helt karisma nok til rollen som forgrundsfigur. Han er en stor og sammenbidt mand, som vil passe bedre i et jord-og-beton sjak end på ombejlede klubscener. Men han agerer med en sikkerhed, han ikke havde, sidst jeg oplevede bandet, som støtter ham godt. Det bedste er dog de tre kor-sangerinder. Ikke fordi de er smukke at skue. Fordi de synger, så månens bagside kunne være det herligste sted på jord. En bred mand, som ligner sort arbejde, maser sin velfyldte indkøbsvogn gennem Broken Spenders opmærksomme publikum. Sådan er Puls-festivalen. Jeg bryder op og går, selvom bandet kun er halvvejs i sit sæt. Jeg skal nå at høre Mads Heinesen i den modsatte ende af Strøget. Og han starter om få minutter. Mads Heinesen er en mangesidet kunstner. For et par år siden brød han igennem i vækstlaget med en samling veldrejet pædagog-pop. Men han udfordrer sig selv, og de seneste måneder har han kæmpet med et vovemodigt projekt, som handler om kærlighed, jalousi og vold. I dag optræder han i en barbersalon ved åen. Halvanden meter fra scenen ligger en mand tilbagelænet i en barberstol. Han har ansigtet fuldt af barberskum. En ung mand arbejder med en ragekniv på hans strube. Det ligner noget fra en westernfilm. Samtidig skriger Mads Heinesen igennem. Hans stemme er sårbar og desperat, hans guitarspil er bistert og bestemt. Dette paradoksale sammenstød af sangskriverkunst og barberhåndværk kan tabes fuldstændig på gulvet. Men Mads Heinesen fanger situationen og forener, hvad der er i, og hvad der er udenfor hans kontrol, i en total oplevelse. Jeg har oplevet noget sælsomt, skræmmende og smukt. Og som vi forlader barbersalonen siger junior, at Mads Heinesen er flink. - Ved Klostertorv venter vi på bussen. På den modsatte side af Klosterport hænger en klase balloner i et træ og reklamerer for Puls-festivalen. Blæsten befrier den af træets grene, langsomt daler den og svæver over asfalten hen mod os, som om der slet ingen busser kører forbi. Junior går hen mod kantstenen for at fange den, når den er nået frelst over. En mand i alkoholiseret påklædning træder frem og sparker til ballon-klasen. Den flyver forskræmt op i luften og søger tilflugt i et nyt træ. Bussen kommer ikke. Det er det forkerte stoppested. Vi haster til Grønnegade. Det går så stærkt, at vi kommer otte minutter for tidligt. Men det er fint med otte minutters ingenting. Så vender junior hjemad for at sørge for aftensmaden. Pommes frites og stegte pølser. - Jeg trænger seriøst til et toiletbesøg. For første gang i mit liv opsøger jeg et af de skandaliserede toilet-skure, Århus Kommune har opstillet for få år siden. Der er optaget, men ikke længe. Men da det bliver ledigt lukker døren automatisk. Der tænder et skilt, hvor der står, at toilettet gøres rent automatisk. Det tager sin tid. I mellemtiden finder jeg den to-krone, man skal ofre for at forrette sin nødtørft på et automatisk rengjort toilet. Jeg kan godt forstå, at det koster penge at drive et automatisk selvrengørende toilet. Men jeg har altid ment, at det er klamt at kræve betaling for, at man kan træde af på naturens vegne. Det er jo naturens vegne, man træder af på. Døren åbner igen. Jeg går ind. Døren lukker. Der er ikke noget toiletbræt. Enten skal man sidde direkte på det kolde porcelæn. Eller også skal man stå i umageligt bøjede knæ. Jeg starter med det sidste men ender med det første. Jeg har tynd mave. Det må være den soft-ice. Først sprøjter jeg voldsomt, derpå siler jeg langsomt og længe. Jeg bruger godt med toiletpapir. Men jeg ender med en klistret følelse på hænderne, som lugter ubehageligt. Så jeg går hen til håndvasken. Men der er intet vand. Jeg trækker bukserne op og lukker dem med det yderste af neglene. Så åbner jeg døren og træder ud på gaden. Tænk at kræve to kroner for et besøg på et toilet, hvor der ikke er toiletbræt og hvor der ikke er rindende vand. Næste gang kan jeg lige så godt sætte mig til at skide i en affaldskurv. - Jeg lytter mig igennem byen. Her omkring spisetid tynder det ud i musikken. Men på Pustervig er der gang i et punkband. De er ikke helt unge. De er tyndhårede og har maver, sangeren i særdeleshed. De er gamle nok til at have været med dengang, for et kvart århundrede siden. Mine ben bliver vilde. Det får de lov til, det er fedt. Men jeg hopper ikke voldomt på stedet, som jeg gjorde dengang for et kvart århundrede siden. Jeg er for gammel. Ved siden af mig står en kvinde, der har lige så vilde ben som jeg selv. Hun er på min egen alder. Hvis det ikke var for hendes fremstående hage og for hendes partner, som læner sig op af en sammenfoldet paraply, ville jeg finde hende dejlig. Bandet er vredt, grimt og primitivt. Jeg elsker det. Det er fedt, at der er nogen, der bare ikke vil stoppe. De hedder The Zero Point, fortæller guitaristen mig efter koncerten, som slutter med et orgie i modulation og tempostigning. - Klokken nærmer sig 18:00 og jeg nærmer mig Jacobs bar BQ. Undervejs møder jeg Aske Brom, som står og spiser fastfood sammen med sin kvinde og sin knægt. Jeg trykker på næven. Det hjælper lidt på mine klistrede håndflader. Knægten kalder mig med fræk mine ”lille mand”. Så jeg purrer smilende hans lyse lokker, og det hjælper meget på mine klistrede håndflader. Aske Brom fortæller, at han har deltaget i adskillige af dagens koncerter. Vi er enige om vores indtryk og i den snak, vi har hørt i dagens løb. Det er frustrerende ikke at vide hvem der spiller hvor. Men det er også spændende. Og der er en rigtig god stemning om hele arrangementet i hele byen. - På Jacobs bar BQ er T. S. Cubel på scenen men ikke startet. Han er iført stråhat, overalls og cowboystøvler, men bortset fra det ligner han sig selv. Han står med ryggen til og taler med sin guitarist. Jeg går hen og klapper ham på skulderen. Han vender sig om og giver mig et landligt knus. T. S. Cubel har brug for at skrive et vers ned. T. S. Cubel mangler en kuglepen. Jeg stikker min efterhånden rene hånd i lommen og rækker ham min. Han husker at levere den tilbage, inden han klæber teksten fast på den søjle, der belejligt står lige foran hans mikrofonstativ. T. S. Cubel har altid været en ørn på en scene. Men nu har han også et godt orkester. De spiller country, så det støver, og T. S. Cubel forpasser ikke en chance for at propagandere konservative værdier fra bibelbæltet. Det er fint nok. Konservative værdier fra bibelbæltet er der ikke for mange af på Puls-festivalen. Og der er endnu færre, der tør propagandere dem. Men T. S. Cubel tør. Og hans stemme og hans band sætter vægt bag ordene. Her er en flok rednecks, der har noget på hjerte. Pludselig kommer T. S. Cubels hustru, Fatima, og giver mig det største og varmeste knus, man kan forestille sig. Mine hænder bliver rene som den pureste kærlighed. Heller ikke hende har jeg set i årevis. Men hun er en kvinde, der står højt i min agtelse. Det er den bedste rosin i pølseenden at træffe de to igen. - Jeg forlader Jacobs bar BQ gennem porten ud til Vestergade. Der støder jeg på Mads Heinesen. Jeg fortæller ham om mit indtryk af hans gig i barbersalonen tidligere på dagen. Og vi snakker lidt om Puls-festivallen. Han har samme oplevelse som Aske Brom og jeg selv. Skønt Puls-festivallen endnu ikke er slut ser vi allerede frem til den næste. Klokken 21:00 spiller Dream Police på Musiccaféen. Nok et originalt punkband fra de slemme gamle dage. Men jeg må hellere stoppe mens legen er god. Jeg har været på benene i syv timer, og det kan mærkes. Så jeg ringer til junior, som siger, at maden næsten er klar. Der er ikke langt til klostermuren, hvor min cykel venter. Jeg trækker den op ad den første og strideste bakke. Så cykler jeg, igennem Botanisk Have. Det er en dejlig aften i maj. Hjemme dufter af pommes frites og stegte pølser. Michael Hamilton Broken Spender Mads Heinesen Zero Point T. S. Cubel

© Niels Erik Kjeldsen