”Hvad er det lige, der sker?” siger Johan Flod med et bredt grin.
Jeg ryster på hovedet. 0-2 til Sverige halvt inde i første halvleg. Landskamp når det er værst.
”Det er da godt, man ikke har betalt hundredevis for at komme ind på dét stadion,” svarer jeg og mumler for mig selv: ”Det er sådan en kamp, man ikke skal se færdig.”
Alligevel bliver jeg stående. Det er fedt at se fodbold på storskærm sammen med en masse mennesker. Skønt stemningen ikke koger. Johan Flod går efter øl at skylle ned med. Han kommer ikke tilbage. Så scorer svenskerne igen.
”Jeg tror, jeg vil se kampen færdig alligevel,” tænker jeg ved mig selv, ”det her er for langt ude. Komisk. Grotesk.”
I halvlegspausen går jeg for at få en sandwich. Kylling og bacon. Jeg er sulten.
Da anden halvleg starter er der stadig ikke noget at se til Johan Flod. Men til gengæld står David Fricke lige til venstre for mig.
David Fricke er en verdensberømt skribent, kendt fra Rolling Stone. Han ser ud, som om han var medlem af The Ramones. Klædt i denim fra top til tå nipper han til en fadøl i et plastikkrus. Han vil åbenbart gerne se noget ”soccer”.
Danmark scorer. Folk jubler. Det klirrer i mine tinnitusplagede trommehinder, men jeg finder ikke mine ørepropper frem. David Fricke smiler, hans øjne viger ikke fra storskærmen.
Danmark scorer igen. Nu begynder det at blive spændende. 2-3 og lang tid tilbage. Jeg er ved at opleve noget stort. Noget, der ikke bliver glemt igen. Det danske landshold spiller forrygende godt. Landskamp når det er bedst.
Så en udligning. Folk går fuldstændig amok. Hyler og skriger, kaster øl op i luften, vælter rundt. Larmen er øresønderrivende. David Fricke ser sig omkring med et forundret grin. Dansk landsholdsfodbold er ikke noget, han oplever hver dag.
Johan Flod dukker op igen. Vi taler ikke sammen. Det er der få, der gør. Spændingen er intens. Der er få minutter tilbage, stillingen er uafgjort, og det er danskerne, der kontrollerer spillet. Scorer de en gang til? Hele forsamlingen er ét stort tilbageholdt åndedræt.
Pludselig er der en svensk spiller, der ligger ned foran det danske mål. Dommeren fløjter. TV viser et replay af en dansk angriber, som tager sin titel lidt for alvorligt. Mens bolden er på vej væk vender han sig om og slår den svenske spiller i maven. Dommeren udviser ham og dømmer straffespark til svenskerne.
”Uha. Det gik lige så godt. Nu vinder svenskerne,” tænker jeg.
Men så kommer en tilskuer løbende og angriber dommeren. De danske spillere lægger sig imellem. Dommeren forlader banen. Kort efter forlader spillerne også banen. Folk ryster på hovederne, slår ud med armene. Spændingen er ikke blevet mindre. Men den er blevet meget anderledes. Som en kærlighedsakt, der kort før klimaks forstyrres af et grædende barn.
Jeg bliver stående. Dette er den mærkeligste fodboldkamp, jeg har set i mange mange år. Så kommer der en meddelelse på storskærmen. Kampen er fløjtet af. Sverige vinder 0-3.”
Johan Flod er væk. David Fricke er væk. Folk siver, slukørede, tavse.
Jeg går hen mod Musikhuset. Mine ben trænger til at sidde mageligt i en blød koncertsal. Mit hoved trænger til at høre noget tilfældig musik.
Jeg forstår, at dommeren fløjter kampen af, når han bliver angrebet af publikum. Men jeg forstår ikke, at det danske landshold fradømmes deres tre mål. Dem har de jo ærligt og redeligt scoret. Og det var jo ikke en spiller, der angreb dommeren.
En ting er sikkert:
Det danske landshold høstede SPOT-festivalens største bifald.
|
