|
 |
|
To timer fra Bloksbjerg
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 24. juni 2007
|
|
Røgen stiger til vejrs, grå og fugtig, her og der en snes steder horisonten rundt. Flammer er ikke at se, solen er endnu for højt på himlen, hvor den snor sig mellem lammeskyer, man næsten kan høre bræge. Nok en gang panorerer jeg langsomt rundt på min hæl, som er plantet på den allerhøjeste jord i hele Århus.
Helgenæs. Mols. Tunø. Samsø. Snart vil kysterne glitre i skumringen. Tusinder sjæle samlet om hundreder bål. Det er Sankt Hans aften, klokken er kvart over ni, og jeg læner mig op af min spritny cykel, som er blå.
Jeg købte den forleden, samlede den i går, justerede den i dag. Min forrige gik i smadder, skulle slæbes hjem. Den blev 4 ½ år. Cykler holder ikke til min behandling. Hvis de var levende ville jeg sidde i fængsel. Min cykelstil handler ikke om at komme hurtigt frem. Det handler om ikke at falde af.
I den demilitariserede zone mellem Brabrand og Hasle ligger tre bjerge af jord. De er skabt af buldrende entreprenørmaskiner, som har efterladt sig spor, der snor sig op til toppen. Men vinterens ekstraordinære regn har fået bjergsiderne til at skride. Nu er de en sand udfordring for en spritny cykel, der lugter blod og skal vise, hvad den er værd.
Det højeste af de tre er min favorit. Men det panorama af levende ild, jeg havde satset på, er sløjt. Det er for tidligt. Det er for lyst. Forsigtigt triller jeg ned igen. Ned er altid værre end op. Undervejs skræmmer jeg en hare, som glider i en dræbersnegl, før den tumler ned af bjerget og forsvinder i sikkerhed på skrammelpladsen nedenfor.
Bremserne fungerer fint. Dækkene slipper den løse jord får kontakt med asfalt. Det er meget mere behageligt men også meget mere kedeligt. Jeg cykler vestpå en halv kilometer for at finde et større bål, jeg iagttog fra bjergets top.
Jeg nærmer mig. Så cykler jeg med uret rundt om en somalier og hen over en græsplæne, videre gennem en gruset legeplads og et par overvægtige og noget berusede familier. Pludselig er jeg så tæt på bålet at jeg kan mærke heden.
|
|
|
|
Jeg elsker ild. Flammer er noget af det smukkeste, jeg ved. Farverne, formerne, bevægelsen, varmen. Hvis jeg var kristen ville jeg satse på at komme i helvede. Jeg klapper min cykel, som har vist sit værd, venligt på sadlen og lader den hvile på sit støtteben. Hvis den var en hest ville den begynde at gumle det grønne græs. Men den er lige så lidt hest, som jeg er kristen.
Jeg har netop sat mig til rette i duggen da et orkester begynder at spille. Jeg kan ikke se det, for der er et buskads i vejen. Men jeg kan høre det. Og det lyder meget underligt. Jeg kender sangen. Den hedder "Du gamle måne". Men orkestret spiller reggae.
En revyschlager fra trediverne som Bob Marley ville have gjort den. Det må jeg se nærmere på. Jeg hypper min hest rundt buskadset og ind på plænen modsat.
Der møder mig et sælsomt syn. Reggaebassen bliver spillet af en hippie, der er aldrende nok til at være halvskaldet. Synet tilføjer "du gamle måne" helt ny betydning. Men det er ikke det, der er sælsomt. Det, der er sælsomt, er, at hippien ikke spiller reggae på en elbas.
Han gør det på en tuba.
En ung mand spiller trommerne. En pæn mand spiller tangenter. En yngre hippie spiller elguitar og en ældre hippie synger. Og i hans version er den jalousiplagede mand i "Du gamle måne" ikke fuld. Nej, han er skæv.
|
|
|
|
Guitaristen kaster sig ud i en solo, som sætter ny rekord i froværgnngni og ekkokokokokokokokokokoko. Sangeren træder et skridt tilbage fra mikrofonen og begynder at spille luftguitar på et flygelhorn. Jeg griner. Det er meget længe siden, jeg sidst har set så morsomt et orkester.
Næste nummer er "Den gamle skærslippers forårssang", som også er mere fortjallet end alkoholiseret. Folk begynder at danse. Første par på plænen er en ældre kvinde, som er klædt i en stribet blågrå skjorte og som ikke har kontrol over sin ben. Hun svinger begejstret rundt med en lettere forskræmt mand, som er lidt yngre end sin dansepartner. Han har armen i gips og slipper heldigt af sted med at holde sine sølvfarvede kondisko ude af farezonen.
Jeg går ind i bygningen bag scenen, hvor jeg kan se der er udskænkning. Kvinden, der betjener fadølsanlægget, fortæller mig, at orkestret hedder "Erik Paaske Jam". Naturligvis. Hvad skulle det dog ellers hedde?
I færd med "En dag er ikke levet uden kærlighed" i et passende udvalg af abnorme taktarter vender jeg tilbage til min cykel, som tager det helt roligt. Vi vender hjem ad omveje og genveje. Jeg sætter den til hvile i sin stald og klør den venligt bag gearskiftet før jeg forlader den.
Så går jeg hen til en af de udendørs griller, der er stillet op overalt i bebyggelsen, hvor jeg bor. Der er ikke et øje, men det er ikke længe siden, de sidste forsvandt. Gyngerne i gyngestativet bevæger sig stadig.
|
|
|
|
Jeg propper grillen fuld af sammenkrøllet avispapir. Ovenpå placerer jeg en heks, som er klippet ud af gråt karton og som er tegnet lige så vortet og tandløs som jeg selv. Jeg stikker ild på. Aviserne fænger hurtigt. Snart er der ild i heksen. Snart er heksen væk. Snart er dagens mindste og mest private Sankt Hans bål brændt ned.
Det gik stærkt men det var godt. Jeg elsker ild. Og flammer gør sig bedst i mørke. Nu, hvor midnatstimen er nær, er det så mørkt, som det bliver ved midsommer.
Inden jeg går til ro sender jeg en uvenlig tanke til de feminister, som mener, at sankthansbålshekse er kønskrænkende.
|
|
|
Fotos af Astrid og Niels Erik Kjeldsen
|
|
|