Engang, da jeg var en lille dreng, tog min storesøster mig ved hånden og trak mig med udenfor. Det var en stjerneklar aften. Hun viste mig stjernebillederne, og vi fantaserede om at færdes blandt stjernerne.
Men så var der en stjerne, der opførte sig anderledes. Den fløj rundt blandt de andre stjerner. ”Se, et stjerneskud”, sagde jeg. ”Det er en sputnik”, svarede min storesøster og forklarede, at en ”sputnik” var en kunstig stjerne, som nogle mennesker havde bygget og skudt op på himlen med en raket.
Jeg stirrede benovet på den lille prik på himlen. ”Sprutnik”, det var et godt ord, let at udtale. Begivenheden, og den fantastiske virkelighed, den åbenbarede for mig, tog varig plads i min mindreårige tænketank. Det var den 4. oktober 1957, i dag for 50 år siden, at ”Sputnik” blev sendt til himmels. Min storesøster kom til verden ikke så længe forinden, jeg selv kom til verden ikke så længe efter.
Det var sovjetrusserne, som skabte ”Sputnik”. Nyheden om den chokerede verden, men især amerikanerne, altså de USAske af dem, for de var sovjetrussernes stærkeste fjender og konkurrenter. Derpå startede et rumkapløb, som kulminerede i 1970erne, men som egentlig fortsatte, indtil den sovjetiske rumstation Mir styrtede til jorden i 2001.
I dag bruger man ikke længere ordet ”Sputnik” for en menneskeskabt genstand i kredsløb om jordkloden. I dag kalder man det en satellit. Og satellitter er der efterhånden rigtig mange af. De er en del af hverdagen. Bruges til kommunikation, overvågning og forskning. Hvis de pludselig forsvandt, så ville en stor del af virkeligheden lukke og slukke.
Sputnikkerne, og mange andre satellitter af ældre dato, er for længst ude af brug. I dag er de skrot, skønt mange af dem stadig er i kredsløb. De falder fra hinanden, støder sammen, går i bestandig mindre og mindre stykker. Som er til fare. For hvis man færdes i rummet, så er et sammenstød med selv et knappenålshoved fatalt, når sammenstødet sker med en hastighed på 50.000 kilometer i timen.
Derfor er man i færd med at kortlægge rumskrottet. Man er nødt til at kende positionen af hver enkelt lille stump, så man kan styre uden om, når man sender fartøjer i rummet. Efterhånden har man fået styr på mere end 10.000 stumper. Men det er kun de største af dem. Tæller man de små med, drejer det sig antagelig om millioner. Ingen ved præcis hvor mange.
50 år. Så lang tid har det taget mennesket at forurene et kæmpemæssigt tomrum i en grad, så det medfører risiko for færdselsulykker med dødelig udgang. En risiko, der er så stor, at man er nødt til at forebygge den.
Da jeg var barn, lignede den stjerneklare himmel ellers et sted, hvor man kunne færdes uforstyrret.
|
