Panter smyger sig om mine ben, straks jeg træder ind. Øjeblikket efter stikker Lillemis snuden gennem kattelemmen. Jeg er ventet. De er sultne. Madskålen er tom. Jeg går ind i køkkenet efter friske forsyninger, hælder i skålene i havestuen. Kattene spiser, halerne strunkt til vejrs.
Jeg kan godt li’ katte. De er selvstændige, nysgerrige og kælne. Jeg kan se mig selv i dem. Tænker om dem som mit totemdyr. Mens de spiser kæler jeg dem. De spinder. Så rejser jeg mig og går ind i stuen.
En stor plante i hjørnet viser, at her er godt at gro. Der er møbler langs væggene, god plads på gulvet, som er dækket af et rødt tæppe. Det er sikkert fordi hun træner Tai Chi. Her i stuen. Ligesom hun gjorde, da vi delte hjem.
Jeg ser mig omkring. Meget af det, jeg ser, kender jeg fra det hjem, vi delte. ”Dette kunne være mit”, tænker jeg, ”hvis jeg havde været hende en bedre mand.”
”Og hvis hun havde været mig en bedre kvinde”, tilføjer jeg, mens jeg kæler Lillemis og Panter farvel og låser døren. Haven udenfor er lille. Midt på plænen står et æbletræ, som endnu bærer frugt. Masser af frugt. Bag træet står et gyngestativ. ”Det bliver sikkert ikke brugt ret tit længere”, tænker jeg. Vores datter er ikke længere et barn.
-
De er væk, for der er efterårsferie. Jeg har lovet at tage mig af kattene. Så får jeg rørt mig lidt. En pæn lang cykeltur, fra Hasle til Risskov. I stedet for at løbe, samtidig får jeg motion på en måde, der er til gavn for andre. Men jeg vil ikke drage hjem endnu. Deres hus er ikke langt fra stranden. Der vil jeg hen.
Jeg kan li’ stranden lige så godt, som jeg kan li’ katte. Der, hvor verdenshavet møder kontinentet, hvor solen varmer og blæsten svaler. Vandet, jorden, ilden og luften: De fire elementer mødes, netop her, i balance, på stranden.
Der er noget særlig ved solen i dag. Den er intens, den nærmest siler ned. Ude på vigen sejler en katamaran omkring. Skønt det kun blæser lidt har den fart på. Hver gang jeg ser ud over havet er den et helt nyt sted.
Der er mange mennesker på stranden. En del ældre par, men allerflest børnefamilier. En pige i otteårsalderen løber ud på en badebro. Hendes forældre følger efter, hånd i hånd. Ude for enden af broen lægger hun sig på maven og stirrer ned i vandet. Hun er oppe igen og vil ind på bredden allerede før hendes forældre er nået ud for enden. Der falder et par irriterede ord, men pigen får sin vilje.
Alle er sammen med nogen. Bortset fra mig. Jeg rejser mig fra broen, jeg sidder på, og går gennem sandet, hen hvor jeg stillede min cykel. Undervejs passerer jeg tæt forbi et yngre par. De ser dyre ud, begge har solbriller på. Kvinden ser ud, som om hun er sur. På sin mand, måske. Eller på mig, fordi jeg iagttager hende.
-
Sikke et solskin at være sur i! Der går en sti, mellem stranden og de villaer, der har havudsigt. Jeg forsøger at klare den på cykel. Det er svært. Der er meget sand. Men jeg vil den vej. Til Riis Skov.
Det er den rette retning, men det er ikke den rette vej. Et lukket område, på den forkerte side af Grenå-banen. Husene bliver større og større. De bliver meget meget store. De har alle sammen dobbelt carport, og i dem alle holder to biler. Luksusbiler.
Der er folk i haverne. De stirrer efter mig, som var jeg en barbar, der har forvildet sig ind i Rom. Det er nok også nærmest, hvad jeg er. Vejen ender blindt, jeg vender om, finder jernbaneoverskæringen.
Så går det opad. Man får sin motion, når man cykler i Århus. Jeg finder Asylvej og triller forbi Psykiatrisk Hospital. Her føler jeg mig straks bedre tilpas end i rigmandskvarteret nedenfor. Forbi hospitalet ligger Haveforeningen Risskov, og gennem den skoven.
Bøgen har endnu ikke rigtig fået efterårskulør. Der er smattet, og tæt trafikeret af løbere, hundeluftere og bedsteforældre med børnebørn. Jeg kan ikke li’ at færdes i en skov, når jeg hele tiden skal give agt på færdslen. Midten i skoven er en grønning med en bålplads. Den trækker mig til sig.
-
Et rollespil er i gang. Eller en pause fra rollespil. En flok unge mænd står under træerne og småsludrer. De er klædt i middelaldertøj og bevæbnet med træsværd. Ude i solen står en træstub. Den er stor, mere ned en meter i diameter. Jeg sætter mig på den og skruer låget af min vandflaske.
Vanddråberne i min mundhule og solen på mit ansigt. Her er godt at være.
Til højre går to af de unge mænd i gang med at træne. De skiftes til at lave udfald og parader. En tredje går hen til et bord ved bålpladsen. Han er tørstig, lige som jeg. Han sveder. Så trækker han sin lyserøde T-shirt af, med besvær. På ryggen bærer han en Hells Angels agtig tatovering; noget med to vinger, på maven flere folder end en sværdkæmper bør bære.
Han drikker. Så tænder han en cigaret. Puster røg ud gennem et tyndt blondt fuldskæg. Ikke overbevisende. Han ligner en computernørd, ikke en statist fra Ringenes Herre.
Mod venstre er der barnelatter. Omkring et stort træ leger et dusin børn og en håndfuld voksne. Træet er fældet og det meste af grenene skåret af. Hvad der er tilbage er ret for børn at kravle rundt i.
Jeg kan li’ børn lige så godt, som jeg kan li’ strand og katte. Børn er rigtige og ægte mennesker, ikke som voksne, der forstiller sig selv og forfører de andre. Jeg savner børn, mærker jeg. Mit eget barn er ikke længere et barn. Jeg trænger til at få børn tilbage i mit liv.
”Måske skal jeg vende tilbage til mit gamle arbejde som skolelærer”, tænker jeg. Så gyser jeg overrasket. For sådan har jeg ikke tænkt, siden jeg forlod mit gamle arbejde som skolelærer.
En kvinde, som er sammen med børnene, der leger ved træet, iagttager mig med mistænksom mine. Hun er sorthåret og bærer en rød og hvid stribet skjorte. Måske hun tænker jeg er pædofil. En aldrende mand, alene i skoven, stirrer på børn…
-
Jeg ser min fremtid i møde, alene og slidt. Det bliver ikke godt at blive gammel. Det må jeg hellere lade være med. Men lige nu har jeg ikke lyst at forlade denne træstub i denne sol. Denne sol, denne silende sol. Her er jeg rigtig godt tilpas.
Dog lukker jeg min vandflaske og sætter mig på min cykel. På vej ud af skoven passerer jeg en mand, der er alene ligesom jeg. Klædt i bodegastil; skindjakke, halskæde, overskæg. Langsomt cykler jeg forbi, spejler mig i hans øjne. Han kan ikke li’ at være her. Alle de familier, alle de par, man skiller sig ud når man færdes alene. Men at sidde for sig selv søndag eftermiddag i sin lille lejlighed på Trøjborg er endnu værre.
Så er jeg ude af skoven. Herfra er det op ad bakke hele vejen.
|
