|
 |
|
Udklægning af et æg
|
|
|
Der er luksuslyd i ørerne og magneter i det grå hår, hvor vækstlagets nye væksthus spilles ind.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 3. november 2007
|
|
Flemming Knudsen tømmer sin øl og manøvrerer sin tidligere borgmestermave tæt forbi en højgravid kvinde i en blå og grå stribet kjole. Der er trangt i Ægget, hvor rygeloven er midlertidigt sat ud af kraft. Her hersker musikerne, politikeren er gæst. Han træder op på scenen. Med besvær, ikke fordi han er for fuld, men fordi han er for tung.
Han skal holde tale. Som rådmand for kultur er Flemming Knudsen øjeblikkets topkuli. Klokken er 17, dagen er den 2. november, og nu skal MONORAMA indvies officielt.
”Vi er i et musikhus. Jeg har talt længe nok, og vil gerne høre noget musik. Det er derfor, jeg er her,” slutter han sin tale, hvorpå han klipper den guitarstreng over, som bliver rakt frem imod ham.
MONO er en musikforening, som virker for vækstlaget i den rytmiske musik i Århus Kommune. En vigtig funktion er at sikre de udøvende kunstnere lokaler at arbejde i. I MONORAMA på Tomsagervej har foreningen indrettet 40 spritnye øvelokaler, foruden et lydstudie og en café, der kaldes Ægget.
Rådmand Flemming Knudsen forlader scenen i Ægget, MONOs daglige leder Lene Ethelberg Jensen tager over. Hun takker alle, der har gjort MONORAMA muligt. Blandt dem tegnestuen Inzitu, som har skabt en frygtindgydende god akustik. Den bedste, jeg har oplevet i mine 34 år som udøvede musiker. En akustik af en slags, der giver mod på 34 år mere.
Så er det slut med talerne, og dagens første orkester går på scenen. De hedder Insidious Torment, og deres show er en parodi på 1980ernes heavyrock. Netop 1980ernes heavyrock er den musik, der mest af alt fortjener at blive parodieret. Jeg griner. Bandets show er morsomt, men musikken er ikke stram. Sussi og Leo er strammere.
Måske lever bandet ikke op til rådmandens forventninger. Snart står Flemming Knudsen på fortovet udenfor hovedindgangen og sveder i mørket. Så er han væk, viser sig ikke igen. Det var ikke meget musik, han fik hørt.
Det er ellers nu, indvielsesfestens højdepunkt nærmer sig. En øvelokaleturné, hvor de forskellige orkestre optræder med korte koncerter for så stort et publikum, der nu kan presse sig ind i deres øvelokale.
Curb spiller også heavyrock, men af en noget mere sammenbidt slags. Jeg kan lide aggressiviteten, men jeg kan ikke lide manglen på melodi. Sangeren advarer om, at Curb spiller højt. Men det gør Curb ikke. Der findes kun en, der spiller højt, og det er mig.
Næste band hedder Bias. Popmusik med en hunsanger. Dem gider jeg ikke.
Videre til ReCulture. Det er et orkester, som spiller improviseret reggae fra før Bob Marleys tid. Det må jeg opleve. Der er ikke mange andre til stede end mig samt medlemmerne af Curb. Underligt publikum til reggae. Musikken er retningsløs og formløs, men der er en energi i den, som hurtigt bemægtiger sig min krop og sjæl. Som at være skæv uden at have røget hash. En god overraskelse, midt i metervaremusikken.
Kruzial har overtrådt og er startet inden ReCulture slutter. Det er endnu et heavyrock-orkester, som ikke spiller højt nok. Så dem gider jeg heller ikke.
Sidste stop på øvelokaleturnéen er Shellfish. Nok et poporkester med en hunsanger. Uf.
Heldigvis er tiden inde til en gang chili con carne. Det hører sig til blandt rytmiske musikere. Efter Chili John lader det sig faktisk slet ikke gøre uden. Musik uden hash, okay, men musik uden chili con carne… absolut nej.
Retten er god. Den er lige præcis skarp nok, hverken for lidt eller for meget. Det er ikke Chili John, der har leveret. Det er Smagsløg i Mejlgade, og Chili John skal tage sig i agt for konkurrencen.
Folk kommer hen for at tale med mig. De vil vide, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Det er underligt. Det må være mit grå hår. Jeg fortæller dem, at jeg er en stædig sanger/sangskriver, og at jeg har et lokale i MONORAMA, som jeg bruger til at spille forefaldende musik med forefaldende musikere.
Sikke mange, jeg taler med. Sikke mange, jeg lærer at kende. Jeg fortæller dem også, at jeg er dokumentarist og historiefortæller, og at jeg har medbragt blok, kamera og diktafon af samme grund. Sikke interesse, der pludselig er for mig.
Al mit frugtesløse stræb gennem 25 år, hvor jeg har været Mister Nobody. I mellemtiden har mit grå hår gjort mig til Mister Somebody. Det må jeg tænke nærmere over, når jeg får tid. Der er vist en pointe i det.
Snakken forstummer, da spisepausen er forbi, og næste band starter. Nu er det igen på scenen i Ægget, det foregår, og også her er akustikken forrygende god.
Julie Goes Down spiller countryrock af den venlige slags. Rart at lytte, men ikke særligt originalt. Derefter Artside, som er trekvart islandsk. Og Island har jo de seneste år gjort sig selv til centrum for hele verdens progressive musik. De kan mere end at udkonkurrere vores aviser og købe vores stormagasiner, de islændinge.
Bandet spiller en gedigen blanding af nu-rock, punk, mod og rock’n’roll, og har masser af energi og blink i øjet. Men nu vibrerer min mobil i min lomme. Her er for meget larm. Jeg går uden for.
Det er Gorm Petersen, som melder klar til i morgen. Fint, så er vi nok. Ham, mig, Peter Drexel og Sten Fabrin Michelsen, i morgen aften i øveren i MONORAMA. Så skal der spilles forefaldende musik med forefaldende musikere. I luksuslyd.
Jeg stirrer ud i mørket, samtidig med at jeg lytter ind i Ægget. Fedt band, Artside. Men de slutter snart, og så fortsætter festen med deejay. Jeg skal ikke danse, jeg skal ikke være beruset, og jeg skal ikke score. Jeg skal ikke mere her.
Jeg skal skrive en blogpost. Til en verden, der læser, men ikke svarer. Jeg skal hjem. Mørket og stilheden sænker sig over mig, mens historien tager form, hen ad fortovet.
|
|
|