Jeg er ikke ond. Men jeg er nysgerrig. Derfor vil jeg gerne prøve, hvordan det er at slå et menneske ihjel.
Så jeg går ud af min lejlighed, ud af min blok, strejfer rundt på stierne i bebyggelsen, hvor jeg bor, på jagt efter et godt sted. Det er sent og det er mørkt, og der, hvor stien drejer og lygten ikke virker, der er et godt sted.
I buskadset langs stien finder jeg en sten, som vejer et par kilo og som ligger godt i hånden. Så sætter jeg mig til at vente, skjult for de forbipasserende. Jeg lader en ældre kvinde passere. En ung fyr på en cykel, to mennesker med en klapvogn, et par fnisende teenagetøser.
Så kommer der en mand på min egen alder. Han er alene. Hans lange mørke frakke klasker mod hans ben, skridt for skridt. Et lysebrunt halstørklæde med tern ligner penge nok. Så snart, han er et skridt forbi stedet, jeg ligger på lur, springer jeg ud bag ham.
Jeg slår ham i nakken med stenen, så hårdt jeg kan. Han falder om uden en lyd. Jeg griber fat i hans ben og slæber ham ind bag buskene. Ingen har set, hvad der er sket. Så sætter jeg mig på hans brystkasse og slår stenen mod hans pande, igen og igen, til jeg ikke orker mere.
Han er død. Ingen tvivl om det. Man kan ikke være levende med sådan et hul i kraniet og sådan en smadret hjerne. Jeg rejser mig. Mit hjerte hamrer, min krop skælver. En manddomsprøve er bestået. Jeg føler mig mere levende end nogensinde. Mere menneskelig. For jeg har dræbt – et menneske.
Jeg er en mand. En rigtig mand. Det skal verden vide.
-
Jeg vågner, rigtig ubehagelig til mode. Jeg skammer mig ganske forfærdeligt. Det var blot en drøm. Men blot at drømme sådan en drøm… jeg bliver bange. Bange for mig selv.
-
Det er mange år siden nu, og jeg har aldrig før eller siden slået nogen ihjel i drømme. Men drømmen sidder i mig endnu, som en virus, der kom med en uskyldig spammail. Et aftryk af noget grumt humant, som ikke vil forlade min væren.
I mellemtiden har unge mediemennesker opfundet et fænomen, de kalder happy slapping. Det går ud på et øve vold mod tilfældige mennesker, filme det med en af de allestedsnærværende mobiltelefoner, og offentliggøre det på det allestedsnærværende internet.
I Ålborg har en 15-årig dreng for nylig taget happy slapping et skridt videre. Han er fængslet for mordet på den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen forrige lørdag. Politiet har fundet en optagelse af gerningen på den 15-åriges mobiltelefon, og frygter nu, at videoen er i cirkulation.
Danskeren skælver og spørger sig selv, hvordan et barn kan begå et overlagt og meningsløst mord, og oven i købet skilte med det efterfølgende.
Drabssagens videre forløb vil formodentlig omfatte en mentalundersøgelse af drengen, foruden en oprulning af hans familieliv og skolegang. Lige så formodentlig vil den ende ud i en historie om en utilpasset (tidligere kaldte man det fremmedgjort) ung, som ikke har de rette rollemodeller (de har ikke tid), som ikke formår at skelne mellem virkelighed og fantasi i en mediedomineret verden (hånden på hjertet: hvem kan det?), og som følge udvikler psykopatiske træk (mere præcist: ikke udvikler evnen til at undertrykke dem).
Den skælvende dansker kan så gemme drengens skæbne af vejen i en lukket institution og formulere svaret: En systemfejl.
-
Vover jeg en virus og logger ud af mig selv og ind i den unge drabsdreng, så er jeg tilbage i den drøm, jeg i sin tid havde. Tilbage ved aftrykket af noget grumt humant. At træde i karakter, som menneskeliv, ved at bringe et andet til ende.
Det kaldes vist en spontan livsytring.
|
