”Det holder ikke, det der. Hvad er det for en fugl? Hvordan ser den ud? Hvor flyver den hen?”
Han stirrer på mig med øjne, hvori jeg kan ane bønfaldende vantro, når jeg ser rigtig godt efter. Han forstår ikke, hvad jeg mener. Eller prøver at undgå det.
”Du skriver ’lille fugl’. Det kunne være hvad som helst”, fortsætter jeg. ”Og det kan meget let være en tom kliché.”
Han rynker brynene. Denne tekst er han stolt af. Føler, at han har lagt sin sjæl i den. Og nu er jeg ved at skyde den lille fugl ned. I hans tekst, som handler om drømme og virkelighed, at flyve for højt og flyve for lavt.
Jeg nipper til kaffen, som er instant. Meget stærk, som jeg kan lide det, og lunken i plastikkruset, som jeg ikke kan lide det. Den får mig til at koldsvede. Det bliver ikke fedt, når jeg om lidt skal ud i det klamme januargrå.
-
Han ramte mig i formiddags på Facebook. Det er længe siden, jeg har set ham. Så jeg blev glad, da han sendte mig en invitation. Nu sidder vi i hans lydstudie og lytter udkastene til de indspilninger, der skal på hans andet album.
Hans første album, som udkom forrige år, var countryorienteret og engelsksproget. Men de skitser, vi lytter til nu, er poprock med danske tekster. Han har spurgt om min mening, og nu er jeg i færd med at mene. Derfor udtrykket af ubehag, dybt i hans øjne.
Jeg har set det før, mange gange. Det er ikke kunstens væsen at tage imod kritik. Kunsten mener om sit væsen, at væsenet er at eksponere kunstnerens inderside. Det sætter kunstneren i en sårbar position, hvor kritik ligner mord. Men jeg har holdt til i Århus Sangskriver Værksted de seneste par år. Og i Århus Sangskriver Værksted går vi hårdt til teksterne.
Hårdt, men retfærdigt. For der er altid noget, der kan tages et skridt længere. Og kunstens væsen er ikke at eksponere kunstneren. Kunstens væsen er at gå til yderligheder. At udvikle kunstværkets idé så langt som overhovedet muligt.
Han går ikke så langt, som han kan gå, og jeg prøver at skubbe ham videre. Det er han ikke vant til. Derfor er han under pres, næsten truet. Men han forstår også, at min kritik er saglig, og at min hensigt er at udvikle hans kvalitet. Skønt han er usikker føler han sig i gode hænder.
”Du skal være mere konkret. Show it, don’t tell it”, siger jeg. Han lyser op i et stort smil: “Hey, det var der også nogen, der skrev til mig på MySpace”, griner han lettet.
-
Ingen steder er hyggeligere og tryggere end små dunkle rum, som er fulde af musikinstrumenter. Men vi skal videre i hver sin kalender. Dog ikke før vi har talt om, hvordan vores liv har udviklet sig siden sidst. Og siden sidst er længe siden. Længe nok til, at vores liv har udviklet sig en hel del. Og indviklet sig ikke mindre.
”Hvad stiller man op, når man er grå, men ikke guld? Når man kan for meget for lidt,” spørger jeg. ”Hvordan får jeg dem, der har brug for mig, til at se mig, når andre stråler stærkere end jeg? Hvordan rammer jeg plet?”
”Det er bedst at skyde med spredehagl, indtil man ved, hvad man har ramt”, svarer han. ”Find ud af i hvilken retning, der er noget at gå efter, før du går.”
Hans stemme er både rolig og livlig. En rigtig god stemme. Jeg gemmer den i mit hjerte. Den er varm, på en ellers kold dag.
-
Jeg træder ud på de ujævne brosten i havnens forfaldne industrikvarter. Snart afløser fortovsfliser, op mod centrum. Jeg gruer mig forbi Jobcenter Århus, gyser mig igennem Bruun’s Galleri, græmmer mig bag om Rådhuset. Så passerer jeg ArOs’ klodsede finkultur og følger Århus Å mod strømmen.
Åen er stadig lukket for fisk, skønt den er åbnet for pengestærke cafégæster. Jeg tænker mig bort fra virkeligheden omkring mig. ’Lille fugl’. ’Lille fugl’. Altså et dyr, som lægger æg og har vinger, og som er mindre end noget, der er større. Hvorfor skal vi høre på det, når vi i forvejen slås for at holde irrelevante informationer væk fra lystavlen? Fagre kommunikationssamfund. ’Lille fugl’. ’Lille fugl’. Hvad gør man med sådan en, når man skal have en stærk sangtekst ud af den?
’Lille fugl’. Det er to ord. Det er tre stavelser. Det er ikke meget. Forbi dødsdømte Ceres. Den øl kan jeg ellers godt lide. Har været stolt af, at den bliver brygget her i Århus. ’Lille fugl’. ’Lille fugl’. Ind i Botanisk Have.
Der sidder den. I busken, der. Den ser præcis lige så depressiv ud, som jeg har følt mig, lige siden vintermørket satte ind.
”Spurven sidder stum bag kvist”. Sådan skrev Jeppe Aakjær i 1910. Det er fem ord og syv stavelser. Tre ord og fire stavelser mere end to ord og tre stavelser, men det er stadig ikke meget. Dog fortæller det, hvilken fugl det er, hvor den er, hvad den laver og hvordan den har det: Sådan en lille gråbrun sag, som findes over alt. Fuglenes proletar. Den sidder og gemmer sig lidt. Måske vil den helst ikke ses. Måske orker den ikke at flyve. Og den tier stille. Den intet at sige. Eller den ved, at ingen alligevel vil lytte til den.
Et signalement og en psykologisk profil. På fem ord og syv stavelser. Se, det er sangskrivning. Jeg lader øjnene glide hen over husfacaderne, som omkranser Botanisk Have. De er fulde af mørke ruder. Bag mange af dem er der små tavse mennesker.
|
