Jeg har holdt til det i fire timer nu. Det må være personlig rekord. Sundt at få prøvet sin udholdenhed. 12-takters blues er noget, jeg foretrækker i små mængder. Meget små. Så hvorfor er jeg her?
Tja, måske fordi jeg ikke har nogen bil. Granslev Forsamlingshus ligger 30 kilometer fra Århus, og der går ingen busser gennem Granslev. Fandens til sted at holde en blueskoncert.
Ikke fordi bandet er dårligt. Det er det ikke. Det er heller ikke godt. Man kunne kalde det middelmådigt, hvis ikke det ord blev opfattet som synonymt med dårligt. Så lad mig kalde det gennemsnitligt i stedet.
Sangeren er ikke rigtig troværdig. Han laver for meget sjov. Han lyder som the blues, men føles ikke som the blues. Og han bruger nodestativ og det er uncool. Guitaren og mundharpen holder. De har luft under vingerne når de soloer, hvilket de gør ustandseligt. Og bassen og trommerne lægger en steady bund, præcis som de skal.
Alt i alt gennemsnitligt. Jeg går udenfor. Granslev Byvej ligger øde hen. Ved siden af forsamlingshuset står en flok køer. De stirrer mod månen med undrende øjne. Månen stråler på Granslev. Granslev er mørklagt. Hele byen opholder sig i forsamlingshuset. Netop nu er Granslev et slaraffenland for indbrudstyve. Men jeg er ikke indbrudstyv. Så hvorfor er jeg her?
Måske er jeg her, fordi jeg er inviteret. Bandets bassist, Peter Drexel, er min ven, og har spillet med mig i mange år. Så jeg vil gerne høre hans band. Hans band hedder Fools For Blues, og de spiller elektrisk blues i 12-takter og tre akkorder. I store mængder. ”Vi har 58 numre og vi skal spille dem alle sammen”, sagde Peter Drexel til mig i pausen.
Det var imellem første og andet sæt, hvor bluesguitaristen H. P. Lange optrådte med et gæstesæt. H. P. Lange er roots, så det klodser. Der er ikke 12 takter. Der er kun én, som er præcis så lang som fra start til slut. Og der er kun én akkord. Nemlig den akkord, guitaren er stemt i.
To årgangsguitarer og en sixpence på toppen fuldender billedet af mellemkrigstid. H. P. Lange hører til de bedste på sit felt, og hans sæt var anderledes medrivende end bandets gennemsnitsblues. Men Granslevs forsamlede borgere så foruroligede ud, da H. P. Lange optrådte. Som om de savnede 11 takter og to akkorder. Først da Fools For Blues startede deres andet sæt forsvandt den usikre klirren med ølflasker.
Nu er Fools For Blues startet på deres tredje sæt. Jeg fortæller køerne, at månen er lavet af ost. Køerne svinger med yveret og ryster på hovedet, som om de ikke tror på mig. Jeg tror de spørger sig selv, hvorfor jeg er her. Det gør jeg også. Måske fordi der er gang i dansen. Jeg går ind i Granslev Forsamlingshus igen.
Dansegulvet er fyldt. Det er mest kvinder, der danser med kvinder. De er klædt på til fest, i stramme kjoler, høje hæle og make-up. De fleste af dem er på min egen alder, mange er overvægtige. Det her er Granslev Forsamlingshus, ikke Fatter Eskil, skønt musikken ligner.
Jeg kan godt lide buttede piger. Skønt der er grænser for, hvor buttede. Der er et par gode skår imellem. Med tilpas dybe rynker og lavthængende bryster til at vække mine aldrende hormoner. Jeg betragter dem med et smil. Det er en dejlig aften i Granslev Forsamlingshus.
Indtil jeg bliver opmærksom på mændene, som sidder ved bordene og stirrer på mig med knyttede næver. Granslev Forsamlingshus er ikke Fatter Eskil. Så hvorfor er jeg her?
Jeg trækker mig ind i skyggen for at være her lidt mindre. Fools For Blues nærmer sig slutningen af tredje sæt. Manden med mundharpen tager mundharpen ud af munden og går hen til mikrofonen. Han hedder Finn Rose, og han er orkestrets leder og sangskriver.
Finn Rose fortæller, at Fools For Blues nu vil spille et nummer, som han har skrevet, og som handler om Prozac. Det er navnet på en af de allerførste lykkepiller, som kom på det ulykkelige marked.
”Hvis alle spiste lykkepiller, så var der ikke noget, der hed blues,” siger Finn Rose. ”Så spillede alle folk country.”
Aha, det er derfor, jeg er her. Fordi medikamenter endnu ikke har udslettet de sidste forskelligheder. Fordi forskelligheder er godt. Fordi forskelligheder er berigende. Fordi ensformighed er skidt. Og hvor ensformigt fire timers 12-takters blues i Granslev Forsamlingshus end er, 30 busløse kilometer fra Århus, så er det bestemt ikke noget, jeg oplever hver dag. Heller ikke hvert tiår. Det er forskelligt. Det er forskelligt fra mig, og jeg er forskellig fra det.
Jeg smutter uset ud af døren, da mændene ved bordene afknytter deres knyttede næver for at klappe på ekstranummer. Køerne er gået. Nu må jeg se at finde ud af, hvordan jeg kommer hjem.
FOOLS FOR BLUES + H. P. LANGE
Granslev Forsamlingshus, 29. marts 2008.
|
