Denne vinter fyldte hun 15, Junior. Det er allerede længe siden, hun holdt op med at bruge sit legetøj. Men barndommen slipper ikke uden videre sit tag i ungdommen, og det har taget hende tid at indstille sig på, at legetøjet ikke længere skal være på hendes værelse. Nu har hun pakket det ned, i fire store flyttekasser.
Det må ikke smides ud, siger Junior. Men det må gerne stilles ned i kælderen. Mit depotrum er imidlertid ikke særlig stort. Så først er der noget andet, der skal smides ud. Junior hjælper til.
Jeg går det hele igennem. Hvad jeg vil skille mig af med langer jeg ud gennem tremmedøren til Junior, som bærer det videre hen til kælderens udgang. Et par bordplader, som kunne forlænge et gammelt bord, jeg smed ud sidste år, og som jeg da overså. Et par dæk, som ikke passer til den cykel, jeg kører på nu. En bilgarage, som min far byggede til mig, da jeg var en lille dreng.
Og hvad har vi her? En samling spolebånd! De er indspillet tilbage i 70erne på min allerførste båndoptager, en Ferguson, som jeg købte for de 500 kroner, jeg fik i gave, da jeg blev konfirmeret. De skal ikke smides ud, skønt det er 25 år siden, jeg havde en spolebåndoptager. Det kan jeg mærke i min mave.
Jeg stabler det hele lidt mere fornuftigt op, så man bedre kan komme ind i depotrummet og hen til hvad, man skal have fat i. Så låser jeg tremmedøren og går hen til kælderudgangen, hvor Junior venter med en bunke minderige genstande, som skal forlade denne verden.
Vi hjælpes med at bære det hen til skuret, hvor man efterlader ting, som varmemesteren skal skaffe bort. Det er et spændende sted, hvor man kan studere, hvad folk, der bor her, ikke længere har brug for: Forældede computere i massevis. Slidte gulvtæpper. Møbler af spånplade og laminat. Men, hey…
Der på gulvet står sgu en gammel Tandberg. Sådan en med en spille/spole-gearstang, som ikke er set siden. Ikke siden, Tandberg-båndoptagere var standard på enhver skole, til brug i sprogundervisningen. Jeg kan tydeligt huske, hvor jeg hadede at hente den, når vi skulle have tysk. Ikke fordi den var tung, skønt den var. Men fordi jeg skulle hente den i et lille lokale, hvor der altid sad nogle voksne, som tav og stirrede mistænksomt på mig, når jeg kom ind.
Sådan en Tandberg kostede mange penge den gang. Jeg havde slet ikke råd til at købe en, for mine sølle konfirmationsgavepenge. Så jeg købte en Ferguson. Underligt navn til en båndoptager. For en Ferguson var en lille traktor, som stod og rustede på alle gårdene omkring mit barndomshjem.
Det var næppe navnet, som fik fluerne fra naboens svinefarm til at sætte sig på min teknologiske landvinding. Måske var de bare, fordi fluerne satte sig overalt. Eller også var det fordi de kunne lide en karruseltur på spolerne.
Nogle af fluerne fik altid et ben i klemme i det opspolende bånd. Så virrede de med vingerne men kunne ikke flyve væk. Når der var samlet 15-20 fluer op på den måde standsede jeg afspilningen og satte båndoptageren til at spole i stedet for. Det var sjov. For mig. Ikke for fluerne.
Min Ferguson brød sammen efter få år. Men Tandberg holdt. Nogle af dem står stadig rundt omkring på skolerne, skønt de for længst har overlevet det allersidste tyndslidte spolebånd.
Jeg sætter mig på hug og undersøger den nærmere. Den er pakket ind i en plasticpose, som passer til den, som var det original emballage. Men der sidder et bånd på den. Jeg løfter den op. Den er tung. Junior låser skuret, jeg bærer maskinen hen til vores trappeindgang, mens jeg skæver til køkkenvinduerne i blokken. Det er ikke bare interessant at se, hvad naboerne smider ud. Det er også interessant at se, hvad naboerne bærer hjem af ting, som naboerne har båret ud.
Forsigtigt stiller jeg båndoptageren på mit bord, sætter ledningen i stikkontakten, tænder. VU-metrene lyser op, og motoren begynder at brumme. Der er liv i den. Jeg stikker mine PC-højttalere i hovedtelefonudgangen. Så tager jeg et dybt åndedræt og trækker gearstangen imod mig, til play-position.
Der sker ingenting. Øv. Jeg prøver igen. Der sker stadig ingenting. Så skubber jeg lidt til opsamlingsspolen for at hjælpe den i gang. Det virker. Først drejer den lidt usikkert, som er den netop vågnet af mange års coma. Men så begynder den at køre, helt stabilt.
Det lyder underligt, som et mandskor, der mumler beruset. Junior griner. Jeg standser maskinen og skifter hastigheden fra 1 7/8 til 3 3/4. Jeg trækker atter i gearstangen. Spolerne sætter i gang, og ud af højttalerne strømmer den lifligste musette-harmonika samt en lidt nasal fransksproget sangerinde.
”Hov, kan den køre med flere hastigheder?” spørger Junior.
”Ja,” siger jeg, ”ligesom grammofonen”.
”Hvor vildt,” siger Junior, ”det kan min i-Pod ikke.”
Jeg lader Junior muntre sig med at spole rundt og skifte hastighed. I stedet sætter jeg mig til min computer og går på internettet. Det er en Tandberg model 3000X. Hvad sker der, hvis jeg googler det?
Der er et enkelt hit. En grundig test og omtale fra et eller andet hi-fi blad i 1971. Hvem har dog lagt det på nettet? Nogle nørder fra Australien. De kalder sig Bassboy. Skribenterne hedder Denys Killick og Hugh Ford, og de er ganske begejstrede. “The purchaser of the 3000X will enjoy many, many years of trouble-free use of a very high quality tape recorder”, spår de.
At maskinen er så godt som uopslidelig, det kan jeg så bekræfte, 37 år senere. Tænk engang: 35 år efter, at jeg som fattig konfirmand fravalgte Tandbergs luksuskvalitet for Fergusons det modsatte, så ejer jeg det bedste af det bedste. Alt godt kommer til den, der venter.
Det bliver spændende, om de spolebånd, jeg har i kælderen, stadig kan afspilles. Det må jeg tjekke senere. Det er weekend og det er forår eller det, der ligner, og jeg har en forårsrengøring på programmet. Det var derfor, Juniors legetøj skulle væk.
Væk? Jeg får noget nyt gammelt skrammel med tilbage, hver gang jeg smider noget gammelt gammelt skrammel ud. En gang fattig, altid fattig. Et genbrugsmarked er, hvad jeg har gjort af mit liv. En klunser er, hvad jeg har gjort af mig selv.
Så hvad? Hellere klunser end forbruger.
Test af Tandberg 3000X
|
