|
 |
|
En god historie eller en sang
|
|
|
Det er kun få uger siden, at jeg her på stedet gav tilkende, at jeg var løbet tør for både motivation og inspiration. Siden har jeg været en ramponerende tur i medierne, og det giver noget at berette om. Her sammenfatter og kommenterer jeg et forløb af begivenheder, som man kan finde både underholdende og lærerigt.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 29. juni 2008
|
|
Den 17. juni i år blev jeg kaldt til lederkontoret på den kommuneskole, hvor jeg arbejdede i et vikariat. Skoleleder Anne Graah bad mig fjerne sangteksten ’Adam Og Eva’ fra min hjemmeside, fordi nogle elever havde klaget over den. Det afviste jeg, med henvisning til min ytringsfrihed. Derpå besluttede skolelederen, at jeg ikke skulle møde på arbejde i den halvanden uge, der resterede af min kontrakt.
Baggrunden var, at jeg nogle dage forinden gav en elev adressen til min hjemmeside, fordi eleven gerne ville finde et foto af mig. Derpå begyndte forskellige andre elever at se nærmere på NielsErikKjeldsen.dk. Nogle dage senere opdagede de ’Adam Og Eva’. En gruppe piger, som opholdt sig på skolebiblioteket, blev sendt på kontoret for at få en røffel. Da klagede de over mig.
En mediestorm i et glas agurkesalat
Samme aften skrev jeg en farvelhilsen til skolens personale på skolens intranet. Begivenhederne vakte harme i det netværk af sangskrivere og musikere, som jeg tilhører. Dér er censur ikke velset, og mange af dem er lærere eller pædagoger. Så nogle dage senere placerede jeg en versionering af farvelhilsenen på min MySpace-blog, uploadede samme sted ’Adam Og Eva’ som dokumentation, og sendte pressen et link.
Jeg tænkte, at begivenhederne var en case-story relevant i forhold til journalistisk arbejde med ytringsfrihed eller med lærermangel. Men pressen vinklede anderledes, fordi udtalelser, som skoleleder Anne Graah kom med, gav anledning til en sensations-historie.
Mandag d. 23. juni bragte TV2/Østjylland et indslag og en webnyhed. Den følgende dag fulgte DR op i P3 nyhederne, og det gjorde Jyllands-Posten, Århus Stiftstidende og Nyhedsavisen også. De blev så citeret i en række andre nyhedsmedier: Ekstra Bladet, 180Grader og Folkeskolen.
Rundt omkring blev jeg skildret som en småpædofil vikar, som synger pornosange for de 12-årige piger. Efter min vurdering skyldtes det måden, som medierne refererede skoleleder Anne Graah på: ’Vikaren har henvist nogle piger direkte til sangen på sin hjemmeside’ (Århus Stiftstidende), eller: ’Han har i en undervisningstime uden forklaring ledt nogle piger frem til den sjofle sang’ (Jyllands-Posten).
Det stemmer ikke med det notat, skolen udarbejdede, og som jeg og Anne Graah har underskrevet. Det stemmer heller ikke med virkeligheden. For nogle år siden kom jeg i vanskeligheder, fordi jeg på en skole blev gjort ansvarlig for noget, jeg ikke havde gjort. Da lærte jeg, at det er vigtigt at kunne dokumentere, hvad man foretager sig, når man arbejder blandt børn. Så når jeg opholder mig på en skole har jeg en tændt diktafon i lommen.
Hits og hetz
Jeg lyttede mig igennem optagelserne fra de undervisningssituationer, det drejer sig om. Der var intet, som underbygger, hvad medierne refererer Anne Graah for. Tværtimod viser optagelserne, at eleverne selv har fundet sangteksten i deres fritid, og at jeg ikke lader klassen beskæftige sig med den.
Mine korrektioner sammenfattede jeg i en ny blogpost på MySpace og sendte et link til de redaktioner, som havde bragt historien. Ekstra Bladet og Folkeskolen reagerede, og det gjorde Jyllands-Posten også, i tre forskellige artikler. Her er den første, her er den anden og her er den tredje.
I min mailbox modtog jeg trusler om vold. Og på ekstrabladet.dk/nationen udviklede sig en hetz-agtig stemning. En skribent skrev, at jeg skulle hænges offentligt for det pædofile lort, jeg har gang i, mens en anden offentliggjorde min 15-årige datters telefonnummer. Det var ufedt.
Hos både Folkeskolen og Jyllands-Posten fik historierne status af ’mest læste’. Og på MySpace voksede det daglige besøgstal fra nærmest nul til over tusind. Interessen toppede ved 1987 afspilninger på et døgn, hvilket er et særdeles højt tal på MySpace. ’Adam Og Eva’ havde omkring en tredjedel af lyttet. De øvrige fem sange blev altså også hørt af publikum. Det var jeg glad for, fordi ’Adam Og Eva’ ikke er repræsentativ for min sangskrivning.
Siden har besøgstallet været faldende men er stadig højt. Nyhedsmedierne har ikke bragt mere, men historien har spredt sig til forskellige blogs og debatfora. Nogle steder betragter man mig stadig som en småpædofil lærervikar. Det er ærgerligt, at skoleleder Anne Graah ikke dementerede, da Jyllands-Posten gav hende muligheden. Nu er jeg nødt til at sagsøge hende for injurier, hvis jeg vil have en retsinstans til at dømme mig, i stedet for at overlade det til pøbelen.
Det dårlige forbillede
Ser man bort fra den kritik, som er urimelig, fordi jeg ikke har gjort, hvad jeg bliver kritiseret for, står tilbage, at jeg som lærer har anvist elever min hjemmeside, hvor der blandt andet er indhold, som kan opfattes som uegnet for børn.
Det beklager jeg. På en folkeskole er tempoet meget højt, og der opstår situationer, hvor man reagerer uden at overveje konsekvenserne. Men eleverne havde givetvis fundet vej uden min hjælp.
Skoleleder Anne Graah mener, at offentliggørelse af ’Adam Og Eva’ er uforeneligt med at være folkeskolelærer. Andre kalder det er uforbilledligt. Det kan man så diskutere. I de år, hvor jeg har arbejdet som folkeskolelærer, har jeg ikke oplevet konsensus om, hvad det vil sige at være forbilledlig. Det bliver ved løsrevne eksempler eller ved meget generelle formuleringer, som efterlader vide rammer for tolkning.
Resultatet er, at det er de mest snerpede, som sætter dagsordenen, fordi det er de mest snerpede, som reagerer. Jeg er altid blevet kritiseret af mange for min attitude og rost af lige så mange for min undervisning. Men det er ikke de sidstnævnte, som klager til skolelederen.
Den autentiske voksne
Underviser man fire eller fem forskellige klasser med tyve til femogtyve elever i hver, så er det rigtig mange forskellige forestillinger om, hvad der er forbilledligt, som man skal imødekomme. Kan det overhovedet lade sig gøre?
Måske forældrene hellere selv skal være forbilleder for deres egne børn og i stedet lade lærerne påtage sig den pædagogiske udfordring at være autentiske voksne. Og det er noget andet end at agere prototypisk gennemsnitsdansker. Det er at være et troværdigt menneske, som barnet kan forstå og stole på, så det vælger at lade sig undervise. Men at være en autentisk voksen er ikke noget, man kan agere sig til. Det kræver, at man er tilstede, uden forbehold, uden skuespil.
Det er velkendt, at folkeskolen marginaliserer en stor del af sine elever. Især drenge og børn fra socialt belastede familier. Det kan være en årsag, at skolerne selv udstøder de voksne, som er særligt egnede til at vinde netop disse børns tillid. For disse voksne er ikke nødvendigvis dem, som er de mest forbilledlige.
For mig at se er den rummelige folkeskole temmelig snæver.
Big brother is watching you
Internettet har for længst gennembrudt grænserne mellem det private og det offentlige. Enhver, som har en profil på et community, har skrevet en kommentar til en blog, eller blot færdes på offentligt sted, hvor mobiltelefoner med kamera er sædvane, er eksponeret, og eksponerer sig.
I folkeskolerne har eleverne let adgang til internettet. Og de benytter sig af den, hver gang læreren vender ryggen til. Også selv om læreren har sagt, at eleven ikke må. Den elev, som jeg gav adressen til min hjemmeside, havde allerede selv fundet et billede af mig. Det var billedet fra min Facebook-profil. Jeg fortalte eleven, at det samme billede kunne findes i en højere opløsning på min egen hjemmeside. Men reelt var eleven kun ganske få klik fra selv at finde vejen.
Anne Graah bad mig så fjerne ’Adam Og Eva’ fra min hjemmeside. Jeg sagde nej. For hvad så med ’Stakkels Brian’? Eller ’Hjerteligt Maskeret’? Og ’Ildsjæl i vandkamp’ kunne måske også være rar at slippe af med? Måske skulle jeg allerhelst lade helt være med at foretage mig noget udenfor arbejdstiden?
Blodbad og letpåklædte børn
Adskillige medarbejdere på den pågældende skole har egne hjemmesider. På skoleleder Anne Graahs man se 11-årige Klara bade topløs med begyndende barm. Godt stof for en pædofil. Og lærer Christian Søegaard optræder indsmurt i blod, kunstigt formodentlig, på sin band-side, hvor man også kan læse: ’Erotic blooddreams, squirting in the snow, hardened phallos, waiting for the blow.’ Har han spurgt om lov til det? Eller leder han efter en anden arbejdsplads? Blot et par eksempler for at vise, hvor let det er at finde noget på internettet, man kan mene ikke burde være der.
Det var den pågældende skole, som henvendte sig til mig for at købe min arbejdskraft. Det var ikke mig, som henvendte mig til skolen for at sælge den. Før ansættelsen gav jeg skolen adressen på min hjemmeside og foreslog at kigge nærmere. Men skolen forlangte ikke en redigering af min hjemmeside som forudsætning for at ansætte mig. Og skoleforvaltningen, som tidligere har givet mig papir på at være uegnet til at arbejde for den, accepterede også kontrakten. Så hvorfor er det pludselig mig, der har fejlet?
Fejlslagent debatoplæg
Det var min hensigt at tilbyde offentligheden en case-story til belysning dels af ytringsfrihed, dels af lærermangel. Offentligheden har ikke taget tråden op.
Hvad angår ytringsfrihed, så har debatten handlet om ’Adam Og Eva’ er en god eller dårlig sang, og om man må offentliggøre sådan en tekst, når man er lærer. Mit eget spørgsmål; hvor langt en virksomhedsleder kan regulere sit personales aktiviteter udenfor arbejdspladsen og arbejdstiden, har ikke været debatteret.
Min hjemmeside censurerer man i hvert fald ikke for en løn på 20.000 kroner om måneden. Tilbyd mig det dobbelte, så kan vi snakke om det.
Hvad angår lærermangel, så kan man spørge, i hvilken udstrækning den skyldes, at skolerne selv skiller sig af med arbejdskraft. Der er uddannede lærere nok til at dække behovet. Men de arbejder ikke i skolerne. Hvorfor ikke? Måske har det at gøre med, at de krav, skolernes ejere og brugere stiller, ikke er i overensstemmelse med de markedsvilkår, der gælder for køb og salg af lærerarbejdskraft.
Det er heller ikke blevet debatteret. Alt i alt havde jeg nok fået en bedre debat ud af at lade en 3. klasse diskutere et etisk dilemma i en kristendomstime.
I den hilsen til skolens personale, der i sin tid var første kapitel i en lang række offentliggørelser, skrev jeg: ’Alt det kan jeg godt få en god historie ud af. Eller en sang.’
Det fik jeg da vist ret i.
|
|
|