Hun står med fødderne i vandkanten. Foroverbøjet holder hun vandflasken over sin nakke, skyller langsomt sit hår. Da flasken er tom mærker hun efter med sine fingre, men er ikke tilfreds. Hun går ned i knæ, stikker vandflasken i floden, fylder den. Så rejser hun sig op igen og skyller videre.
Bag hende, borte på den modsatte flodbred, går en flok rensdyr omkring. Et enkelt af dem nipper til floden, andre går i græsset længere væk, et par stykker er søgt op i sneen højere oppe ad fjeldsiden.
Hun føler sig snavset. Det er fem dage siden, hun sidst var i bad. Men hun nøjes med at vaske sit hår. Hun vil ikke vaske sin krop i flodens vand. Det vil jeg heller ikke. Flodens vand er iskoldt. Det strømmer ud af snedriverne, som mange steder ligger så tæt på floden, at vi vader igennem dem, på vores vej mod syd.
Andre er mindre sarte. Flere gange har jeg set børn pjaske rundt i floden under høje skrål. Jeg har også set voksne kaste sig splitternøgne i vandet, efter en tur i de svedehytter, de fleste fjeldstuer er udstyret med. Men ikke os. Vi vil hellere være snavsede. Og tørre. Og varme.
Myggene summer og solen stråler. Uden at rejse mig tager jeg min vest af, så min trøje, derpå vesten på igen. Myggene begynder straks at lande på mine blottede underarme. Jeg vifter dem væk. Efterhånden en refleksbevægelse. Her, hvor jeg sidder, er myggene ikke mangfoldige nok til at pisse mig af. Og myggestik har jeg vænnet mig til.
Hun har det sværere med myggene end jeg. Det er myggene, som nogen gange er mere, end hun kan bære. Ikke strabadserne i de til tider svært fremkommelige omgivelser. Vadestederne. Sumpene. Sneen. Klipperne. Skrænterne. Med 12 kilo i rygsækken og meget langt at gå.
Hun er sej. Jeg er stolt af hende. Hun fik valget mellem en badetur ved Middelhavet eller en travetur i Lapland. Hun valgte det sidste. Det overraskede mig. Måske hun gerne vil vise mig noget. Eller sig selv. Eller sine veninder. Eller måske hun lyttede til min vurdering:
"Du kommer til Middelhavet mange gange i dit liv. Men en fjeldvandring i midnatssol oplever du måske aldrig."
Jeg har ønsket mig en tur som denne i mange, mange år. Jeg holder af at tilbringe mine ferier under åben himmel, fjernt fra civilisationen. En gang var det en oplevelse, som nærmest var spirituel. Men jeg er blevet mindre romantisk med årene. Og min krop, som nærmer sig de 50, fortæller mig, at jeg er 10 år for sent ude på denne vandretur.
Denne vandretur er hårdt slid. Hundredeoghalvtredstusinde skridt på et fjendtligt underlag med 17 kilo på ryggen og forfulgt af myg. Men også nogle gode stunder sammen med Junior, hvor vi synes vi selv og hinanden er seje. Under himlen, som her i fjeldet er tæt på. Og i landskaber så store at de sluger mennesker levende.
Dalen her er 20 kilometer lang og tre kilometer bred. Der er andre vandrere end os, men ikke flere, end at man lærer dem at kende af udseende. Og her, hvor jeg sidder, er ingen af dem at se. Det er, som om Junior og jeg har hele dalen for os selv. Hundrede kubikkilometer luft, som strømmer ind fra Nordatlanten, og som aldrig har passeret en industri eller en motorvej. Tyve kilometer flod, hvor vandet er renere end det, der strømmer ud af vandhanen, hjemme hvor vi bor.
Jeg nyder en mundfuld af det fra min vandflaske, holder den så op mod solen. Den er gennemsigtig, og det er vandet i den også. Der er intet andet i vandet end vand. Og det kan smages. Det smager godt. Jeg gumler et stykke kiks. Et lille stykke, langsomt. Vi er ved at lære, at vi skal raste på de rigtige tidspunkter, og spise i de rigtige mængder i det rigtige tempo.
Hun er færdig med at vaske sit hår. Retter sig op, begynder at tørre det med håndklædet.
Jeg drejer hovedet til højre. Der, fem kilometer mod nord, ligger Tjäktja-passet, hvor vi holdt vores forrige rast i en lille hytte på toppen. Jeg kan ikke længere se den. Det var vanskeligt at komme der op. Terrænet var sumpet af smeltevand, og vi kom flere gange væk fra stien. Nogle steder forsvinder stien let, hvis man ikke bruger øjnene godt.
Heldigvis lå turen opad i passet først på vores dagsmarch. Og heldigvis skulle vi igennem passet fra nordsiden. For turen ned igen, på sydsiden, var rigtig stejl. Den ville jeg nødig op ad, med rygsæk på.
Det var det, de to unge belgiere, som jeg snakkede med aften før, havde udsat sig selv for. De ankom til fjeldstuen et par timer efter os, og var mere slidte end nogen som helst andre fjeldvandrere, jeg har truffet på denne tur. Mens vi vaskede op fortalte de og jeg hinanden om, hvad der var i vente.
Skønt jeg synes, det er mere friluftsagtigt at lave mad på mit kogeapperat ved mit telt, så holder vi til i fjeldstuernes køkkener. Der er læ og der er lunt. Vi befinder os nord for polarcirklen, nær den 68. breddegrad. Det er 2.500 kilometer væk hjemmefra, nordligere end Islands nordligste punkt, på højde med Disko-bugten i Grønland. Her er koldt, når man ikke lige aser sig fremad på dagens march.
Vi ankom til fjeldstuen sydfra. Marchen var hård, især de sidste kilometer, opad fjeldsiden, med hytten i sigte, tilsyneladende uden den blev meget større for hver gang vi pustede ud. Og så kom vi pludselig til endnu et vadested. En brusende smeltevandsflod, 15 meter bred, usikkert hvor dyb, usikker hvor svær at passere på de rullende sten under vandet.
Ikke et sted at falde og få rygsækken fuld af vand. Jeg orkede ikke. Var allerede godt træt. Så vi fulgte floden lidt op ad strømmen, indtil vi kom til et sted, hvor der gik en snedrive hen over den.
Jeg ledte efter fodtrin i sneen, så jeg kunne se, at andre var gået over før os. Men jeg fandt ingen. Så valgte jeg det smalleste sted, omkring 15 skridt mellem to klippefremspring på hver side af floden. Satte forsigtigt foden på. Ingen smattelyd og ingen knækkelyd. Tog skridtet ud på sneen. Et skridt mere. Derpå stille, roligt og målbevidst over sneen, til jeg var i sikkerhed på klippefremspringet overfor. Så fulgte Junior.
En chance at tage. Det havde været skidt, hvis sneen var styrtet sammen under os, og vi var faldet de 7-8 meter ned i den rivende smeltevandsstrøm.
Derpå videre, indtil vi kom til endnu en af de sikre, men ubehageligt bevægelige hængebroer, som førte over til fjeldstuen. Der stod stueværten, en aldrende kvinde, klar med et glas saftevand og et stort smil:
"Velkommen til."
"Mange tak."
Fjeldstuerne ligger med passende afstand; lige lidt længere end man orker, så de er gode start- og slutpunkter for en dagsmarch. Der kan man få gode råd af stueværten, sludre med de øvrige vandrere, eller hygge sig med de spillekort eller de illustrerede blade, som ligger fremme.
Og forrette sin nødtørft på de særdeles historisk indrettede aftrædelsessteder.
Jeg sov dårligt i teltet på det ujævne underlag. Omkring klokken et nat, justeret for sommertid; midnat, stod jeg op for at tisse. Det var ganske lyst. Det er adskillige dage siden, jeg sidst har oplevet nattemørke. Det er pragtfuldt. Lyset trænger ind i hjertet.
Vi havde slået teltet op nær skrænten ned til floden. På den modsatte side af flodslugten hang en kæmpemæssig snedrive, som var ved at brække ud over skrænten. Lidt borte ved hængebroen et vandfald, som kunne høres langt væk.
Skyerne hang lavt. I passet var tåge på vej. Jeg blev urolig. Hvis der er noget, jeg ikke ønsker her, halvtreds kilometer fra alfarvej, så er det at blive fanget i tåge.
Derfor bevæger vi os hurtigere, end jeg har planlagt hjemmefra. Endnu har vi ikke rastet en hel dag noget sted. Jeg ville ellers gerne være blevet i Alesjaure. Lidt oppe ad søbredden fra vores teltplads lå der en samebygd. Den ville jeg gerne have besøgt.
Især ville jeg gerne have besøgt bådsmanden, som sparede os fem kilometers fodtur ved at sejle os over søen. Han var en venlig og snakkesalig mand. Der var nogle ting, jeg var nysgerrig efter:
Jeg ville gerne vide, hvordan han får brændstof til sin påhængsmotor, her hvor biler ikke kan komme frem. Han kan da ikke få det fløjet ind i helikopter, som Junior foreslog? Og så ville jeg gerne vide lidt om, hvordan hans børn trives, uden mobiltelefoner, computere og fjernsyn.
Det blev ikke til noget. Vi har fart på. Vi frygter ikke bare uvejr, vi længes også efter komfort. Om nogle dage, når vi når frem til Kebnekaise fjeldstation, skal vi spise i restauranten, lover jeg mig selv. Frysetørrede fjeldrationer bliver man hurtigt træt af.
Jeg kaster et sidste blik på Tjäktja-passet, det højeste punkt på vores rute. Nu løber floden den modsatte vej. Tidligere løb den mod nord, og vi gik mod strømmen. Nu løber den mod syd, og vi følger strømmen.
Jeg ser atter på junior, som er færdig med at tørre sit hår. Rensdyrene er længere væk nu, myggene stadig ikke for mange, floden bruser og blinker i solen, bjergene hæver sig højt med evig sne på toppen. Her i solen, med ryggen mod en klippe, i læ for blæsten, er jeg rigtig levende. Jeg trækker vejret dybt, smager endnu en tår vand.
Her er dejligt at være. Dejligere end de fleste andre steder jeg har været i mine 48 år, 10 måneder og 2 dage. Dejligt nok til at jeg har lyst til at blive. For altid.
Dette kunne være et godt sted at dø.
Hun rejser sig fra flodbredden og kommer hen og sætter sig ved min side. Jeg lægger armen om hende. Jeg elsker hende. Jeg elsker ingen andre end hende. Hun er 15 år gammel, og dette er måske sidste gang, hun og jeg udforsker verden sammen, som vi har gjort hele hendes barndom. Snart vil hun hellere rejse sammen med sine veninder. Eller en kæreste.
Jeg giver hende en kiks. Vi skal have brændstof på, før vi starter på de sidste fem kilometer af dagens march mod Sälka. Hun skyller ned med en mundfuld vand.
"Og lad os så lige få et stykke chokolade, før vi fortsætter", siger jeg.
Hun finder chokoladen i rygsækken mens jeg binder min trøje fast om livet. Her er varmt i solen. De foregående dage har været overskyede med småregn. Ikke nok til at blive våd af. Blot nok til at blive fugtig af. Fint. Det køler én af, når man vandrer. Og holder myggene væk.
Men nu er her varmt. Jeg læner mig forover og trækker sokkerne, så støvlerne, på mine fødder. Mine fødder er ømme. De savner deres sandaler. Jeg har ikke lyst til at rejse mig på dem. Men jeg ved godt, at det går efter de første få skridt.
Vi slynger rygsækkene om skuldrene. De føles ikke længere så tunge. De er ikke blevet lettere, men vi er ved at vænne os til dem. Og er ved at komme i bedre form.
Jeg går forrest, videre ad stien, sydpå. Der er sten. Mange sten. Store sten. Forleden, i starten af den anden dagsmarch, havde jeg for meget fart på, overså en sten, trimlede omkring og forvred min fod. Det går ikke, lige så lidt som tåge, fire dages vandring fra nærmeste læge.
Man skal hele tiden se efter, hvor man sætter fødderne. Det er det allertrælseste ved denne vandretur. Værre end sneen, sumpene, vadestederne, klipperne og skrænterne.
"Hvem fanden har smidt alle de sten her," siger jeg, halvt i morskab, halvt i gnavenskab, "det er sgu da ikke særligt turistvenligt."
Junior griner.
|
