|
 |
|
Gibson Les Paul Studio Ebony Gold
|
|
|
Der er forskel på elektriske guitarer, og der er forskel på guitarforstærkere, men mens store og små instrumentforhandlere driver gæk med hinanden gør guitaristen et kup og kommer en hel del nærmere Gud.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 13. september 2008
|
|
Torsdag d. 28. august 2008 er jeg til koncert i Forum Horsens. Det er den canadiske rock-legende Neil Young, som er på scenen. Sammenbøjet behandler han sin guitar på en måde, som nærmest er et voldeligt overgreb. Jeg bliver ganske rørt. Det plejer jeg ellers ikke, når jeg går til koncert.
Hvad, der giver Neil Young den position på den internationale rockscene, som han har, er ikke ligetil. Ret beset synger han lige så falsk som jeg, og han er heller ikke hurtigere eller mere opfindsom på guitaren end jeg. Men han synger og spiller med en emotionel intensitet uden sidestykke. Rock bliver ikke mere ægte end Neil Young. Det er det, der har gjort ham til en legende. Og det er det, der rører mig.
Guitaren, det går ud over, er en sort Gibson Les Paul. Den brøler og hviner, eller rettere; forstærkeren gør. Det er en Fender Bassman, en temmelig kikset skabning, som Neil Young i sin tid opdagede kan lave en fantastisk forvrængning, hvis man skruer helt op for den og driver den med en Les Paul.
Han spiller en god portion af sine allerbedste numre: ”Hey Hey My My”. ”Heart of Gold”. ”Cinnamon Girl”. ”Cortez the Killer” og ”The Needle and the Damage Done”. Og “Powderfinger” og “Rockin’ in the Free World” og “Everybody Knows this is Nowhere” og “Cowgirl in the Sand” og…
Han stopper. “This guitar is a little too out of tune, even for my taste”, siger han, og rækker guitaren til sin tekniker. Alle venter. Normalt ville teknikeren give kunstneren en reserveguitar at spille videre på, og siden bytte tilbage igen. Men ikke, når kunstneren er Neil Young. ”I can play some air-guitar for you while you wait”, siger han med et skævt smil.
Leo Fender, Les Paul og Jim Marshall
Neil Young spiller kun på den ene guitar. En af meget få i sandhed legendariske elektriske guitarer. Det er stort set kun Brian May’s selvbyggerspade, som tåler sammenligning. Neil Young’s ”Old Black” har fulgt ham lige siden han debuterede med Buffalo Springfield i 1966. 42 år. Den er udstyret med en uoriginal Humbucker-pickup og et lige så uoriginalt Bigsby vibrator-system. 42 år. En guitar for livet.
Det var guitarstjernen Les Paul, en slags amerikansk Jørgen Ingmann, som i 1952 designede modellen for guitarkoncernen Gibson, som et modtræk til Leo Fenders succesrige Telecaster-model. Et mislykket modtræk, fordi Les Pauls guitar var alt for tung og havde kontrolknapperne siddende de helt forkerte steder. Mislykket, især efter Leo Fender i 1953 lancerede den endnu mere vellykkede Stratocaster; guitaren, som stadig i dag, 55 år senere, sætter standarden for alle elektriske guitarer. Så Gibson tog Les Paul modellen ud af produktion i 1960 og erstattede den med den mere simple og billige SG model.
Neil Young slutter koncerten af med en original fortolkning af The Beatles’ ”A Day in the Life”. Han får den til at lyde, som om Lennon og McCartney i sin tid skrev den til ham personligt. Under nummerets crescendoer begynder strengene at knække på Neil Young’s sorte Les Paul, og det afsluttende brag fremkalder han ved at hamre guitaren ned i scenegulvet.
Jeg forlader Forum Horsens med en fornyet lyst til at spille musik. Elektrisk musik, som jeg ikke har gjort meget ud af de seneste tre fire år. Og fornyet lyst ikke mindst til at eje en Les Paul. For skønt den Kramer, jeg har spillet på siden 1996, er en ganske udmærket el-guitar, så har den bare ikke den lyd og den respons, som jeg gerne vil have, at den el-guitar, jeg spiller på, har. Men det har en Gibson Les Paul.
De er tilgængelige hos enhver guitar-forhandler. For i 1960erne var en række britiske guitarister med Eric Clapton i spidsen ude efter en ny lyd: Forvrængning. I Jim Marshall’s forstærkerbutik i London var der efterspørgsel på Fender Bassman. Men de var vanskelige og dyre at importere fra USA. Så Marshall’s tekniker Ken Bran og hans kammerat Dudley Craven udviklede en kopi, som kunne bygges af engelske komponenter. Og i 1962 satte Jim Marshall den i produktion.
Den dyrebare støj
Clapton fandt ud af at der skulle en Gibson Les Paul til at drive Marshall’s forstærkere. Ligeså gjorde Pete Townshend, Jimmy Page og de fleste andre af tidens toneangivende guitarister. Undtagen Jimi Hendrix, som holdt sig til Leo Fender’s Stratocaster. Måske fordi den er født med vibrator-arm. Eller måske fordi den brænder bedre. I hvert fald steg efterspørgslen på brugte Les Paul guitarer, og i 1968 begyndte Gibson at producere modellen igen.
Jeg har drømt om at have sådan en lige siden jeg begyndte at spille guitar, for tre og et halvt årti siden. Men især de senere år, hvor jeg er blevet mere og mere utilfreds med min Kramer. Den er en slags super-Strat fra 1980erne, og den har Strat’ens fordele og ulemper: Let at spille på, med en glasklar lyd og et pålideligt vibrator-system. Men ganske uden de egenskaber, som en Les Paul har, takket være måden, den er konstrueret på: Alt for tunge materialer, en hals, der er limet fast, og de særlige patenterede Humbucker-pickupper, som er støjsvage men mudrede i lyden.
Disse egenskaber, som Leo Fender i sin tid omhyggeligt undgik, giver Gibson Les Paul netop den kraftige og velklingende lyd, som i 1960erne og 1970erne blev den foretrukne for de guitarister, som formede mig og mit lydideal, fra John Fogerty over Marc Bolan til Steve Jones. Indtil 1978, hvor Mark Knopfler og Eddie Van Halen bragte Stratocasteren tilbage til ære og værdighed.
Så jeg drømmer om et have en Gibson Les Paul. Men de er svinedyre. Standardmodellen, som meget opfindsomt hedder Les Paul Standard, har en vejledende udsalgspris på den forkerte side af de tyve tusinde kroner. Og luksusversionen, som hedder Les Paul Custom, er endnu dyrere.
For guitarister med min økonomi, som er de fleste, introducerede Gibson i 1983 den skrabede Studio model. Den har en vejledende udsalgspris på 11.195 kroner. Men butikskæden Musikhuset Aage Jensen har takket være stordriftsfordele og lav dollarkurs de seneste år trykket prisen ned på 7.995 kroner.
Det er stadig i overkanten for en guitar, som jeg ikke har brug for. Så jeg slår det hen. Måske en dag dukker det helt rigtige tilbud op. For eksempel på en brugt. Så kan jeg slå til. Men så skal det sateme også være en Ebony Gold: Sort med forgyldte mikrofoner og strengeophæng. For det er den smukkeste.
Et tilbud man ikke kan afslå...
Dagen efter koncerten med Neil Young begynder Århus Festuge. Jeg får travlt med at bevidne events og snakke med folk. Lørdag d. 6. september er der koncert på Klostertorv med Niels Skousen. Det vil jeg opleve. Niels Skousen er en gammel favorit, og det er ikke tit han gæster landets koncertscener.
Koncerten er annonceret til klokken 14:00. På vej har jeg et ærinde i Gammel Munkegade. Der ligger Rock City, en lille guitarforretning, som jeg foretrækker at handle i. Det er musikere, der driver den. Ikke købmænd, som ovre i Musikhuset Aage Jensen.
I dag skal jeg købe strenge. For den første lørdag hver måned sælger Rock City strenge med rabat: Tre sæt for prisen på to. Men i festugens travlhed har jeg helt glemt, at Rock City holder festuge-udsalg: 25% på alt i butikken. Efter jeg har fået mine strenge ser jeg mig nysgerrigt omkring. Er der et godt kup?
Dér! Dér hænger en Gibson Les Paul Studio Ebony Gold. Til 7.995 kroner. Minus 25%. Det er 5996 kroner og 25 øre. Men jeg skal til koncert. Jeg skal ikke stå her og knalde adskillige tusind kroner af. Jeg skal høre Niels Skousen. Ovre på Klostertorv.
Jeg forlader Rock City med en højere puls end jeg havde, da jeg gik ind i butikken. Der er to gadehjørner hen til Klostertorv. Min hjerne kværner: ”Rock City har det ’helt rigtige tilbud’ du venter på. Du får aldrig igen en spritny Gibson Les Paul til den pris. Dollarkursen stiger. Det er weekend og Rock City lukker snart og på mandag er tilbuddet væk.”
Det er ikke Niels Skousen, der går på scenen. Det er Frede Fup, og Frede Fup er noget ganske andet end Niels Skousen. Efter et enkelt Fup-nummer bærer mine ben mig hastigt tilbage om de to gadehjørner til Gammel Munkegade.
...så man slår til
Det er kort før lukketid så jeg kan ikke nå et prøvespille guitaren. ”Kan jeg levere den tilbage, hvis jeg er utilfreds?” spørger jeg den unge ekspedient. Jeg vil nødig hælde 6.000 kroner i en guitar, jeg ikke har spillet på. Den unge ekspedient er usikker og tilkalder butiksindehaveren.
Han hedder Erik Olesen og han kender mig udmærket. Jeg er kommet i hans biks i 22 år. Det er ham, der har solgt mig min Guild western, min Boss GT-5 effektmaskine og min Pignose forstærker. Han har en uforlignelig evne til at tilbyde mig det grej, jeg gerne vil have, præcis når jeg gerne vil have det, og præcis til den pris jeg gerne vil betale. Det er nærmest kun min Marshall forstærker, jeg ikke har købt hos ham. Den købte jeg i Musikhuset Aage Jensen. De tilbød mig en Anniversary, mens Erik Olesen kun havde en JCM 800 i butikken. Ingen er perfekt, og Musikhuset Aage Jensen har Danmarks største sortiment.
”Du kan naturligvis godt komme tilbage med den, hvis blot du ikke beskadiger den,” siger Erik Olesen til mig. ”Men jeg tror ikke, at du kommer ikke tilbage med den”, tilføjer han. ”Nej, det tror jeg heller ikke”; svarer jeg, og hanker op i den plysforede guitarkasse, som den unge ekspedient i mellemtiden har lagt guitaren ned i.
Den er tung. Kan overleve en flok bissende rockere. Kassen er forsynet med en kodelås og en hank, som er stor og tyk og lavet af læder. Den ligger godt i hånden. Gibson er kvalitet til ud over fingerspidserne. Men min arm bliver alligevel lang før jeg når hjem og lægger den fra mig på min futon.
Jeg giver mig ikke tid til at pakke den ud. Festugen kalder, jeg har masser af aftaler og er allerede ved at være for sent på den til den første.
Hvordan man får en dårlig forstærker til at lyde godt
Dagen efter finder jeg min Roland Cube 60 frem og stiller den op i stuen. Det er den forstærker, jeg benyttede, før jeg fik min Marshall Anniversary. Jeg har ikke skilt mig af med den, for den er lille og let nok til at være i en rygsæk, og spiller alligevel højt nok til at trænge igennem i et orkester, også på en scene. Praktisk lille sag.
Jeg købte den midt i 1980erne for at skifte den ind da jeg skiftede mit Peavey-stack ud. Samtidig skiftede jeg min asiatiske Les Paul kopi ud med en asiatisk ES 175 kopi. Jeg var netop blevet opmærksom på min tinnitus og ville have grej, jeg ikke kunne spille alt for højt på. Cuben lyder ikke af luksus, men det hjalp lidt, da den originale højttaler var slidt op for et par år siden, og jeg skiftede den ud med en Celestion Vintage 30.
Jeg stikker et jack-kabel i inputtet, slipper min nyerhvervede Gibson Les Paul ud af kassen, og stikker den anden ende af jack-kablet i guitarens output. Så trækker jeg min T-shirt op af bukserne, så den kan hænge ned over spændet på min livrem. Jeg ved godt, hvad Erik Olesen snakker om, når han advarer mig mod at beskadige guitaren. Bæltespænder laver ridser på guitarers bagsider. Let og hurtigt.
Godt tilrette på kanten af min futon tager jeg guitaren, lægger den over mit højre lår, og spiller et par akkorder. Jeg forbløffes. Aldrig har min Cube lydt så godt. Jeg spiller et par akkorder mere. Det er afgjort et par fede pick-upper, der sidder på den guitar. En underligt grødet lyd, som der skal komme fra en Les Paul, når lyden ikke bliver udsat for forvrængning. Men grødet med en masse gnistrende lys indeni. Sådan en lyd har jeg aldrig fået ud af en guitar før.
Så begynder jeg at tjekke kontrolknapperne. Der er en tre-vejs pick-up-vælger og to lydstyrkekontroller og to tonekontroller, et sæt for hver pickup. De sidder alt for spredt omkring på guitaren. Man skal flytte hånden alt for meget rundt for at betjene dem. Men når man drejer på dem sker der noget. På de fleste andre guitarer skruer de rimeligt hurtigt ned, og så bliver lyden død. Men ikke på denne guitar. På denne guitar dæmper kontrollerne langsomt og glidende og skal næsten helt i bund, før lyden går død. Undervejs er der et hav af klangfarver til rådighed.
Aldrig har jeg oplevet et pick-up- og kontrol-system så godt som det, der sidder på denne Gibson Les Paul. Jeg lægger plekteret fra mig og begynder at spille med fingrene. For jeg spiller meget fingertyle på min Guild western, og det vil jeg gerne kunne overføre til den elektriske. Og på det punkt kommer min Kramer til kort. Der er en pick-up for meget, som er i vejen. Og et vibrator-system.
Men på en Les Paul er det noget ganske andet. Der er god plads til fingrene mellem de to pick-upper. Og Tune-O-Matic broen og Stop Tailpiece endestykket giver en fortrinlig støtte til håndroden. Foruden at guitarens hvælvede forside giver masser af plads til tommel, ringfinger og lillefinger.
Jeg tager plektret igen og begynder at spille skalaer og riffs. Halsen er ikke bedre end den, der sidder på min Kramer. Og gribebrættets bånd er lidt for tykke. Det er måske et spørgsmål om tilvænning. Men strengene ligger lidt for højt. Det tænkte jeg nok. Nu skal denne guitars sande natur afsløres.
Jeg slækker strengene, sænker Tune-O-Matic broen et par millimeter, strammer strengene igen. Nu er de væsentligt tættere på halsen. Enkelte steder rasler de. Men det kan ikke høres i højttaleren. Det regnede jeg heller ikke med. Det plejer man nemlig ikke at kunne på en Gibson Les Paul.
Bortset fra den lidt kedelige hals og den tåbelige placering af knapperne er guitaren bestået til topkarakter. Foreløbig. I morgen vil jeg tage den ned i mit øvelokale og slippe den løs på min Marshall Anniversary forstærker, for fuldeste hammer. Jeg lægger guitaren tilbage i sin plydsforede kasse og kaster mig over alt det meget, som jeg har forsømt, mens der har været festuge.
Den gode, den onde og den grusomme
Om formiddagen, mandag d. 8. september 2008, står jeg i mit øvelokale i Monorama på Tomsagervej og trækker min T-shirt op af bukserne. Jeg deler mit øvelokale, som hører til de fornemste i Danmark, med adskillige andre musikere. De fleste af dem ligger og sover nu, det er derfor, jeg er her tidligt. Jeg skal have lokalet for mig selv.
Min Marshall Anniversary 6101 forstærker står på gulvet og brummer varmt. Den hører til her i lokalet, ikke i min lejlighed. For det er en forstærker af den slags, der kun kan spille højt. Meget højt. Mange år efter 1980ernes midte begyndte industrien at fremstille høreværn specielt til musikere. Luksushøreværn, som dæmper lyd på en måde, som ikke ødelægger lydkvaliteten. Så var det på tide at supplere min lettere inferiøre Roland Cube 60 med en rørforstærker. For rør lyder bedst. Og jeg tjente penge.
De er dyre, sådan nogle rørforstærkere. Jeg testede adskillige, og kunne bedst lide Peavey’s Classic serie. Den findes i både 100 watt stack med 4 tolv tommer højttalere i kabinettet, og som 50 og 30 watt combo. Min partner Uffe Borup Pedersen har en 50 watt. Den lyder perfekt. Men den er ikke så fleksibel, når man skal justere tone- og lydstyrkekontrol.
Så da Musikhuset Aage Jensen tilbød mig en brugt Marshall Anniversary til en fin pris slog jeg til. Forstærkeren blev udviklet i anledning af Marshalls 30 års jubilæum i 1992. Da havde fabrikatet udviklet sig fra at være en lille, men velrenommeret butik i London til at være verdens førende forstærkermærke. De havde fat i den lange ende, da de i begyndelsen af 1960erne begyndte at satse på rørforvrængning.
Tredive år senere fejrede Marshall succesen med at udvikle en forstærker, som skulle kunne lyde som alle tidligere Marshall-modeller. Resultatet blev Anniversary-modellen, som har tre kanaler i stedet for to, og avancerede tone og volumenkontroller på alle tre kanaler. Svær at bruge, man skal skrive indstillingerne ned, når man er færdig med at indstille, og lade ganske vær med at skrue på knapper mens man spiller. Mine indstillinger er omhyggelige. Jeg har en god kanal, en ond kanal og en grusom kanal.
Jeg starter i den gode kanal. Straks hører jeg samme grødede men nuancerede pick-up lyd, som imponerede mig i går på min Cube. Men denne gang skal lyden ikke mase sig igennem Cubens transistorer for at blive hørbar. Denne gang svæver lyden uhæmmet igennem Marshallens rør og videre ud i mit øvelokale.
Jeg skifter rundt på pickupperne og skruer op og ned for lydstyrke- og tone-kontroller. Guitaren og forstærkeren har det rigtig godt sammen. Et væld af klangfarver er til rådighed og lette at vælge med guitarens kontrolknapper. Så tramper jeg på pedalvælgeren og skifter over til den onde kanal.
Et blødt mellemtoneholdigt overdrive sætter ind. Nu kan jeg mærke, at denne Gibson Les Paul har det sustain, som jeg savner ved min Kramer. Den spiller næsten af sig selv. Alt, hvad jeg behøver at gøre, er at flytte fingrene afslappet omkring på gribebrættet. Så skruer jeg helt op for guitarens lydstyrkekontroller og slår hårdt i strengene. Forstærkeren lyder, som om den får åndenød. Disse Humbucker-pickupper sparker seriøst røv.
Så tramper jeg forstærkeren over på den grusomme kanal. Øvelokalet eksploderer i en sindssyg lydorkan. Masser af bund, masser af top, al den distortion, som nogen som helst forstærker overhovedet kan producere. Det hele spiller af sig selv. Guitaren og forstærkeren smelter sammen til et frådende monster af lyd. Alt hvad jeg behøver at gøre, er at vælge tonerne.
Jeg skruer guitaren helt ned. Kun forstærkerens tomgangsbrummen lyder. Jeg er absolut tilfreds med min nye guitar. Den får Erik Olesen i Rock City ikke tilbage. Med den, min Marshall forstærker og min Guild G-41 western har jeg alt, hvad jeg har brug for, resten af mine dage. Alt mit øvrige grej kan gå på pension nu. Som Gibson skriver i det lille hæfte, der fulgte med guitaren: ”Your Gibson is a durable instrument. It is likely to outlive you.” Underlig tanke. Din guitar vil overleve dig. Jeg sitrer af spillelyst. Egentlig har jeg meddelt mine musikere, at jeg ikke vil spille i efterårets løb, fordi jeg har andre prioriteringer. Men nu åbner jeg øvelokalets bookingkalender og noterer mit navn og telefonnummer på en række datoer. Denne guitar skal der fandeme spilles på.
Før jeg vender hjem for at maile invitationer til larm rundt i mit netværk er der lige en afsluttende test, der skal gennemføres. Jeg går hen til forstærkeren og skruer den helt op. Så åbner jeg for guitaren. Forstærkeren brøler, hele lokalet vibrerer. The Big Bang udspiller sig i rummet omkring mig, og jeg er i kontrol, som var jeg Gud selv.
Jeg er ikke Gud. Og heller ikke Neil Young. Men der er kortere afstand end der var engang. Jeg vender tilbage til den lydstyrke, jeg bruger normalt. Testen har vist, at Marshallen reagerer anderledes på denne Gibson Les Paul end den gør på min Kramer. Jeg skifter rundt på pickupper og kanaler og skruer op og ned for lydstyrkekontroller, indtil jeg har fundet de indstillinger på forstærkeren, som får alle skift mellem kombinationer af kanaler og pickupper til at være fuldstændig jævne. Så noterer jeg forstærkerens nye indstillinger, pakker det hele ned og vender hjem. Hjemme skal min Boss GT-5 effektmaskine have samme justering.
En guitar for livet
Den megen prøvespilning har efterladt aftryk af fedtede fingre på den kulsorte Les Paul. Erik Olesen havde ellers poleret den godt af, før hans unge ekspedient pakkede den ned i kassen. Jeg tager ned i Rock City for at bekræfte, at jeg beholder guitaren. Og for at købe noget af Erik Olesens guitar-polish. Og især, fordi jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad Erik Olesen overhovedet har tjent på denne handel.
Han klør sig i nakken og stirrer op mod loftet. ”Ingenting”, svarer han. ”Og hvis jeg regner fragten med, så har jeg nok tabt lidt på det.” Jeg smiler til ham. Han smiler til mig.
”Men engang imellem skal man have lov til at være heldig”, fortsætter han, ”og nu har du fået en rigtig god guitar for resten af dit liv.” Jeg nikker. En guitar for livet, ligesom Neil Young. Erik Olesen er kommet i snakkehumør. ”Vi laver ikke den slags for at tjene penge. Vi gør det, fordi vi synes, det er sjov. De blev skidesure ovre i Musikhuset Åge Jensen.”
Jeg griner. Erik Olesen griner. ”Jeg har en aftale med Gibson om at jeg skal sælge mindst tyve af deres guitarer om året. Og på en weekend som forrige sælger jeg omkring 15.”
”Det er sikkert ikke bad for business at være autoriseret Gibson forhandler”, tænker jeg, som jeg forlader butikken, ”og heller ikke at være autoriseret Gibson ejer.”
Hjemme ligger den i sin kasse. Det kommer til at vare lidt før jeg begynder at spille på den for alvor. Jeg har andet end musik i kalenderen. Men det haster heller ikke. En guitar for resten af livet behøver man ikke at spille på allerede imorgen.
|
|
|