Junior og jeg spadserer en tur. Ikke for noget, blot for solen og blæsten søndag eftermiddag. Vi kommer omkring Hasle Kirke; kirkegården.
Det er ikke første gang, vi besøger en kirkegård. Gravstederne fortæller historier, eller sætter i hvert fald fantasien i gang med at digte. "Sov sødt lille Sofie".
Sådan står der på en sten. Ikke mere end det. Ingen datoer. Gravstedet ser forsømt ud. En lille skildpadde af keramik, hvor farven for længst er skallet af, står i nedfaldsbladene til højre og stirrer ind i den lille lave hæk. Ingen blomster, ingenting.
Det er synd for lille Sofie.
"Jeg kunne godt finde på at gå på kirkegårde og lægge blomster på de grave, hvor ingen lægger blomster", siger Junior, "når jeg nu ikke kender nogen, som er døde, bortset fra farmor ovre på Sjælland."
"Orv ja," svarer jeg, "hvorfor har kirkegårdene egentlig ikke blomsterbede, hvor man kan plukke en buket, når man ikke har fået en med?" Straks begynder jeg at overveje, hvad jeg mon kan tjene på det koncept.
Lidt borte er et gravsted ude af brug. Der vokser vilde blomster på det. Morgenfruer og markblomster. Vi går hen og plukker. På lille Sofies gravsted ligger en blomsterholder gemt i de visne blade. Vi henter vand, sætter blomsterne i, og Junior træder ind på lille Sofies gravsted og presser det hele ned i jorden foran gravstenen.
Junior ser sig omkring for at mærke sig gravstedets placering på kirkegården. "Her skal vi tilbage igen", siger hun, "engang før jul". Jeg bliver rørt. Det kan jeg ikke holde ud. Jeg vil ikke være følsom. "Måske var lille Sofie slet ikke et barn", siger jeg. "Måske var hun bare en gammel kone, som var dværg."
|
