Lars H.U.G. fik Kronprins Frederik til at fælde tårer, da han i går til åbningen af DRs nye koncertsal sang sin egen "Mon de kan reparere dig".
Den følsomme kronprins citerede samme sang i sin tale til sit eget bryllup, som jeg meget mod min selvopfattelse overværede TV-transmissionen af. Det fik mig op af sofaen at høre den rockorienterede tronfølger citere en af mine yndlingskunstnere i sin bryllupstale. Næste morgen piskede jeg ned i kiosken og købte meget mod min selvopfattelse Berlingske Tidende, som havde citatet på forsiden, sammen med et fotografi af brudeparret i fuldt bryllupskostume.
Jeg klippede forsiden af og hang den op på den væg, hvor mine guitarer også hænger. Meget tilfreds, for ethvert ordentligt hjem har jo et royalt portræt hængende. Nogen tid senere havde jeg en af mine kusiner på besøg.
Da hun så avisforsiden dér mellem mine guitarer, fik også hun tårer i øjnene. Hun fortalte mig, hvordan hun for mange år siden mistede et barn til vuggedøden, og hvordan "Mon de kan reparere dig" præcis udtrykker hendes følelser i toner og ord.
I 1987, da Lars H.U.G. hittede med albummet "Kysser himlen farvel", som sangen stammer fra, oplevede jeg en færdselsulykke, mens jeg var i Frankrig. Jeg slap med skrækken og overfladiske skrammer. Men det gjorde min rejseledsagerske ikke. Da Europæiske Rejseforsikring adskillige dage senere hentede mig på hospitalet i Nantes for at fragte mig hjem, lå hun stadig bevidstløs.
Det var "Mon de kan reparere dig", som kværnede i min indre iPod på flyrejsen hjem.
Hjemme igen blev jeg kort efter inviteret til en fest. "Kysser himlen farvel" var på pladespilleren, og de berusede festdeltagere skrålede lystigt med på "Mon de kan reparere dig". Jeg fik en slem kvalme og gik min vej.
Siden viste tiden, at de ikke kunne reparere min rejseledsagerske.
Ind imellem sidder jeg alene med min guitar og synger mig igennem "Mon de kan reparere dig". Men det er sjældent. Den sang er lidt for meget. Den kradser. Gør mig grædefærdig.
Ligesom den gør med min kusine og med kronprinsen og med sikkert mange andre.
Er du en af dem?
|