Palle kaster sig på sin seng. Han er træt efter 18 timers arbejde i skattedepartementet. Men hans pensionatsmedbo, den påtrængende journalist Haslund, lader ham ikke være i fred. "Skal der ikke snart ske noget i dit liv?", spørger Haslund. I samme nu træder Søs ind ad døren. Hun er klædt i brudekjole og er netop stukket af fra sit eget bryllup. Nu vil hun gerne tale med Palle.
Aftenens afsnit af Krøniken nærmer sig sin afslutning. Da det startede lagde jeg mig tilrette på min futon med en kop kaffe. Jeg kan lide at få en kop kaffe ovenpå aftensmaden, og aftensmaden var velplanlagt afsluttet netop som Krøniken startede. Men kaffe er vanddrivende, og min blære er ikke så ung, som den engang var. Med andre ord: Jeg skal tisse. Men ikke før aftenens afsnit af Krøniken er slut.
Det er det, så snart Palle og Søs holder op med at tale og begynder at kysse i stedet, gifter sig, får barn og præsenterer sig for Søs' patriarkalske far og matriarkalske mor. Alt sammen på omkring et minut. Krøniken-forfatter Stig Thorsboe er en effektiv fortæller. Jeg rejser mig fra min futon og skynder mig ud af stuen og ind på mit arbejdsværelse. I mørket undgår jeg at falde over mine Cat støvler. De er ikke på mode længere, jeg har haft dem nogle år. Men de lyver ikke, når de på støvleskaftet praler med selvbenævnelsen "durable equipment". Jeg undgår også at falde over den guitarkasse med min Gibson Les Paul, som jeg stillede midt på gulvet, da jeg kom hjem fra mit øvelokale i Monorama, efter at have indspillet sammen med Gorm Petersen og Simon Westhausen, netop tidsnok til at sætte gang i madlavningen, netop tidsnok til at være færdig før Krøniken.
Jeg har boet her længe. Kender mit arbejdsværelse ud og ind, også i bælgravende mørke, også hvad der roder på gulvet. Jeg når frem til mit værktøjsskab, trækker den øverste skuffe ud, stikker hånden i den og griber om min lommelygte, som ligger præcis hvor den plejer. Det er en Maglite. En af de store, som giver et kraftigt lys, og som man kan slå en bjørn ned med, når man er på festival.
Nu kan jeg let se. Jeg skynder mig ud af mit arbejdsværelse og ind på mit toilet. Samtidig kalder jeg på Junior: "Kom lige her". Junior svarer: "Ja, lige om lidt". "Det haster", råber jeg, med en vis uro i stemmen. Junior skynder sig ud til mig på toilettet.
Jeg retter lyskeglen mod toiletkummen. "Hold lige den her" siger jeg og rækker hende lommelygten. Hastigt løfter jeg toiletbrættet, hun må være den, der sidst har været på. Med den ene hånd åbner jeg mine bukser og holder lynlåsen adskilt. Med den anden hånd hiver den dertil beregnede frem. Jeg kan ikke lide at lynlåsen kradser. Derfor skal jeg bruge begge hænder, når jeg tisser. Derfor kan jeg ikke holde lommelygten samtidig. "Jeg kan ikke ramme i mørke", forklarer jeg, "og jeg vil helst ikke tisse på gulvet". Junior nikker forstående og griner en lille smule.
Vi skal være gode mod klimaet. Og netop nu foreskriver Sluk Lyset-kampagnen, at vi skal demonstrere vores godhed ved at holde lyset slukket, fra 20:30 til 21:30. Men det er godt nok bøvlet. Jeg synes, at den næste Sluk Lyset-kampagne bør tilrettelægges, så den finder sted, mens der stadig er dagslys. Ikke at det gør nogen forskel for mig. Der er ikke vindue på mit toilet. Men gad vide, hvor meget sådan en kampagne koster i ekstra toiletrengøringsudgifter, sådan på verdensplan? Nok til at frelse en gletscher? Eller i hvert fald en isflage?
Jeg drypper færdig. Junior slukker lommelygten. Jeg lukker bukserne. Der er stadig 23 minutter, til vi må tænde lyset. Vi famler os tilbage til stuen, hvor Junior søger hen i lyset fra sin bærbare, mens jeg søger hen i lyset fra TV-skærmen. Der er Kriminalkommissær Barnaby. Det er det rene mormor. Så hellere det rene morfar. Jeg griber fjernbetjeningen og trykker på den røde knap. Mørket bliver endnu mørkere. Så lukker jeg øjnene. En god portion absolut ingenting er da ikke det ringeste at få ud af de resterende minutters mørke.
|
