|
 |
|
Snart mørknes det brødre
|
|
|
Der er stadig solidaritet at finde, når arbejderbevægelsen holder international festdag. Men den kommer ikke af sig selv. Man skal lede efter den imellem festpladsens talere, gøglere og berusere og finde den, hvor man venter det mindst.
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen / 1. maj 2009
|
|
Den dybblå himmel løfter sig under trykket fra folkemængdens jublen. Selv solen jubler med, ikke en sky har været at se siden daggry, ikke blot publikum, men også selveste klimaet, synes at være med den store mand på den lille scene. Danmarks for tiden bedste stand up-politiker har publikum i sin hule hånd, og han er mere veloplagt end Michael Jarnvig på en højtryksryg.
Det er især den nyudklækkede statsminister Lars Løkke Rasmussen, som Villy Søvndal lader sit vid gå ud over: "Min søn på 19 kender ikke begrebet ungdomsarbejdsløshed, sagde statsministeren i sin tiltrædelsestale. Jeg tror ikke, at statsministerens søn er murer". Men bedst er han, når han fyrer one-liners af: "Liberalismen er gået konkurs".
Endnu et latterbrøl runger i amfiteatret i Botaniske Have i Århus, hvor arbejderbevægelsen fejrer sin internationale festdag. Men det nytter ikke at grine, for grin forflygtiger kun kortvarigt den ubehagelige bevidsthed om, at arbejderbevægelsen lider af muskelsvind. For blot få år siden fandt festdagen sted på den meget større grønning på Tangkrogen, hvor scenen var stor nok til at huse landskendte orkestre. Det er måske godt for solidariteten at rykke tættere sammen på mindre plads. Men det bliver man ikke mere talstærk af.
Villy Søvndal slutter sin tale og kaster sig i stedet ud i at synge for på "Internationale", bakket op af et herrekor. Men folkemængden synger ikke med. Så langt strækker solidariteten sig heller ikke. Så dybe rødder har nutidens fordømte her på jorden eller sultens slavehær ikke.
"Sultens slavehær er vist noget, man har i Afrika", tænker jeg, "og de fordømte her på jorden finder man vel i Mellemøsten".
-
Mens SF-lederens politikertenor forsvinder i ingenting skridter jeg rundt langs amfiteatrets overkant og sætter kursen mod området bag scenen. Der er opstillet en håndfuld telte, hvor forskellige af venstrefløjens mindre grupperinger holder til.
Dér er et ø-lejr-telt, befolket af en enlig kvinde med bryster anno 1968. Her står en flok mørkebrune tamiler og indsamler sympati for deres ildestedte landsmænd, i klemme i en væbnet konflikt på Sri Lanka. "Min onkel døde dér i forgårs", fortæller en af dem; en ung kvinde med overbid, og beder mig sende en protest til udenrigsministeren. Dér er socialpædagogernes telt, og det ser socialpædagogisk tillukket ud, eller også er det blot den socialpædagogiske bagside, der vender denne vej.
Og dér, der står en enlig mand på en scene og spiller på en elektrisk guitar mens han synger: "O-Bla-Di - O-Bla-Da". Det er ikke The Beatles' sang, han synger, han har bare snuppet ordene til sit eget omkvæd, men hans sang er ikke bedre end The Beatles', og The Beatles' er ikke god. Han smiler ud over grønsværen foran scenen, hvor små flokke mennesker sidder og ser til.
Jeg kender ham godt. Han hedder Mikkel Tønner, og han er medlem af Århus Sangskriverværksted ligesom jeg selv. Folkene foran scenen kender jeg også. De er også medlemmer af Århus Sangskriverværksted, og de skal på scenen efter Mikkel Tønner, eller også har de allerede været der. Keld Lund Andersen og hans impotente protestsange. Lars Skou med sine mumlende navlepiller-hymner. Syrene Theresia og hendes livsglade neo-hippie-viser.
Jeg skal ikke optræde her, skønt jeg har fået buddet. At stille gratis til alskens støttekoncerter blot for at promovere sig selv og ikke opnå andet end at optræde for de øvrige optrædende og en lille håndfuld trofaste venner, det gider jeg ikke længere.
Og hvem er det lige, man støtter her? Århus Mod Krig Og Terror. En organisation med gode forbindelser til den venstreradikale Café Oskar, det småvoldelige Antiracistisk Netværk og det vissenrøde Dagbladet Arbejderen.
"Hvad ville verden i grunden være uden krig og terror?" tænker jeg ved mig selv, "TV-nyhederne ville godt nok være kedelige uden." Jeg hilser mine sangskriverkolleger farvel, jeg kender allerede deres sæt ud og ind, og drager i stedet videre ud på festpladsen for at prøve at finde noget solidaritet.
-
Langsomt passerer jeg gennem en flok ungdomsarbejdsløse murere, som har afklædt deres muskuløse torsoer og sidder i græsset og nyder forårssolen med øl i hånd. Det er en anelse mere arbejderklasseagtigt end sangskriverne bag mig. Længere væk på en bænk sidder et par mænd af ubestemmelig alder. De er langhårede og langskæggede, deres tøj er snavset og laset, med tomme øjne drikker de af skummelt udseende flasker med skruelåg. Rigtige proletarer ligner de, men de er sikkert blot et par stakler, som har drukket sig fra hus og hjem, familie og arbejde, sans og samling.
Nye toner rammer mine ører. Det er hornmusik, og jeg kender melodien. Lille Sommerfugl som glider over i Gem Et Lille Smil Til Det Bli'r Gråvejr og videre til Love Me Tender. Heftige klapsalver fra teltet, hvor musikken kommer fra. Det må jeg se nærmere på.
Nu træder jeg ind i Ældrehjørnet, hvor Smedeorkestret underholder, kundgør en plakat ved indgangen. Smedeorkestret består af en kontrabas og et trommesæt, to harmonikaer og en blæsergruppe, hvor trompetisten også giver den som vokalist. De er alle sammen i pensionsalderen, og trommeslageren ovre i hjørnet tiltrækker min opmærksomhed. Henført spiller han sine trommer med hele kroppen og hele sjælen. Økonomisk tilbagelænet, for man skal jo ikke skræmme nogen. Han opererer stortrommepedalen med sin storetå, hvor jeg selv bruger hele benet. Men han vibrerer af musikalitet og ville være velkommen i mit band.
Jeg ser mig om i teltet. Bænkene ved de lange borde er tæt besat af feststemte mennesker, hvoraf adskillige betragter mig med ansigtsudtryk, som om jeg er sluppet ugyldigt ind under aldersgrænsen. En svingom eller to på dansegulvet foran scenen, men ærbødigt uden at støde ind i de to mænd, som står dér i midten og taler sammen.
Den ene ser næsten ud til at høre til. Men 82-årige Thorkild Simonsen, tidligere borgmester i Århus, har så levende øjne og så adræt et kropsprog at det nærmest er uhyggeligt, som var han 50 år yngre og ældet af teatersminke. Manden, han taler med, er den drenget bløde 38-årige Nicolai Wammen; Århus' nuværende borgmester. De griner og klapper hinanden på skuldrene, mens en fedladen og svedig mand på en bænk i baggrunden skuler gnavent. Det er endnu en tidligere Århus-borgmester, 62-årige Flemming Knudsen, som ser til, mens hans fadøl og hans cigaretter kappes om at komme hurtigst indenbors.
Tre generationer socialdemokratiske bykonger i et og samme telt. Historiens vingesus sender en let brise henover min kind. Smedeorkestret stiller instrumenterne fra sig og rækker ud efter deres ølplastikglas, mens Nicolai Wammen træder op på scenen og en anelse nervøst tester mikrofonen. Det er næppe fordi han skal tale, at han er nervøs. Han mangler blot musikerens sikre greb om værktøjet. "Kan man høre mig? Begynder den nu at hyle?" synes han at tænke.
-
Nicolai Wammen er ikke nær så god på en scene som Villy Søvndal. Han har ikke karismaen, han har ikke timingen, og han har ikke de velforfattede one-liners. Men han kender sin by og sine borgere: "Århus er en by med højt til loftet, men det er også en by, hvor man accepterer hinanden. Nazister og rockere og indvandrerbander og fodboldbøller får aldrig nogensinde lov til at bestemme i vores by", siger han til publikums ubetingede bifald.
Også Nicolai Wammen skal synge for på en klassisk arbejdersang. Smedeorkestret stemmer i, publikum åbner deres sanghæfter og struber, Oskar Hansens og Oskar Gyldmarks Danmark For Folket drøner ud i akustikken under teltdugen.
Nær ved mig sidder en mager gammel kvinde. Hun ser ud til at være omkring de 80 og kun savne sit strikketøj, og hun stirrer på mig med et bistert udfordrende udtryk i ansigtet. Det er fordi jeg ikke synger med. Jeg kan ikke huske teksten. Hun samler et teksthæfte op fra bordet foran sig og rækker det til mig, men i samme nu er vi nået til versets sidste linje. Den kan jeg godt huske. "Daaanmark for fooolket" synger jeg så højt jeg formår, sikker på hun kan høre mig, uanset hvor tunghør hendes alder må have gjort hende.
Hun bryder ud i et stort smil. Jeg virrer afværgende med hovedet og peger på udgangen for at fortælle hende, at jeg skal til at af sted. Bevæger mig gennem teltet, langsomt nok til at skråle med på sidste linje af alle tre vers før jeg træder ud af teltet. En lille klump samler sig der, hvor jeg ville synge, hvis jeg kunne huske teksten. Jeg kan lide at synge. Og jeg kan lide at synge sammen. Og her er jeg grebet af en følelse af samhørighed, af solidaritet. Her i Ældrehjørnet.
"Gosh, jeg må godt nok være ved at være gammel", tænker jeg, som jeg træder ud i majsolen udenfor teltet. Jeg vil vende hjemad nu. Solen synker så småt, jeg har været her et par timer, der kan ikke være meget mere på programmet rundt omkring.
Mens festdagens rummel dæmper sig bag mig erkender jeg, at der er én ting, jeg har lært i dag: Arbejderbevægelsen lider ikke af muskelsvind. Den har blot nået pensionsalderen.
|
|
|