Nær den jyske motorvej, nordvest for Århus, ligger landsbyen Kasted. Kommer man fra Tilst, kan man trille ned ad en kilometerlang bakke, mens landsbyen langsomt breder sig i synsfeltet. Kasted er ikke stor. Bortset fra en automekaniker, der ikke ser voldsomt momsregistreret ud, kunne man være langt tilbage i tiden. Man kunne møde Erasmus Montanus. Man kunne møde Jeppe På Bjerget.
Fra landsbyens gadekryds fører en godt skjult vej, snæver og blind, op til Kasted Kirke. Kasted Kirke er ikke stor. Ikke meget større end en villa. Den er altid låst, som om menighedsrådet frygter, at en rabiat ateist skulle snige sig ind for at bemægtige sig Helligånden, og dermed verdensherredømmet. Men det er ikke kirken, jeg kommer for, når jeg kommer. Eller Helligånden. Det er kirkegården.
Kasted Kirkegård er heller ikke stor. Den er ikke meget større end en villahave. Den skråner, ned mod et engstrøg, hvor en flok heste er så godt som i himlen. Den fjerne støj fra motorvejen kan næsten forveksles med den flittige lyd af travle bier, som henter vinterforråd i det blomsterflor, hestene endnu ikke har sat til livs. Men selvom udsigten fra Kasted Kirkegård er dejlig i sig selv, er den blot et bagtæppe. Et bagtæppe for det, der gør, at jeg besøger Kasted Kirkegård, igen og igen.
På Kasted Kirkegård står et monument. En stor sten med inskriptioner og relieffer. Den er gammel. Vejr og vind har for længst visket meget af teksten ud. Øverst er der et billede af en mand og en kvinde. Det ser ud, som om kvinden sidder på mandens skød. De sidder ansigt til ansigt, læser tavst hinandens øjne, blide smil på deres kinder. Kvinden er ung, manden er ældre. De har parykker på, i hvert fald manden.
Stenen er rejst under enevælden af godsejer Ancher Jørgen Secher, til minde om hans hustru Anna Marie Mørch. Inskriptionen er et kærlighedsdigt. Det er ikke sikkert, at det er skrevet af godsejeren selv. Men det er sikkert, at det fortæller hvad han havde på hjerte, da han i sin tid satte en mindre formue i at rejse sin forgangne hustru et mindesmærke.
Som minde om min tak og evig kierlighed
det mindestegn her staaer skal efterslægten ….
han som det ….. lod var . lyksalighed
. ……. …. .. …. … ……. lykkelige
men ak … …. forsvandt thi livet er som en drøm
……….. .. sød men dog af vemod øm
Når jeg har læst inskriptionen og betragtet relieffet går jeg ned til kirkegårdsgærdet. Hestene kommer hen til mig, omhyggelige med at skjule deres begejstring og ikke slå over i galop. Jeg klapper dem på mulen. De vrinsker og slikker min hånd. "Hvordan har du det så i dag?"
Jeg har det mærkeligt. Mærkeligt dybt. Berørt af kærlighed, over et svælg på et kvart årtusinde. Der var en mægtig mand. I hans hånd lå bøndernes skæbne og egnens velfærd. Men trods sin magt og sin vælde mistede han, hvad der virkelig gjaldt. Af hans elskede hustru var intet tilbage. Intet andet end et savn, mejslet i sten. For evigheden at læse. For evigheden at føle.
Når jeg forlader Kasted Kirkegård er mine rygsmerter, mine rudekuverter og mine naboer lettere at leve med.
-
Siden det første udkast til denne artikel blev skrevet har menighedsrådet ved Kasted Kirke foranstaltet en restaurering af monumentet. Teksten er nu fuldt læselig, hvilket er godt for forståelsen, men skidt for den svimlende fornemmelse af århundreders gang. Derfor er citatet ovenfor hentet fra den afskrift, jeg selv lavede for nogen tid siden.
Kasted Kirke
|
