www.NielsErikKjeldsen.dk ARTIKLER > En god historie eller en sang > Ildsjæl i vandkamp HovedOversigt

Ildsjæl i vandkamp Af Niels Erik Kjeldsen / 1. august 2005 Det var en fredag formiddag i foråret 2004. Jeg sad på skolelederkontoret til en "tjenstlig samtale". Som ret beset var en monolog. Min leder, PF, påstod, at jeg havde kaldt 2 elever i en 7de-klasse for "narkoludere". Han bad mig finde andet arbejde hurtigst muligt, og tilføjede, at han i modsat fald ville afskedige mig. Protester eller forklaringer var nyttesløse. Tillidsrepræsentanten forholdt sig passivt. Jeg blev vist ud ad døren. Likvideret. Det var bizart, at en skoleleder bistod en gruppe elever med at mobbe en lærer ud. Det var ynkeligt, at takken for 4 års engageret lærerarbejde var en fyring i unåde og vanære, på grundlag af usandfærdige påstande, som adskillige vidner kunne dementere. Jeg sad på lærerværelset og tænkte på de ækle svimmelhedsanfald, der havde plaget mig hele vinteren. Og på hvordan snakken gik bag min ryg, på trods af den tavshedspligt sagen var omfattet af. Det var ikke længere fedt at være lærer. Jeg fortalte vikaradministratoren, at jeg følte mig stresset og gerne ville sygemeldes. Så gik jeg hjem. - De følgende dage opsøgte jeg min læge og min fagforening. Lægen betragtede sin blodtryksmåler med slet skjult rædsel og konstaterede, at det var godt, at jeg havde sygemeldt mig. Jeg måtte hellere vente lidt med at gå på arbejde igen. På fagforeningen mente man, at det var bedst at opretholde sygemeldingen, for ikke at komme til at gøre noget, der kunne forværre situationen. Og bruge tiden på at finde et andet arbejde. - Sygemeldt gik jeg hjemme og tænkte tilbage. Fra skoleårets start havde jeg sat mig for at skærpe disciplinen i de eksamensløse "balladefag", som jeg brændte for at undervise i. Jeg havde indført porteføljer og løbende prøver, for at skabe grundlag for undervisningsdifferentiering, selvom det medførte en betydelig arbejdsbyrde oven i min allerede stoftunge undervisning. Arbejdspresset var stort. De svimmelhedsanfald, der fulgte med, blev hyppigere og værre. Jeg vænnede mig til altid at have noget i nærheden at støtte mig til. Der var mange elever, der satte pris på den arbejdsro, som den skærpede disciplin medførte. Men i vinterens løb opstod konflikter med en mindre gruppe elever, som ikke var særligt ivrige efter at lave noget, og som ikke mente, at prøver og porteføljer hørte hjemme i "balladefag". I begyndelsen var der kun tale om brok, hver gang jeg gjorde det mindste, jeg kunne kritiseres for. Siden begyndte man at udvandre fra min undervisning "i protest", eller låse mig ude af klasselokalet. Efterhånden udviklede konflikten sig mere voldeligt. Der blev smidt ting efter mig, når jeg vendte ryggen til, og jeg blev angrebet med kvælertag og lignende, når jeg færdedes på skolen. Jeg holdt møder med klasselærerne, skolelederen og sikkerhedsrepræsentanten, men der blev ikke fulgt op med tiltag, der havde effekt. Jeg var et problem, der kunne fjernes. Det var eleverne ikke. Samtidig førte skolernes pinligt lave faglige niveau til politiske indgreb, der ophøjede biologi og geografi fra "balladefag" til "eksamensfag". Pludselig ville naturfagslærerne gerne undervise i klasser og fag, jeg hidtil havde haft for mig selv. Og så meldte skoleforvaltningen om et gigantisk hovsa-underskud, der ville medføre nedlæggelse af lærerstillinger. Da årets fagfordeling stod for døren, trak det op til en likvidering. Af mig. - En forårsdag slog nogle af de elever, som ikke var særligt ivrige efter at lave noget, sig rigtigt løs. De sad og talte højlydt sammen på skift, og lod sig ikke mane til ro og opmærksomhed. Da de første 10 minutter af timen var gået på den vis, uden jeg var kommet i gang med den undervisning, jeg havde forberedt, tabte jeg tålmodigheden. Jeg irettesatte 2 piger med en bemærkning om, at deres opførsel var uforenelig med de krav, der stilles i uddannelsessystemet, og at alternativet til et uddannelsesforløb godt kunne være en tilværelse som narkoman eller prostitueret. Det varede ikke længe, før de 2 piger mente, at jeg havde betegnet dem som "narkoludere". Jeg drøftede ordvekslingen med klassen, som ikke mente, at ordene var faldet, som de 2 piger hævdede. De næste par uger måtte jeg flere gange give de 2 piger temmelig ringe karakterer for deres faglige præstationer, eller mangel på samme. Desuden måtte jeg påtale, at de endnu ikke havde produceret materiale, der kunne placeres i deres porteføljer. En fredag eftermiddag blev de 2 piger tilbage i klasselokalet, efter at resten af klassen var gået, og bad mig om en samtale. De ville gerne have de karakterer, jeg havde givet dem, erstattet med nogle bedre. Jeg forklarede dem, at det ikke lod sig gøre. De så på hinanden med et indforstået blik, og forlod klasseværelset med uforrettet sag. Den følgende mandag morgen blev jeg kaldt til skoleleder PFs kontor. Han fortalte mig, at jeg med øjeblikkelig virkning var fjernet fra klassen, fordi jeg havde kaldt 2 af klassens elever for "narkoludere", og at jeg den følgende fredag skulle møde på hans kontor til en "tjenstlig samtale". Han viste mig døren, da jeg begyndte at komme med indvendinger. Det var foruroligende. At han ikke brød sig om, at der blev klaget over hans personale, havde jeg forståelse for. Men at han fjernede mig fra klassen, uden først at høre, hvad jeg havde at sige om sagen, var ikke, hvad jeg forstod ved god ledelse. - Jeg stillede til fredagens "tjenstlige samtale" med en begrundet forventning om at blive likvideret. - Efter likvideringen gik tiden hjemme i ro og mag. Svimmelheden tog langsomt af. Det var så sent på skoleåret, at næste års lærerstillinger for længst var fordelt. Jeg agtede ikke at tage et lavtlønnet nulstatusjob, blot fordi min leder forsøgte at skræmme mig væk, ved hjælp af ubekræftede påstande, et par utilfredse elever leverede. - Jeg blev ringet op af en kollega, som fortalte, at hun i harme over den måde, jeg var blevet behandlet på, havde taget mig i forsvar, og at hun efterfølgende var blevet bortvist fra skolen. Siden var der ingen kollegaer, der erklærede mig deres støtte. Tillidsrepræsentanten og sikkerhedsrepræsentanten forholdt sig passivt. Jeg troede ellers, at det var deres hverv at påse, at jeg i det mindste fik en fair behandling, med mulighed for at udtale mig og blive hørt, og at mine arbejdsvilkår blev taget i betragtning. Måske de havde andre dagsordener. - Ganske anderledes var det, når jeg rundt omkring mødte mine elever. De hilste mig med utilsløret gensynsglæde og fortalte, hvor utilfredse de var med mit fravær fra skolen. Da sidste skoledag nærmede sig, blev jeg ringet op af en elev, der bad mig komme på skolen til afslutningsarrangementet. Jeg forklarede, at det ikke var så godt, når jeg var sygemeldt. Eleven blev meget skuffet. I baggrunden kunne jeg høre et heppekor starte op: "Vi holder med dig! Vi holder med dig!" Der blev aftalt et alternativt mødested, om aftenen, ude i byen. Det viste sig, at eleverne havde nomineret mig til prisen som "årets bedste lærer". De fortalte, at de havde tildelt mig den in absentia, i aulaen for øjnene af alle skolens elever og lærere, til skoleleder PFs utilfredshed. Den aften gav mine elever mig bifald, jeg sent vil glemme. - Da skoleåret sluttede meldte jeg mig rask og bad om mit skema for det kommende år. Sommerferien gik uden jeg fik svar. Da det nye skoleår stod for døren blev jeg indkaldt til nok en "samtale" på skolelederkontoret. Her fortalte PF, at der ikke var udarbejdet noget skema til mig, at jeg ikke måtte opholde mig på skolen, og at han ville indstille mig til afskedigelse. Min sommerferie var forlænget på ubestemt tid. Det blev efterår, før jeg hørte nyt. - Jeg modtog et brev fra skoleforvaltningen, der orienterede mig om, at skoleleder PF havde indstillet mig til afskedigelse. Kuverten indeholdt PFs begrundelse samt en række bilag. PF konkluderede, med henvisning til forårets fejlcitat samt et par forhold, der lå år tilbage, at min læreradfærd og omgangstone var uacceptabel. Jeg havde en vis indsigelsesfrist, hvorefter skoleforvaltningen ville træffe en afgørelse. Århus Lærerforening hjalp mig med at formulere mine indsigelser. Man gjorde mig klart, at det var umuligt at slippe for en afskedigelse. Hvis kommunen vil af med nogen, kommer den det også, forklarede man. Det var ret provokerende. Jeg følte mig forhåndsdømt, på påstande jeg ikke havde chance for at tilbagevise. Retsløs i en demokratibærende institution. - Godt 4 år tidligere var jeg med et spritnyt eksamensbevis i hånden blevet ansat til at undervise efter et såkaldt "skraldespands-skema", d.v.s. et skema bestående af klasser og fag, som ingen lærer, der allerede arbejdede på skolen, ville have med at gøre. Skemaet bestod af 29 ugentlige undervisningstimer i "balladefag" og "balladeklasser". - Den første tid gik ikke stille af. Forberedelsesbyrden i mine ret stoftunge fag var en grund til, at de var overladt til en nybegynder. Og eleverne ville gerne prøve kræfter med en grøn balladefagslærer. Intet, jeg havde hørt om urolige elever, stod mål med virkeligheden. Ej heller om urimelige forældre. Efter den første halvanden måned var der da også nogen, der mente, at jeg havde talt respektløst til en elev, jeg havde skældt ud, og været voldelig, fordi jeg havde skubbet samme elev hen mod sin plads, som han igen og igen havde forladt uden at have lov. Skoleleder PF beroligede mig med, at der var tale om en "vanskelig" forælder, der gerne ville i konflikt med skolen. Han aftalte med mig, at jeg fremover skulle lade ham tage sig af problemer, jeg ikke selv kunne håndtere. Det viste sig dog snart, at det ikke havde megen effekt at sende elever "på kontoret", ud over at PF i stigende grad lignede en mand, der glædede sig til udløbet af min prøveansættelse. Efterhånden opgav jeg at bruge "inspektøren" som disciplinært middel. - Behovet for det svandt imidlertid også, fordi eleverne begyndte at sætte pris på mig. Jeg lavede tværfaglig natur- og samfundsorienteret undervisning på en måde, der var engagerende for dem. Jeg forberedte mig grundigt, og kunne og ville noget med undervisningen. Eleverne blev sommetider grebet af en begejstring, så de helt glemte, at der var tale om balladefag. De værdsatte også min vilje til at se virkeligheden fra deres side, og syntes, at jeg behandlede dem med en respekt, de ikke var vant til. Desuden var min ganske uborgerlige opførsel dem kærkomment ægte i deres stærkt adfærdsregulerede skolevirkelighed. Forældrene begyndte også at rose mig, for den faglige kvalitet af min undervisning, og for min evne til at "snakke på en god måde" med de store elever. Mine kollegaer forstod, at jeg havde vundet elevernes respekt, og at eleverne lærte meget af min undervisning. De var også klar over, at jeg var en, de kunne trække på, og at når jeg sagde jeg ville gøre noget, så gjorde jeg det også. Det var ikke ganske i arbejdspladsens ånd. Måske jeg havde kollegaer, der syntes, at jeg høstede for meget succes på at skille mig ud. Kort før sommerferien blev jeg i hvert fald kaldt til skolelederens kontor for at modtage en påtale. - PF fortalte, at nogle kollegaer havde klaget over, at jeg havde omtalt deres udseende og alkoholvaner overfor eleverne. Hverken han eller tillidsrepræsentanten ville præcisere nærmere, eller foranstalte en samtale mellem mig og de pågældende kollegaer, hvis navne heller ikke blev nævnt. Jeg kunne godt huske, at jeg nogle gange havde beskrevet en kollegas udseende for elever, der ikke kendte navnene på samtlige ca. 60 lærere, der arbejdede på skolen. Jeg kunne også godt huske, at jeg nogle gange havde sagt om ferierende kollegaer, at de sikkert sad og nød et glas vin under sydens sol. Jeg syntes selv disse bemærkninger havde været ganske harmløse. Det syntes skolelederen og tillidsrepræsentanten imidlertid ikke. Jeg blev sendt bort med en opfordring til at bruge sommerferien på at overveje, om jeg var professionel nok til at være lærer. - Jeg overvejede. Meget var tvivlsomt. Baggrunden for den påtale, jeg havde fået, kunne for så vidt være pure opspind. Og hvad var det i grunden for en slags professionalisme, man ønskede af mig? Alt fungerede tilsyneladende efter en præcedenspædagogik, hvor "plejer" var det eneste holdbare argument. Succeskriteriet var, at eleverne var glade og forældrene tilfredse. I min tid på skolen havde jeg ikke oplevet meget pædagogisk refleksion, der levede op til de standarder, jeg havde tilegnet mig under min uddannelse. Hvor meget respekt kunne jeg have for kritik, der kom fra folk, som vanskeligt kunne bestå en dansk lærereksamen? På skolen var alt idyl på overfladen. Men under overfladen var virkeligheden ganske anderledes. Skoleleder PF var mest leder af navn. Magt uden autoritet, som en kollega betegnede ham. Han besøgte sjældent lærerværelset, hvis ikke der var flasker på bordet. Skolen var domineret af en gruppe "stærke" lærere, som var stærke, fordi de var gode til at manipulere, eller gode til at klappe ryg. De "stærke" lærere varetog tilsyneladende deres arbejde fuldstændig som det passede dem selv, ganske uden hensyn til interne aftaler eller til skoleforvaltningens og undervisningsministeriets retningslinier. Mens de "svage" lærere stod model til de "stærke" læreres spot, blev pålagt det ringeste arbejde, og forsvandt fra arbejdspladsen på langvarige stressrelaterede sygefravær, for siden at vende tilbage som skygger af sig selv. Der foregik meget på skolen, som jeg ikke syntes var professionelt. Den manglende pasning af gårdvagter, hvor man så stort på elevernes sikkerhed. Den åbenlyse alkoholindtagelse på lærerværelset i skoletiden. Den konstante tilsidesættelse af interne aftaler, den groteske misinformation og det deraf følgende ressourcespild. Manglen på undervisningsmaterialer, som skyldtes, at hvad der blev lånt sjældent blev leveret tilbage. Pjækkeriet fra personalemøderne og den ligegyldige holdning til pædagogisk udvikling. Det var ikke en form for professionalisme, som fristede mig. Jeg var ikke en lærer, hvis vigtigste mål var at afvikle arbejdsdagen så let og ligetil som muligt. Jeg var en ildsjæl. Jeg brændte for mine fag, og for at være de store elever en god sparringpartner i deres udvikling fra store børn til små voksne. Jeg stod ved mig selv. Jeg var en "autentisk" lærer. Måske var det derfor, min professionalisme var tvivlsom. Skolens dannelsesideal var "høvisk". Hvilket, blev jeg fortalt, betød "at tale pænt og opføre sig ordentligt." Kunne man forestille sig en bedre ballast for skolens elever at bringe med sig over i voksenlivet, efter skolegangens afslutning? Jeg blev opfattet som udannet, fordi jeg ikke opførte mig som en, der boede i skoledistriktet. - Jeg besluttede at følge den professionalismeopfattelse, der stod skrevet i min egen samvittighed. - Ud på efteråret blev jeg atter kaldt til skolelederens kontor. PF fortalte, at nogle forældre havde klaget over, at jeg havde udfordret eleverne seksuelt, og at forældrene begrundede deres klage med, at jeg dels havde afvist at give eleverne slik, dels havde gjort folkevisen "Whiskey in the Jar" til genstand for dramatisering. Jeg fandt dette så åbenlyst useriøst, at det vanskeligt kunne tages alvorligt. Men i betragtning af den påtale, jeg havde fået før sommerferien, bad jeg PF tilkendegive, om jeg efter hans vurdering var professionel nok til at være lærer, og lovede ham, at jeg i benægtende fald ville finde en anden arbejdsplads. - Der blev ikke fulgt op på sagen. De næste 3 år. - Ingen havde siden da anfægtet min måde at varetage mit arbejde på, bortset fra de 2 piger. Jeg havde passet mit arbejde, loyalt, ansvarligt og engageret. Jeg havde involveret mig i pædagogisk og organisatorisk udvikling, og varetaget den undervisning, mine kollegaer helst ville være fri for, til generel tilfredshed og på et højt fagligt niveau. Det var godt at være lærer. Jeg gik altid hjem med en god fornemmelse af at have været med til noget, der gjorde en forskel. Nu skulle intrigeagtige "klager" fra min første tid som lærer åbenbart berettige en afskedigelse. Jeg tænkte på, om det var en normal skolelederstrategi, at skaffe sig belastende materiale på medarbejderne, mens de var ny, så man senere kunne skaffe sig af med dem, hvis behovet opstod. - Et dokument, skoleforvaltningen havde sendt mig, kastede et tvetydigt lys over sagen. Det var en klage, den ene af de 2 pigers forældre stod bag. Klagen indeholdt nogle groft krænkende påstande om mig. Jeg blev karakteriseret som "svinsk" og "pervers", og det blev antydet, at jeg forsøgte at erhverve seksuelle ydelser blandt skolens elever. Forældrene var de samme, som tidligere havde rejst tilsvarende anklager mod mig, begrundet med, at jeg havde afvist at give eleverne slik, og gjort folkevisen "Whiskey in the Jar" til genstand for dramatisering. Disse forældre havde aldrig kritiseret mig, når de træf mig til forældresamtalerne. Men jeg vidste, at de var ildeberygtede blandt skolens lærere, og kendt for at foretage så perfide personangreb, at man undgik at lade en kollega være alene med dem. De havde imidlertid erhvervet sig en indflydelse på skolens ledelse, som lå langt ud over det normale. Måske skoleleder PF slet og ret var bange for dem? Eller måske der var tale om bestillingsarbejde? Et mindre tvetydigt lys blev kastet over sagen af skemabogen, som fortalte, at de fag og klasser, der hidtil havde været mit domæne, var fordelt blandt en lille gruppe "stærke" lærere, heriblandt tillidsrepræsentanten, sikkerhedsrepræsentanten og 7de-klassens klasselærer. - Jeg udarbejdede mine indsigelser med største omhu. For første gang i næsten et halvt år havde jeg mulighed for at tage til genmæle. Jeg forsvarede mig, påviste adskillige fejl i skoleleder PFs redegørelse, og fremskaffede bilag, der dokumenterede mine påstande. PFs redegørelse savnede enhver pædagogisk argumentation, og støttede sig udelukkende på udsagn fra personer, hvis faglige vederhæftighed ikke blev godtgjort. Gangbart på kommunalt plan måske, men på et seminarium ville det være fuldstændig uacceptabelt. Jeg syntes, at det var vanvittigt, at man kunne stå til afskedigelse for noget man ikke havde gjort, understøttet af årgammelt intrigemageri. - Senere modtog jeg en afgørelse fra skoleforvaltningen, som detaljeret refererede skoleleder PFs redegørelse, og som helt uden at referere til mine indsigelser hævdede, at de var blevet læst. Skoleforvaltningen tilsluttede sig PFs lidet velargumenterede vurdering af mit arbejde, og varslede min afskedigelse indenfor den tidsfrist, funktionærloven sikrede mig. Jeg fandt det ynkeligt, at en organisation, der betegner sig selv som "lærende", ikke kunne gøre det bedre end det. Århus Lærerforening tog kontakt til Danmarks Lærerforenings hovedkvarter i København. Der blev arrangeret et møde med en af lærerforeningens professionelle forhandlere. - Her fik jeg endelig lejlighed til at tale med nogen, der var parat til at lytte og villig til at tale min sag. Jeg forklarede, at jeg ikke havde sagt, hvad jeg blev refereret for, og at det kunne bekræftes af talrige vidner, man blot ikke havde hørt. Jeg forklarede også, at der reelt ikke havde været problemer med min læreradfærd siden de allerførste vanskelige uger af min lærerkarriere, og at den ballade, der siden havde været, var intrigemageri, rettet mod en atypisk medarbejder. Jeg forklarede, at jeg for længst havde tilbudt skoleleder PF at finde anden beskæftigelse, såfremt han fandt min måde at varetage mit arbejde på uforenelig med den praksis, han gerne ville have på den arbejdsplads, han var leder af. Jeg forklarede, at det var et tilbud, jeg stadig stod ved, men at jeg ville have hans varsel på et tidspunkt, der gav mig en reel mulighed for at finde en anden lærerstilling. Og jeg forklarede, at jeg under ingen omstændigheder ville acceptere at blive afskediget i vanære og unåde, på grundlag af usandfærdige og krænkende påstande om mig, som jeg ingen reel mulighed havde haft for at rense mig for. - Siden kom det til en forhandling mellem lærerforeningen og skoleforvaltningen. Selv måtte jeg ikke deltage. Jeg sad på Århus Lærerforenings kontor og ventede på, at forhandlerne kom tilbage og fortalte, hvordan min skæbne var beseglet. De var meget forsinkede. Da de endelig dukkede op, så de trætte men stolte ud. De fortalte mig, at skoleforvaltningen havde besluttet ikke at afskedige mig, på betingelse af, at jeg selv opsagde min stilling med udgangen af det igangværende skoleår. Det var et resultat, der fuldt ud respekterede de standpunkter, jeg havde beskrevet på mødet i København. Jeg var meget tilfreds. - Dagen efter opsagde jeg min stilling. Med virkning fra d. 31. juli 2005. Siden gik jeg hjemme. Med løn for ikke at arbejde.

DOKUMENTATION

"Som det måske er bekendt, har jeg i længere tid været bortvist fra Gammelgaardsskolen og indstillet til afskedigelse. Årsagen har været, at man har ønsket mig fjernet fra arbejdspladsen på grundlag af usandfærdige og krænkende påstande om mig. Sagen er afsluttet med, at skoleforvaltningen har afvist at afskedige mig. Jeg er tilfreds med afgørelsen, men er utilfreds med behandlingen, som jeg ikke synes er en skole værdig. Som konsekvens har jeg opsagt min stilling. Jeg beklager, at de elever, forældre og kolleger, som hidtil har været tilfredse med min måde at udføre mit arbejde på, ikke længere nyder godt af dette. Jeg takker for samarbejdet og for den støtte jeg har modtaget." - Niels Erik Kjeldsen, 6. december 2004, til Gammelgaardsskolens lærere - "Det er ikke korrekt, når du skriver, at skoleforvaltningen har "afvist at afskedige" dig. DLF og Skoleforvaltningen har indgået en aftale om din fratrædelse. Aftalen fremgår af det underskrevne mødereferat fra 27.oktober 2004. Heraf fremgår det, at skoleforvaltningen "ikke meddeler afsked" under visse forudsætninger, blandt andet at du opsiger din stilling med fratrædelse pr. 31. juli 2005. Når du derfor forklarer din opsigelse som en konsekvens af den behandling, du har fået, er det ikke i overensstemmelse med den sammenhæng mellem afsked og opsigelse, som aftalen indeholder. Der er for mig ingen tvivl om, at forvaltningen ville have afskediget dig, såfremt der ikke var blevet indgået en aftale - og at det alene var det "mindre hensigtsmæssige forløb", der fik forvaltningen til at indgå en aftale, hvor du fik mulighed for at færdiggøre skoleåret dels med løn frem til august, dels med mulighed for tjeneste på anden skole." - Marie Færk, Århus Lærerforening, 17. januar 2005 - "Jeg vil finde en anden formulering end "afvist at afskedige". Synes du at "besluttet ikke at afskedige" er en tilstrækkelig korrekt omskrivning af "besluttet ikke at meddele afsked"? Sætningen "som konsekvens har jeg opsagt min stilling" henviser ikke til nogen årsag. Der hersker tilsyneladende uoverensstemmelse mellem din og min fortolkning af mødereferatet fra d. 27/10-2004. Det drejer sig nærmere bestemt om den ikke særligt specifikke formulering "på baggrund af et mindre hensigtsmæssigt forløb ... har ÅKS besluttet ikke at meddele afsked". Ved mødet i København d. 18/10-2004 forsøgte jeg at gøre det meget klart, at jeg gerne ville stå til ansvar for mine handlinger, at jeg gerne ville forlade arbejdspladsen frivilligt på de rette vilkår, men at jeg ikke ville acceptere en afskedigelse på grundlag af påstande, hvis sandfærdighed ikke var blevet undersøgt. Det var min opfattelse, at disse tilkendegivelser fra min side var det mandat, du og PWH medbragte til en forhandling, hvor jeg selv var forment adgang. Det var min opfattelse, at mødereferatets udtryk "mindre hensigtsmæssige forløb" kunne forstås sådan, at det refererer til den manglende undersøgelse af sandfærdigheden af de påstande, afskedigelsessagen hvilede på. Det var min opfattelse, at skoleforvaltningen havde afstået fra at afskedige mig, fordi grundlaget for en afskedigelse således ikke var tilstrækkeligt, og at skoleforvaltningen havde taget imod mit tilbud om selv at opsige min stilling, med henblik på at indgå et kompromis, som var acceptabelt for alle. Jeg mener ikke, at disse opfattelser er mere fordrejende af mødereferatets ikke særligt specifikke formulering, end andre opfattelser vil være. Medmindre, at den der nærer opfattelsen, råder over oplysninger, der ikke fremgår af mødereferatet. oplysninger, der i sammenhængen ville være irrelevante, fordi de ikke fremgår af det mødereferat, som er genstand for tolkning. Hvis du og pwh ikke har forhandlet på det mandat, jeg mener at have givet, og ikke har opnået et resultat, der stemmer med mandatet, vil jeg gerne have dette krystal klarlagt, så jeg ved hvad jeg har at forholde mig til." - Niels Erik Kjeldsen, 18. januar 2005 - "Jeg har læst din mail. Hvad angår forløbet i forbindelse med forhandlingen på skoleforvaltningen har jeg ikke yderligere kommentarer ud over de bemærkninger, jeg allerede har mailet til dig." - Marie Færk, Århus Lærerforening, 19. januar 2005 - "Din sag er jo overstået, og du har godkendt resultatet. Så er den sag ikke længere. At der har været en hel del, som du ikke havde behøvet at finde dig i, er en anden sag. F. eks. er klager, der er mundtlige, ingen klager. Du har altid ret til at vide, hvad man klager over, og hvem, der klager. Men som sagt: Det er historie nu." - Arne Stephansen, 8. august 2005 - "Det fremgår af sagen, at en påtænkt afskedigelse af dig blev afværget, idet du accepterede i stedet at opsige ansættelsesforholdet til fratrædelse ved skoleårets udløb. Baggrunden herfor var, at man på dit tjenestested havde konstateret flere tilfælde af uacceptabel sprogbrug fra din side. Jeg kan oplyse, at jeg ikke finder grundlag for at rejse kritik af sagens behandling." - Torben Brandi Nielsen, skolerådmand, 26. august 2005 - "Kan jeg konkludere, at du ikke finder det kritisabelt, at en folkeskolelærer, på grundlag af en skriftlig klage fra et forældrepar over dennes sprogbrug i undervisningssituationer, bortvises og indstilles til afskedigelse, uden at klagens holdbarhed kontrolleres ved at indhente udsagn fra øjenvidner?" - Niels Erik Kjeldsen, 1. september 2005 - "Beretningen om din afskedigelsessag var spændende læsning. Flot og modigt at du tør lægge den ud på nettet. Det er vigtigt at det kommer frem i lyset, hvordan det nogle gange lykkes forældre og elever at udmanøvrere ellers kompetente lærere på et helt vanvittigt grundlag. Som i dit tilfælde: Fordreje dine udtalelser til det ukendelige og beskrive begivenheder i et helt misvisende lys. Selv har jeg oplevet nogenlunde samme tur. Jeg blev svinet til, og jeg fornemmede at skoleinspektøren troede mere på børn og forældre end mig. Disciplin og respekt var der intet af. Det var de forældre som sad i skolebestyrelsen som havde de mest problematiske børn. Noget af det første, jeg hørte fra dem, var, at jeg ikke kunne bestemme over dem, fordi deres far/mor sad i skolebestyrelsen. Og så kørte det ellers derudaf. Jeg synes det er ærgerligt, at du forlader lærergerningen. Jeg tror, der er brug for din slags i folkeskolen. Du skal vide at der i hvert fald er mindst én kollega i Danmark som mener, at en afskedigelsessag på sådan et grundlag snarere stempler skolens ledelse end dig. Din afskedigelsessag forekommer skræmmende tynd." - Anonym, 11. september 2005 - "Jeg synes selv folkeskolen har lidt et større tab end jeg har. Og jeg synes, at sagen også "stempler" tillidsrepræsentanten og fagforeningen, som aldrig har fundet sagens substans kritisabel." - Niels Erik Kjeldsen, 12. september 2005 - "Jeg er glad for at have stødt på dig på din hjemmeside. Jeg kunne genkende flere situationer, og flere af dem lød som nogen min klasse har oplevet, bare stærkt overdrevet (bl.a. den med "sparket")." - Elev 1, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 13. september 2005 - "Det er dejligt at høre fra en tidligere elev, som har været øjenvidne til begivenhederne, og som kan bekræfte min udlægning. Jeg håber, at flere vidner end du med tiden vil studerte min hjemmeside og give deres holdning til kende." - Niels Erik Kjeldsen, 13. september 2005 - "Da jeg så man kunne skrive til dig, tænkte jeg at jeg kunne benytte mig af det og sende det farvel man egentligt aldrig fik dengang. Det var underligt da vi ikke havde dig som lærer mere og alle i klassen var utilfredse. Det var surt. Du blev valgt som årets lærer af dem der gik ud det år. Det var mega fedt, der var kæmpe jubel. Hehe. Det er du squ også. Hehe. Grunden til at jeg skriver det her nu er fordi mange fra klassen har syntes det var ærgeligt at vi egentligt aldrig fik sagt farvel da du forlod skolen i sin tid eller hvad det nu var. Så det her er en hilsen fra klassen som du skal have som et farvel. Håbede ellers på at du ville komme tilbage i 9ende, men det skete ikke. Det var nogle fede timer. Farvel.... Håber vi ses" - Elev 2, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 13. september 2005 - "Du havde mig til musik og historie i 6. klasse på Gammelgårdsskolen. Jeg kan huske du sagde vi ikke skulle have dig i 7'ende klasse. Det var meget trist, Men vi tænkte jo "ham ser vi jo stadig i skolen" men nej. En dag var du der bare ikke mere. Ingen vidste hvad der var sket men alle var kede af det. Du var for alle den sejeste lærer på skolen! Men så fandt jeg din hjemmeside!" - Elev 3, 8. klasse, Gammelgaardsskolen, 14. september 2005 - "Nej hvor er jeg glad for at mine gamle elever har opdaget min hjemmeside. Jeg har kæmpet en lang og sur kamp, hvor alle har været imod mig. Man kan mene, at disse støtteerklæringer kommer halvandet år for sent. Men man kan også mene, at det at mine tidligere elever, halvandet år efter vi sidst har set hinanden, stadig gider sende mig en mail og fortælle hvad de mener, viser at jeg har været en lærer, der har været betydningsfuld på en god måde. Mange tak." - Niels Erik Kjeldsen, 14. september 2005 - "Jeg er faktisk også glad for at jeg fandt hjemmesiden, og jeg gav mig tid til at læse din beretning. For jeg kan da sige så meget, at det ikke lige var det vi fik af vide dengang du stoppede på skolen. Jeg kan bedst lide sandheder." - Elev 1, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 14. september 2005 - "Hvad så, Brandi? Du har ikke svaret. Det er du heller ikke forpligtet til. Men har du ikke lyst til at give dine borgere et klart svar? Her før kommunalvalget?" - Niels Erik Kjeldsen, 17. september 2005 - "Kæft vi savner dig! Hele klassen! Alle er trætte af du er gået! Du var den bedste lærer vi har haft syntes mine forældre også! Vi kan stadig huske det du lærte os :)" - Elev 3, 8. klasse, Gammelgaardsskolen, 19. september 2005 - "Det var fandme MEGA surt da du blev fyret! NEDTUR! Du var den bedste lærer jeg nogensinde har haft. Jeg tror at hele klassen vil have dig tilbage. En fra klassen hængte nogle sedler op hvor han ville samle underskrifter ind for at få dig tilbage." - Elev 4, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 19. september 2005 - "Jeg blev IKKE fyret. På fagforeningen kalder de det "at få vredet armen om". Af kommunen. Som er stor og stærk. Større og stærkere end mig." - Niels Erik Kjeldsen, 20. september 2005 - "I går spurgte vi en af lærerne om vi kunne læse den e-mail, du havde skrevet til en af os, for hele klassen. Det var i klassen tid, så vi regnede med at vi gerne måtte, men de sagde nej..." - Elev 4, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 20. september 2005 - "Nå. Men så placerer jeg lige min hilsen til din klasse her på siden, så alle kan læse den." Kære klasse En af jeres klassekammerater her sendt mig en mail, som er "en hilsen fra klassen som du skal have som et farvel." Jeg vil gerne sige tak. Mine timer med jer var rigtig gode. Jeg synes det er ærgerligt, at jeg ikke fik gjort mit arbejde i jeres klasse færdigt. Og jeg synes selv, at jeg forsvandt så hurtigt fra skolen, at jeg aldrig fik sagt ordentligt farvel. Det er jeg ked af. Så det gør jeg nu. På min hjemmeside www.NielsErikKjeldsen.dk kan I læse om hvorfor jeg forsvandt så pludselig. I kan også høre musik jeg har lavet, læse bloddryppende fortællinger, se skøre tegninger, sende mig mails o.s.v.. Jeg har det godt, og er i gang med at videreuddanne mig til journalist. Det sker, at jeg møder nogle af jer, rundt omkring i byen. Det er altid dejligt. I var en rigtig spændende klasse at være lærer for. Jeg håber I alle har det godt. Endnu engang rigtig mange gange tak for utallige gode, sjove, hyggelige, tossede og spændende timer i jeres klasse. NEK, 18/9-2005 "Normalt må man vist gerne læse hilsener fra tidligere lærere i klassens tid. Hvorfor I ikke må, kan jeres skoleledelse svare på." - Niels Erik Kjeldsen, 20. september 2005 - "Må jeg ikke få akkorderne til SVINEHUND?" - Elev 3, 8. klasse, Gammelgaardsskolen, 20. september 2005 - "//: G / G / A7 / A7 / C / C / G / G :// hele vejen igennem. Tonarten er lav, fordi jeg har en bas-stemme. De fleste skoleelever vil sikkert være godt tilpas med //: D / D / E7 / E7 / G / G / D / D ://" - Niels Erik Kjeldsen, 20. september 2005 - "Dyb ironi at de folk det nu går ud over, formentlig gjorde som de gjorde fordi de var konfliktsky. De troede de valgte den mindst bøvlede løsning (hydr hydr)." - Gorm Petersen, 21. september 2005 - "Jeg er en elev, du havde mig på GG,(9. i år) Og du har haft en af mine søskende. Ved ikke og du kan huske mig? Jeg sys det er mega cool gjordt at lave din hjemmeside.! Det var meget surt du ikke nåed at sige ondenligt farvel i klasse og i det hele taget skolen! De fleste i vores klasse ville vidst godt have dig tilbage, som lærer,! Det surt du ikke kunne være med til at føre os til eksamen! De timer var anderledes, men gode!! Sjovt nok, fuldte vi alle med, det er sjover end at høre på nogle fortælle røv syge ting. Som bare er så kedelige!" - Elev 5, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 22. september 2005 - "Jeg kan bestemt godt huske jer begge. Søde elever, med godt humør og store hjerter. Den slags glemmer man ikke." - Niels Erik Kjeldsen, 22. september 2005 - "Tusind tak Niels! du er bare helt vildt sej! skolen bliver aldrig så fed som den var da du var der!" - Elev 3, 8. klasse, Gammelgaardsskolen, 22. september 2005 - "Bliver det ikke lidt ensformigt med al denne ros? Er der ikke nogen, der kunne tænke sig at nuancere billedet. Forældre? Kollegaer? Bestyrelse eller ledelse? I sidder garanteret og læser med! Tør I ikke komme ud af busken? Har I noget i klemme? Alle kan deltage. Alle kan være anonyme." - Niels Erik Kjeldsen, 22. september 2005 - "det var sQ ærgeligt du blev fyret eller hva der nu skete, vi havde de fedeste timer med dig.. " - Elev 6 og Elev 7, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 23. september 2005 - "Svinehunde.. Hej NEK! Jeg vil også gerne lige komme med en kommentar til alt det du har skrevet.. Jeg er meget uenig i alle dem som savner dig og siger du var en rigtig god lærer! Jeg tror de alle bare mener det, fordi du gav os fri! Jeg kender selvfølgelig også nogle som var glad for dig, men jeg syntes det er totalt uacceptabelt af en lærer at tale til elever, sådan som du har gjort! Jeg mener absolut ikke alt det du skriver er sandt! Jeg gik selv i den klasse, med de to piger, som du kaldte narkoludere! Og jeg forstår ikke at du i din beretning fortæller at der var masser af vidner på at du ikke kaldte dem det, for JEG var i klassen, og JEG kan huske at det var lige nøjagtig hvad du kaldte dem! Tænk dig om hvis du finder et nyt job! Selvom du siger at du ikke vil passe dig ind, så syntes jeg det er hvad du skal! Man skal tage hensyn til hinanden og i hvert tilfælde tale pænt! ...Og med hensyn til nogle af de andre sange du har skrevet: HVAD GIK DER GALT? Helt ærligt, 'Eva og Adam' ? Tænk dog i det mindste på din datter, det er da synd for hende at have en far, der lægger sådan noget ud på nettet!! Hilsen en MEGET utilfreds elev! " - Anonym, 26. november 2005 - "Du har valgt at sende mig denne mail anonymt. Jeg skjuler ellers identiteten på skolens elever. Og er ikke kendt for bagtalelse, chikane eller vold. Så hvorfor? Du undergraver jo din egen troværdighed. Hverken jeg eller læserne kan vide om du er den du udgiver dig for at være." - Niels Erik Kjeldsen, 27. november 2005 - "Jeg har været inde på din hjemmeside, og læst hele din beretning, og blev både rørt og indigneret på dine vegne - det er sgu noget af en rutsjetur, du har været igennem." - GLR, 28. november 2005 - "Hvad så, Brandi? Du fik aldrig svaret. Og nu er du ikke længere skolerådmand. Jens Nygaard er heller ikke længere skoledirektør. Og Per Fischer er ikke længere skoleleder! Folkeskole er vist ikke for fedt for karrieren." - Niels Erik Kjeldsen, 1. januar 2006 - "Der var nogle der havde skrevet på hoveddøren, tror jeg det var. 'Fuck skolen, minus NEK', som jo er dig. Jeg synes stadig det er meget dårligt at du ikke måtte blive som lærer, det var ellers nogle gode timer." - Elev 5, 9. klasse, Gammelgaardsskolen, 15. januar 2006 - "Tja, det er måske hvad der sker, når man begrænser elevernes ytringsfrihed. Der var vist noget med en underskriftindsamling som blev standset, og en hilsen der ikke måtte overbringes. Når magten bringer kritiske røster til tavshed, sker det at de kritiske røster ytrer sig anonymt på magtens symboler. Men jeg bifalder ikke at mit navn bruges til at beskadige andres ejendom." - Niels Erik Kjeldsen, 19. januar 2006 - "Der er nogen som har skrevet 'teachers leave the kids alone - minus NEK' på væggen. Man kan se det fra lærerværelset når man sidder og drikker sin kaffe." - En medarbejder, Gammelgaardsskolen, 22. januar 2006 - "Jeg har læst, hvad der er sket med dig og dit lærerliv, og jeg må sige at jeg er dybt rystet over den behandling du har fået. Der er brug for een som dig der tør gå mod strømmen. Det er utroligt, at der ikke er plads til det i vores "rummelige" folkeskole, men det undrer mig ikke, da det ofte er folk, der siger de er tolerante, der er mest intolerante, når det kommer til stykket. Det gjorde sig jo også gældende på seminariet." - S, studiekammerat og folkeskolelærer, ÅKS, 13. februar 2006 - "Man kunne se fra lærerværelset, at nogle havde skrevet "fuck alle lærere - bortset fra NEK" med grøn. Ingen kommenterede det, alle ignorerede det." - En anden medarbejder, Gammelgaardsskolen, 4. marts 2006 - "Stillingen som skoleleder på Gammelgaardsskolen er opslået ledig. Jeg har søgt den. Hæ-Hæ!" - Niels Erik Kjeldsen, 6. marts 2006 -

© Niels Erik Kjeldsen