 |
|
da jeg stak mit ur i lommen
|
|
På overgangen fra min ungdom til min manddom holdt jeg en pause for at finde mig selv. Jeg ville ikke forstyrres. Så jeg lukkede min telefon og låste min dør. Og fordi verden ikke havde plads i min kalender, tog jeg mit armbåndsur af.
Det var et billigt digitalur med en billig urrem af billigt metal. Jeg lagde det på min hylde. Hver dag betragtede jeg det på afstand. Jeg tænkte, at når min manddom var begyndt, så ville jeg atter træde ud i verden, og tage mit ur på igen.
En dag var min manddom begyndt. Så jeg forbandt min telefon og åbnede min dør. Derpå gik jeg hen til min hylde og tog mit ur i hånden.
Jeg strakte mit højre håndled frem og lagde urremmen til rette. Men i samme nu blev jeg ramt af et kraftigt slag i baghovedet. Og pludselig så jeg, at det ikke var en urrem, jeg spændte.
Det var et håndjern.
Samtidig hørte jeg Skaberens tordenrøst tale til mig: "Du binder dig nu til tiden. Du lænker dig nu til det timelige."
Jeg gned mig i nakken og så mig omkring. Men Skaberen var ikke at se. Så stirrede jeg på uret i min hånd. Det talte, sekund for sekund for sekund.
Udenfor min dør hastede folk forbi, på vej fra arbejde, på vej til indkøb, med åndenød og samvittighedsnag.
Jeg stak mit ur i lommen. Der har det været siden. Altid i mit kluns. Aldrig på min krop.
Folk omkring har tvangsbevægelser i underarmen. Bøjer albuen. Drejer håndledet. I tide og utide skal de vide klokken. De opfører sig spastisk og ænser det ikke selv.
Godt det ikke er mig.
|
|
|