 |
da min far og mor
sov mig vågen
|
|
Som ung distancerede jeg mig til mine forældre. Det er naturligt at gøre så som ung. Men da jeg blev ældre viste det sig svært at overvinde distancen igen. Til fulde er det aldrig lykkedes. Betingede reflekser forgår ikke så let.
Så mine forældre har sjældent gæstet mit hjem. Jeg har også boet på en afstand, som ikke har været lige om hjørnet. Men indimellem, med års mellemrum, har jeg haft dem på besøg. En af gangene var en sommer først i 1990erne.
Vi var på byvandring, spiste en god middag og snakkede løs, til aftenen gik på hæld. Så overlod jeg min far og mor min seng, så de kunne få sig en god nats søvn. Jeg selv ville sove på mit liggeunderlag på gulvet.
Men jeg var ikke træt, og uden for var natten alt alt for lys. Så jeg besluttede at spadsere en tur.
Rundt om et par gadehjørner strømmede larmen ud af en oplyst port. Der var gang i en gårdfest. Jeg gik ind for at se, hvad der skete. Der var frække chicks og friske fyre og masser af kulørte lamper. Jeg købte en perlende frisk fadøl i baren, netop som et punkorkester spillede op til heftig hop på stedet.
Jeg hoppede med og nød min svale øl under den dybblå nattehimmel indtil bandet havde spillet sit sæt. Så gik jeg hjem igen, fuld af den gode fornemmelse, blandingen af punk og øl altid giver mig.
Klokken var stadig ikke særlig mange, men min far og mor var faldet i søvn. Der lå de, arm i arm, lykkeligt smilende som uskyldige engle. Aldrig havde jeg set dem se så lykkelige og harmoniske ud som netop nu. Mit hjerte flød over af glæde.
Jeg lagde mig på mit liggeunderlag, forsøgte at finde en magelig position, forsøgte at sove. Men så begyndte min far at snorke.
Han lød som en blanding af en Moulinex blender og en Trabant. Mit liggeunderlag var hårdt. Og natten var alt alt for lys. Det var ikke svært at falde i søvn på de betingelser. Det var umuligt.
Jeg satte mig op i min lænestol. Der sad jeg og kiggede på min far og mor, som så lykkelige og harmoniske ud som små engle. Jeg var sælsomt til mode. "Det må være sådan, folk har det, når de betaget står og betragter deres sovende småbørn," tænkte jeg. Sådan sad jeg. Længe.
Længe nok til at fuglene begyndte at kvidre. Længe nok til at solen stod op. Men til sidst lagde jeg mig, og til sidst faldt jeg i søvn.
Nogenlunde samtidig vågnede min far og mor. Så jeg var ikke udhvilet, da jeg kogte kaffen og gik til bageren efter friske rundstykker. Og jeg var glad for, at jeg blot skulle følge dem ned til deres bil og sende dem godt af sted, før jeg kunne indtage min seng og indhente noget søvn.
Jeg tror, de troede, at jeg var morgentræt, fordi jeg havde været ude og buldre til den lyse morgen. Punket rundt og bællet øl. Men det var ikke derfor, jeg var træt.
Det var fordi, jeg havde elsket min far og mor hele natten.
Det faldt dem sikkert ikke ind. Betingede reflekser forgår ikke så let.
|
|
|