Min mor havde netop fejret sit guldbryllup med min far og var i fuldt vigør. Men så blev hun syg. Det var ikke en dødelig sygdom. Men den var alvorlig, kronisk og behandlingskrævende. Hun, der altid havde været kropsfrygtsom, tog det ilde op. Hun mistede lysten til livet.
Hun blev mere og mere træt, mere og mere tavs, mere og mere ligeglad. Jeg tror, hun tænkte, at livet havde været godt, men nu var det for bøvlet, så nu måtte det godt slutte. Sundhedssystemet gjorde som det skulle for at forlænge hendes liv. Men i mine øjne var det hendes død, det forlængede. Det var synd.
Op mod jul fik jeg besked, at hun lå på sit sidste, og at jeg skulle skynde mig, hvis jeg ville sige farvel. Så snart jeg kunne, rejste jeg gennem landet til mit barndomshjem. Jeg havde tænkt på, hvordan man siger farvel til sin mor, når der ikke er noget på gensyn. Så jeg havde min guitar med.
Hun lå i sin seng og var meget meget svag. Hun mumlede forvirrede ting, kaldte på sin mor og sin bror, som længst var døde. Men hun forstod, at jeg var der. Det var hun glad for, tror jeg. Jeg kunne mærke det smil, hun ikke havde kræfter til.
Mange år før, da jeg var en bette purk, sad jeg på køkkengulvet og hørte min mor synge, mens hun passede husholdningen. Det var af den danske sangskat, hun sang. Sådan såede hun den kærlighed til sang og musik, som siden har groet i mig og været mit klareste lys i mit dybeste mørke.
Nu var det tid at give tilbage. Jeg tog min guitar, satte mig ved hendes dødsleje, og begyndte at spille og synge for hende. "Den danske sang er en ung blond pige". "Hvad var det dog der skete". "Jeg ved en lærkerede". Hver gang en sang var slut hviskede hun, at hun gerne ville høre en mere. Men til sidst tav hun, forsvundet i bevidstløshed.
Det var allersidste gang, jeg var sammen med min mor. Og det var den allerhårdeste koncert, jeg nogensinde har spillet. Men også den allerbedste. Da jeg stillede guitaren fra mig, stod min far klar med en snaps. Det var den allermest rettidige snaps, jeg nogensinde har fået serveret.
Så satte jeg mig for mig selv og lavede det første udkast til "Vuggesang Sidste Gang".
Nogle dage senere var hun på sine sidste timer. Familien var samlet om hende, men jeg selv blev i mit hjem og afventede et telefonkald, når det var slut. Junior og jeg lavede juledekorationer. Junior syntes, at jeg ikke strålede af julestemning. Jeg fortalte junior, at det var, fordi min mor netop nu var ved at dø. Junior tænkte på sin egen mor, og forstod.
Jeg lavede en juledekoration alligevel. Jeg fandt en engel i guld, som bredte sine vinger, og to andre engle i hvidt, som blæste i horn. Dem satte jeg fast på grankvistene rundt om det blodrøde stearinlys.
Ud på natten ringede telefonen. Min mor var død.
Jeg tændte lyset i juledekorationen.
Rundt om hendes grav stod familie og venner samlet. Min far så tynd ud. Og yngre. Jeg tror, at han var glad for, at hans livsledsagerske var udfriet af sin lidelse. Nogle var meget sorrige. Det var dem, der ikke havde fået fred med min mor, mens tid var.
Præsten kastede jord, og folk begyndte at gå. Jeg var blandt de sidste. Da jeg gik forbi graven, kastede jeg et blik ned i mørket, og tænkte noget stygt.
Siden vendte jeg tilbage, alene. Jeg sagde til min mor, at jeg var ked af, hvad jeg havde tænkt. Hun svarede, at hun tilgav mig.
Den følgende tid blev hun i nærheden. Hun lyttede, når jeg spillede musik. Nogle gange kunne jeg høre hende kalde. Juledekorationen visnede. Jeg tog de engle, der var på den, og lavede en collage, som jeg hængte op på min væg.
Efterhånden holdt hun op med at kalde.
Nu er hun væk.
|
