 |
|
en hangar og to fly
|
|
Min far havde et værksted. Det var et lille rum i udhuset, hvor der ikke var varme, men hvor der var masser af værktøj foruden skruer og søm af enhver art. Der var også spindelvæv og snavs og alt muligt mærkeligt, fordi min far altid samlede alting sammen og aldrig smed noget ud.
Han var et rigtigt barn af 30ernes krise, ung af 40ernes rationering og voksen af 50ernes knaphed.
En dag stod han og skrabede snavs af en saks. "Den fandt jeg ude bagved, da jeg gravede et hul," forklarede han med et smil. "Når jeg skal bruge noget, så graver jeg bare et hul og finder det."
Sikken dygtig far jeg havde. Jeg var imponeret og begyndte selv at grave huller. En øloplukker dukkede frem af havens muld. Den fik jeg min far til at male sort, og derpå gav jeg den til min mor som fødselsdagsgave.
Men ellers fik jeg ikke andet end regnorme og småsten ud af graveriet, og så holdt jeg op med det.
-
Jeg holdt gerne til i min fars værksted, når han var der, og det var han tit. Han var i gang med at bygge noget underligt noget, en slags stor kasse af træ. "Jeg er ved at bygge en værktøjskasse," forklarede han, "så jeg kan bære værktøj med mig rundt."
Jeg fik lov at hjælpe til. Men en dag var den væk, og jeg glemte alt om den. Indtil min fødselsdag, hvor han forærede mig en stor bilgarage, som han selv havde bygget i træ, og som han havde beklædt med papir, der var mønstret med mursten og tegl.
|
|
|
|
Min far gik til stolt bekendelse. Det var ikke en værktøjskasse, han havde bygget. Det var en gave til mig.
Nu kunne jeg bedre lege "Stryhn". Stryhn var den lokale vognmand. Hans kæmpemæssige Volvoer osede og larmede hver dag i landsbyen, hvor vi boede. En gang om året kom en af hans biler med en ladning koks. Så bakkede den ind i vores indkørsel med stor præcision, hvorpå min far hjalp chaufføren med at bære sækkene ind i udhuset, til de begge var sorte. I beundring af de store stærke mænd gik jeg omkring i stuen og stønnede med en sofapude over skulderen. Sådan legede jeg "Stryhn". Men nu havde jeg også en garage.
Det var imidlertid min legekammerat, der hed Frank Olsen, som var vild med at lege med lastbiler. Han boede længere nede ad vejen hos sine bedsteforældre, for hans mor arbejdede på mærkelige tider og havde ingen mand. "Men det må I ikke snakke om," sagde min mor, "for så bliver Frank ked af det."
Frank kunne lave alle lastbilernes lyde, men han var især god til at sige som en hydraulisk bremse. "Tss, tsssss," sagde han. Jeg selv var mere interesseret i personbiler. Især sportsvogne. Men den garage, min far havde bygget til mig, lignede ikke en, man havde sportsvogne i.
Til gengæld var den god til at spærre katten inde i. Rigtig god.
Siden blev den til en flyhangar. Det var det, den i grunden lignede mest. Jeg vidste godt, hvordan sådan en skulle se ud, for der var en flyveplads uden for Ringsted, ikke langt fra hvor vi boede. Når vi kørte til byen i min fars Renault Dauphine, som var rød og havde tre gear, var det sjov, når de små et-motors propelfly landede og lettede lige hen over hovederne på os.
En dag cyklede jeg og min storesøster hele vejen derhen. Det var, fordi Prins Henrik skulle komme på besøg, som pilot i sin egen flyvemaskine. Han vinkede til os, da han steg ud af sit cockpit, men han kom ikke hen til publikumsafspærringen og hilste på os. Det var min storesøster både sur og ærgerlig over. Så cyklede vi hjem igen. Vi fik en is undervejs.
I sløjdtimen lavede jeg et fly. Jeg kunne ellers ikke lide at have sløjd. I sløjdtimerne var de vilde drenge vilde, og jeg kunne risikere at hamre mig over fingrene og få splinter over det hele. "Du kunne godt slægte din far mere på", sagde min sløjdlærer, som hed Johansen. Den sved. Johansen var også sløjdlærer for min far, i aftenskolen om aftenen.
Lærer Johansen var en afholdt mand. Flittig, omhyggelig og ambitiøs. Han havde altid gang i alting, og en dag døde han, alt for ung, fordi hans hjerte sagde stop. "Han vidste godt, at han havde dårligt hjerte," forklarede min mor, "men han kunne ikke lade være med at være med til alting. Det døde han af."
Jeg tog det fly, jeg havde bygget i sløjd, med hjem og viste det til min far. Han hjalp mig med at male det. Samtidig byggede han lige selv et fly, som både havde hjul og propel, for lige at vise mig, og fordi han havde lyst. Også det malede vi. På vingerne skulle der stå kendingsbogstaverne OY-DKS, for det var altid de kendingsbogstaver, der skulle stå på fly, som var mine.
Det fly, min far havde bygget, var det flotteste. Men det, jeg havde bygget, var det sejeste, for det var et jetfly. Og det var jetfly, som Dan Cooper fløj i "Fart Og Tempo".
|
|
|
|
|
|
Efterhånden, som jeg blev større, begyndte jeg at undvige min fars hjælp, når jeg syslede med noget i værkstedet. For når jeg bad ham om hjælp, så havde han det med at overtage hele projektet og gøre opgaven færdig, med mig som tilskuer. Det syntes jeg ikke var fedt. Jeg vidste godt, at det ikke var ond vilje. Jeg vidste godt, at det bare var begejstring. Men det var ikke fedt.
Min fars rutiner var til at overskue. Hver dag, på grænsen mellem eftermiddag og aften, tog han en lur på hjørnesofaen i stuen. Vores kat, som min far en gang havde frelst fra den visse død, da den havde lagt sig til at sove i bunden af koks-skakten, netop som han og Stryhns chauffør fyldte den op med koks, lagde sig siden da altid til at sove på min fars mave. Sådan viste den sin taknemmelighed. Så katten og min far tog sig en lur sammen hver dag, og luren sluttede først, når katten rejste sig og gik.
Imens kunne jeg sysle uforstyrret i min fars værksted. Det var mest håndvåben, jeg byggede, af små stykker træ. Og hvert forår en ny sæbekassebil, med de samme gamle hjul, men med stadig mere og mere sportsudstyr. Indtil jeg nåede konfirmationsalderen, og pludselig var mest interesseret i piger og musik.
Siden da har jeg ikke lavet meget træsløjd.
|
|
|
Niels Erik Kjeldsen, 2008.
|
|
|
|
Min far Johannes Kjeldsen i sit værksted en gang midt i 1970erne.
Foto: Annelise Clausen.
|
|
Min far solgte huset i 2004, efter min mors død, og flyttede ind i et ældrecenter. Han solgte det med alt, hvad han livet igennem havde skrabet sammen og gemt af vejen i udhuset. Inden da gik jeg det hele igennem for at beslaglægge, hvad jeg gerne ville gemme. Men jeg overså bilgaragen, som min far havde gemt af vejen på udhusets loft.
"Huskede du bilgaragen," spurgte min far, da jeg kom tilbage med hans bil fuld af erindringer. Nix. Jeg greb hans bilnøgler nok engang og kørte tilbage til mit barndomshjem. Der fandt jeg bilgaragen præcis hvor han havde sagt, den var. Siden har det været mit yndlingsmareridt. Tidligere var mit yndlingsmareridt, at jeg gik til eksamen, uden at have forberedt mig. Nu er mit yndlingsmareridt, at jeg glemmer at få bilgaragen med.
Den har stået i mit depotrum lige siden. Men mit depotrum er ikke nær så stort, som min fars udhus. Så nu har jeg smidt den ud. Men først tog jeg de fotografier, som ses på denne side. Om der kommer et nyt mareridt ud af, at jeg således har kastet vrag på min fars nøjsomme arbejdsomhed og hans kærlighed til sin søn, det vil tiden vise.
|
|
Jeg genså Frank Olsen i 2001, da min klasse holdt 25-års jubilæum. Han kørte mig hjem til mine forældre sent om natten, da festen var forbi. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg hele mit liv har engageret mig i alt muligt uden at få andet end skulderklap til gengæld, og at jeg levede af at være en nedslidt folkeskolelærer, som en anden lærer Johansen.
Han fortalte mig, at han havde været lastvognschauffør siden skoletiden, og at han var glad for det.
Frank Olsen havde en bil. Det havde han råd til. Det havde jeg ikke. Jeg havde ingen bil.
|
|
|