 |
|
|
|
|
i mit fødehjem
|
|
|
|
|
Fotografiet herover viser Østre Sandhus, en tjenestebolig til Gisselfeld Slot på det sydøstlige Sjælland. Der kom jeg til verden en sommernat i 1959. Det var i de allersidste Morten Korch'ske tider. Mine forældre var landarbejdere, men skønt der var forskel på folk, så var alle afhængige af alle. Egnen er fuld af små bakker, søer og skove, og af snoede veje og landsbyer. Ikke langt derfra ligger stationsbyen Haslev, som skønt liden af størrelse er livlig, takket være sine mange uddannelsessteder. Storken landede mig et herligt sted på jord.
|
|
|
|
|
|
|
Vi flyttede, før jeg fyldte to, så jeg erindrer intet om tilværelsen i Østre Sandhus. Derfor bad jeg min storesøster Annelise Clausen, som er fem år ældre end mig, om at skrive en tekst til denne side. Hun skulle skrive om, hvordan det var at blive storesøster til en lillebror, og om hvordan dagligdagen var i og omkring mit fødehjem. Herunder står at læse, hvad hun skrev.
|
|
|
|
Du kunne komme ad Nielstrupvejen, eller du kunne komme fra Gisselfeldsiden. Nej, "du" kunne ikke, men "man" kunne! Dengang kunne man nemlig ikke sige "du", når man mente "man". Der stod 1959 i kalenderen, og meget er sket siden med det danske sprog, med levevis, skik og brug, ja, nærmest med alt.
Lad os skrue tiden tilbage til 1959, Niels Erik Kjeldsens fødeår.
Hvis man kom ad Nielstrupvejen havde man passeret købmand Fannys forretning. I vinduet stod kaffemøllen. Der duftede af kaffe helt ud på vejen, når møllen kørte og døren blev åbnet. Der solgtes andet end kaffe. Meget andet. Det var en blandet landhandel. Alting kunne fås, og kunne det ikke fås, måtte man cykle de fem kilometer til Haslev til Ulrichs store købmandshandel.
Når man cyklede til Haslev, passerede man først Edelesminde, hvor vore forældre arbejdede. Så kom parken, der hørte til Gisselfeld, og som turister betalte for at komme ind at se. Der var en isbod ved vejsiden, hvor storesøster i barnesadlen på stangen kunne være heldig at få en nuggi-is med lyst chokoladeovertræk. Den var stor og firkantet. Ingen snyd med afrundede hjørner og hulninger i overfladen, men fuld valuta for pengene. Snart kom man forbi Gisselfeld Slot, Søtorup sø, vejen til Bregentved og så kom Haslev, barndommens "storby". Cyklerne parkeredes i cykelstalden og man købte ind i den fornemme "Ulrich og Søn" sammen med fine bydamer med lilla hår og minkkrave. Minkens hoved sad stadig på pelsen og bed i sin egen hale rundt om den fine dames hals.
Haslev kunne bruges til andet end indkøb. Der var en biograf, der viste Lilleper-film og Styrmand Carlsens Flammer. Men denne herlige aftenbeskæftigelse fik en ende, da familiens nr. to kom til verden en augustnat i ’59. Næste morgen vågnede storesøster ovre hos naboen i Vestre Sandhus. Var hun båret derover i sovende tilstand? Der var flag oppe i Østre Sandhus´ have. Det var blevet en lillebror!
Storesøster vidste en del om hvordan den slags gik til. Mor og Far var moderne mennesker, der havde købt "Hvordan, mor?", Inge og Sten Hegelers børnebog om undfangelse, svangerskab og fødsel. "Og en nat, da far og mor var rigtig glade for hinanden, lå de tæt sammen og fars sæd svømmede ind i mors mave" (frit efter hukommelsen). Hvordan den svømmetur gik til, stod hen i det absolut uvisse for den femårige storesøster, men resultatet var blevet sat i verden i hendes nye store seng, og lå i mors arm. Rynket rød og absolut skaldet. Det rynkede og røde fortog sig hurtigt, men det skaldede blev så længe ved, at det vakte bekymring. Også det fortog sig dog med tiden.
Mellem de to Sandhuse gik en markvej ned til sommerstalden, som var fars arbejdsplads. Køerne gik i det grønne saftige græs på engene ved skoven, En mørk, let og lang træbygning gav ly, når der var behov for det, og her blev køerne malket. Far var røgter. Når sommeren var omme, rykkede køerne og deres røgtere ind i Edelesmindes stald og fortsatte arbejdet. Foruden staldarbejdet hjalp far til med forefaldende landbrugsarbejde på den store gård, hvor forvalter Winge varetog Gisselfelds interesser. Der var stort folkehold. Mor var ansat på deltid i køkkenet og til rengøring i huset. Hun tog også del i strygningen. Storesøster var med, "hjalp" og tullede rundt ude og inde. Lillebror må have været med i barnevognen. Foruden mor var der et par andre koner fra egnen, der hjalp til. Og så var der kokkepigen, stuepigen og fru Winge, der var rar og tog del i arbejdet. Ugelønnen udleveredes i en brun konvolut. Man led ingen nød, men forholdene var beskedne. Og så blev der sparet op til drømmen om eget hus.
Sandhusene var to af de talrige arbejderboliger, der hørte under Gisselfeld. Disse adskilte sig fra andre huse ved at have en usædvanlig arkitektur: pyntebindingsværk, tårne o.l.. Østre Sandhus var rummeligt og hyggeligt. Der hørte have til, som blev udnyttet til at holde familien med egne grønsager. Kød, fisk, ost og brød kom til døren med en varevogn. Ethvert slagtervognsindkøb afsluttedes med "for 25 øre leverpostej". Fiskemanden hed Suhr og svarede til sit navn, men ostemanden var flink og høvlede smagsprøver af de gule oste, som rundhåndet deltes ud, ikke kun til husmoderen, men til børn og tilløbende nabobørn. De indkøbte madvarer opbevaredes under fluenet i spisekammeret. Køleskabe fandtes ikke i landarbejderhjemmene. Der blev snuset til de for 25 øres leverpostej og undersøgt for spy inden den kom på bordet anden- og tredjedagen. Spyfluens æg kunne tages væk, og konstateredes det ved snusning at leverpostejen havde "fået en tanke", skulle den have en omgang i ovnen så den blev gennembagt inden brug. Så var der ikke noget i vejen for at den kunne spises. Komfuret bestod af to enkeltstående gasblus og en selvstændig gasovn.
Der var en vrimmel af børn at lege med. På landet gik ingen i børnehave, men var hos deres mor, hjemme eller med på arbejdet. Storesøster på fem vandrede på vejen alene i en pæn radius fra hjemmet for at opsøge legekammerater. Måske kom der en cykel, og en sjælden gang en bil, men der var ikke noget at være bange for. Ingen kørte stærkt og hensynsløst. Alle kendte alle og holdt øje med, at ingen kom noget til. Da storesøster en dag tog sin trehjulede og cyklede i retning af sommerstalden for at møde far, kørte hun ad vejen forbi Edelesminde og ikke ad jordvejen mellem de to Sandhuse. Den førte nemlig forbi nogle våde områder, det var forbudt at passere alene. Da far kom ad den sædvanlige vej hjem og ikke havde set sin datter, blev der panik i det lille hjem. Alle de omkringboende deltog i jagten på det bortkomne barn, som blev fundet i god behold, men reddede sig både endefuld og knus ved hjemkomsten. Endefuldene var meget sjældne. Mon lillebror nogen sinde opnåede den ære? Ved den pågældende lejlighed tilkendtes den for manglende aftale om den lille private udflugt. Man skulle kunne stole på sine børn. De skulle værnes mod ondt og gives den bedst mulige opvækst under de givne forhold. Overskuelighed og tryghed var værdier, der var fundamentale i barndomshjemmet, samtidig med udsyn. Der blev hørt radioavis, og var man videbegærlig, fik man forklaringer i børnehøjde. Nyheder var ikke fjerne og ligegyldige, men havde noget med os at gøre. Avisen blev læst, bøger blev lånt på biblioteket. Mor gik til syning, far til sløjd.
Drømmen om eget hus blev til virkelighed i 1961. En landarbejderbolig blev solgt fra for 25.000 kr. på den anden side af Haslev. Nye tider med mekanisering af landbruget overflødiggjorde mange af landarbejderne. Far fik arbejde på en fabrik, der fremstillede landbrugsmaskiner! Mor blev hjemmegående husmor indtil kvinderne i slutningen af tresserne kom ud på arbejdsmarkedet.
|
|
|
|
|
|
Niels Erik, Annelise og Johannes Kjeldsen, 1961
Foto: Erna Kjeldsen
|
|
|
|
|
Da jeg læste min storesøsters manuskript, syntes jeg, at det var en fin skildring af den tid og det sted, hvor jeg kom til verden, men at det ikke fortalte ret meget om mig. Min søster forklarede, at det kunne hun ikke huske noget om, og at hun syntes, det var pinligt. Men hvem er herre over sine egne erindringer? Og i tiden, der fulgte, dukkede mere op i min storesøsters bevidsthed. Hun skrev ned og sendte det til mig. Her følger noget af det.
|
|
|
|
Nå, nu dukker der en svag fornemmelse af noget op. Er der ikke nogle fotografbilleder af mig, der holder dig som baby? Jeg kan huske, at jeg fik fønbølget håret hos frisøren, hvilket gjorde ondt fordi der blev pustet med meget varm luft ind på hovedbunden. Så skulle jeg sidde på noget, der mindede om en klaverbænk og holde dig alene. Jeg var lidt bange for at tabe dig. Den fornemmelse af at holde dig med en vis frygt og bæven og samtidig skulle smile, kan jeg huske nu. Det kan jo være, at andet dukker op.
SIDEN:
Af glemselens tåger er følgende dukket op.
Navlebind og svøb
Storesøster ser med undren sin nyfødte lillebror nøgen. Han er nemlig ikke nøgen. Han har navlebind på. Det skal sidde stramt om maven, så navlen kan blive pæn. Det er en ca. fem cm. bred lærredsstrimmel. Bleen bliver lagt efter den nyeste metode. Kaldtes den "amerikansk ble"? Er den specielt indrettet til drenge? Sådan husker jeg, at jeg fik det forklaret. Der indgik en sikkerhedsnål med en ekstra sikkerhedshætte i blearrangementet. Udenpå kom gummibukserne og så blebukserne af stof. Så længe den nyfødte var helt spæd rulledes et tæppe stramt om underkroppen. Det blev kaldt et svøb, og var et let bomuldstæppe med to lyseblå striber i hver ende.
Min lillebror kan gå!
De store piger, som er mine legekammeraters storesøstre, har gået bag ved ham og ladet ham holde i deres pegefingre. De har gået frem og tilbage og rundt og rundt og blevet ved og ved og syntes det var sjovt. Det syntes jeg ikke. Jeg ville hellere lege. Også de store kusiner har gået med ham. Især Lene. Hun har båret rundt på ham og syntes, han var så sød. Hun ville vist ønske, at han var hendes lillebror.
Min lillebror kan løbe!
Han løber fra sted til sted i stuen. Når han når til et møbel bumser han ind i det med hænderne strakt ud for at tage stødet. Han løber og løber, bumser og bumser. Han griner og griner!
Min lillebror brænder sig!
Han løber rundt og leger "bumse ind i" leg. Det går hurtigere og hurtigere. Det er koldt ude, og der er ild i kakkelovnen. Der lyder et vræl og så græder han som aldrig før. Han havde strakt hænderne ud og var bumset ind i den varme kakkelovn. Mor tager ham op. Han er svær at trøste. Jeg ser hans håndflader. De er røde med store hvide vabler, der dækker det meste. Det ser forfærdeligt ud. Ikke mærkeligt at han skriger. Hvor er det synd for ham. Men mor finder tuben med brandsalve frem fra medicinskabet med det ovale spejl, smører hans hænder og lægger gazebind på. Man skulle ikke tro, at hans hænder kunne blive pæne igen, men det blev de.
Sutten er en flyver
Min bedste legekammerat leger "sutten er en flyver". Med motorlyd og store sving gennem luften lander den i min lillebrors mund. Han griner og synes det er sjovt. Vi to piger låner sutten og leger samme leg. Først er min mund hangaren. Så er det Karins. Hendes mund er meget stor. Flyveren kan flyve helt derind. Langt ind! Karin udstøder sære gurglende lyde, bliver rød i ansigtet, basker panisk med armene. Frygten står i hendes øjne. Far kommer. Han stikker sine fingre ind i Karins mund og får sutten ud. Karin vil hjem. Jeg formanes om aldrig at lege den leg igen.
Mon ikke der dukker mere op?
SIDEN:
Endnu et erindringsdryp:
Lillebror bliver skiftet. Det foregår på køkkenbordet. Jeg står og kigger. Det, der er i bleen, ligner kagedej. Jeg plejer at få lov at slikke skålen, når mor bager. Lidt efter er mor gået med lillebror. Den snavsede ble ligger tilbage. Den dufter sødligt vammelt, lidt i retning af kagedej. Mon også det smager lige sådan? Mor er der ikke. Jeg stikker en fingerspids i det gule smat og prøver. Det smager ikke så godt som kagedej, men mærkeligt sødligt. Ikke grimt, men heller ikke så godt, at jeg skal have mere.
|
|
|
|
|
Derpå kom der ikke flere erindringsdryp fra min storesøster. Men det var nok godt det samme. Det var måske ved at blive lige klamt nok, både for hende, for mig, og for læseren.
|
|
|
|
|
|
|
Annelise og Niels Erik Kjeldsen, 1959.
|
|
Tekster på denne side af Annelise Clausen og Niels Erik Kjeldsen, 2008.
Fotografier på denne side af ukendte fotografer, med mindre andet er angivet.
|
|
|
|
| © Niels Erik Kjeldsen |
|
