 |
|
En mediekritisk satire skrevet under indtryk af Mohammed-krisen samt et ophold på Jyllands-Postens redaktion. En del mediedarlinger optræder under pseudonym, herunder Henrik Qvortrup, Jens Olaf Jersild og B. S. Christiansen.
|
|
|
En bombe i turbanen
|
|
|
Af Niels Erik Kjeldsen, 2006
|
|
1
Jeg sad mageligt tilbagelænet i min sækkestol. Jeg har lavet den selv, af sammenkrøllede aviser, som jeg har stoppet i et betræk, syet sammen af gamle cykeltasker. Da jeg holdt op med at arbejde for Bladkompagniet fik jeg ikke afleveret dem. Det var min hyggeaften. Tintin var i Congo. Han var i færd med at afsløre to svindlere. En skurkagtig hvid imperialist og en svigagtig sort heksedoktor. De var i færd med at lægge onde planer, som skulle føre landsbyens borgere bag lyset og sikre dem selv al magt og vælde. Tintin optog deres samtale på en lakplade, og filmede deres møde med et stort kasseformet filmkamera, uden at de opdagede noget. Siden spillede han sine optagelser for landsbyens borgere, som blev meget vrede, og smed de to svindlere på porten.
Jeg elsker Tintin. Han er reporter. Ustandselig på jagt efter sandheden, umulig at korrumpere. Han ender altid med at bringe dem, der misbruger deres magt, til regnskab for deres handlinger. Et strålende forbillede. Men klokken var henad elleve. Jeg lagde Tintin-albummet fra mig, og greb ud efter min fjernbetjening. Mit yndlingsprogram var lige ved at starte.
TV-udsendelsen "Jersie og svin" er ugens højdepunkt. Tre skarpe journalister sidder foran anarkisternes skråt rød/sorte fane og endevender de svinestreger, magthaverne og deres journalistiske håndlangere prakker os forbrugere af politik på. Studieværten J. O. Jersie gnækker lystigt, mens ugens mediemakværk nedvurderes af to faste gæster, den skarpt skaldede alfahan Henryk Sehør og den bidsk velfriserede omegahun Blotte Fjamsen.
Et TV-klip viste en tegning af en mand med fuldskæg og turban, som der stikker en bombe med gnistrende lunte ud af. Derpå trampede en flok sorte mennesker i laser og pjalter rundt på et Dannebrogsflag. Så stod en anden mand iført fuldskæg og turban og skældte rasende ud på en rose, mens tilhørerne lå på knæ i lange rækker med gumpen i vejret. Til sidst en bleg mand med briller og overskæg og et skrækslagent udtryk i øjnene.
"Hvad er det, der sker her?" spurgte studieværten sine gæster, og gav med en Rolex-rystende armbevægelse ordet til Blotte Fjamsen.
"Det er en ørkenstorm, fra Atlanten til Stillehavet," forklarede Blotte Fjamsen, og tilføjede: "En religionskrig imellem det islamistiske mørke og det demokratiske lys."
"Jeg er enig med Blotte Fjamsen," sagde Henryk Sehør, og tilføjede: "Pressen er demokratiets præsteskab. Det er derfor at de mørke mullaher fælder dødsdomme over redaktørerne."
J. O. Jersie gnækkede lystigt og bød på gensyn i næste uge.
Jeg slukkede, og satte mig til at tænke.
Tintin ville garanteret redde den skrækslagne mand fra den rasende mand. Jeg syntes ikke, at jeg kunne blive siddende i min sækkestol, mens der er en religionskrig at kæmpe. Jeg besluttede at vælge side. Jeg besluttede at kæmpe for demokrati. Jeg besluttede at blive journalist.
2
Den næste dag forlod jeg mit hjem og drog ud i verden for at blive korsfarer. Jeg begav mig til Vihusforstaden Årby for at melde mig under demokratiets faner hos ypperstepræsterne i deres tempel. "Fylands-Kosten" stod der på et stort skilt ved indgangen. Jeg fandt vej til tempelporten, men der blev jeg standset af en tempelvagt, der var lige så bister, som han var bred.
Han gennemsøgte mine lommer. "Hvad vil du her?" spurgte han brysk.
"Jeg vil gerne med avisen på korstog", svarede jeg.
Han studerede mig mistænksomt. "Jeg kan desværre ikke lukke dig ind", sagde han. "Du ku' jo være en hemmelig agent, på mission fra de mørke mullaher, ude på at kortlægge demokratiets svagheder."
"Er det sådan jeg ser ud?" sukkede jeg.
Han stirrede på mig, en anelse mere venligt. "Vi modtager mordtrusler og bombevarsler hver dag", sagde han, "jeg har strenge instrukser om ikke at lukke nogen ind, som vi ikke kender i forvejen."
Jeg vendte mig slukøret og gik derfra. Selvom jeg forstod templets sikkerhedspolitik var jeg ærgerlig over at blive afvist. Men jeg kender min Tintin og giver ikke op uden videre. På vej derfra jeg lagde jeg en plan.
Jeg opsøgte min ven S. B. Christoffersen. Han har en fortid som elitekriger. I dag er han medlem af MC Væmmejernet. Derfor har han altid kælderen fuld af våben.
Han åbnede døren da jeg ringede på. Hans tank-agtige øjne mellem hans Stalin-overskæg og hans Churchill-isse får mig altid til at føle mig i godt selskab. Ingen fare er for stor for S. B. Christoffersen.
"Hvad kan jeg så gøre for dig?" spurgte han, da han havde lukket døren bag os.
"Jeg har brug for en bombe," svarede jeg, "En stor og sort og rund en, med en lunte, der kan gnistre. Har du sådan en?"
"Selvfølgelig," smilede han, "jeg har været på mission i Mellemøsten".
Han gik ned i kælderen. Lidt senere kom han op igen med en bombe i favnen. Den så ud til at være af den helt rigtige slags.
"Ellers noget?" spurgte han, mens han rakte mig bomben. "Håndgranater? Missiler? Landminer? Et selvmordsbælte, måske?"
"Tak, det rækker," svarede jeg, "jeg skal bare på korstog."
S. B. Christoffersen lukkede mig ud, og ønskede mig god kamp.
Så gik jeg hjem. Jeg gennemrodede mit køkkenskab, og fandt hvad jeg skulle bruge. Jeg tømte et glas Viagra og pulveriserede pillerne. Så blandede jeg pulveret op med en god portion amfetamin, og tilsatte tryksværte indtil blandingen var creme-agtig.
Jeg smurte blandingen på kinderne og på hagen. Imens jeg ventede på virkningen fandt jeg en køkkenkniv frem og sprættede min sækkestol op. Jeg skar betrækket i lange baner, og smed de sammenkrøllede aviser ud.
Cremen virkede præcis som jeg havde tænkt mig. På få minutter voksede mine skægstubbe til et sort og busket fuldskæg. Jeg vaskede resten af cremen ud, og viklede derpå resterne af min sækkestol om hovedet. Spejlet viste, at jeg ramte rimeligt godt. Da jeg til sidst stak bomben, jeg havde fået af S. B. Christoffersen, ind i turbanen, lignede jeg til forveksling manden på den tegning, jeg havde set i "Jersie og svin" aftenen før.
3
Tilbage ved "Fylands-Kosten" satte jeg ild til lunten. Mens den begyndte at gnistre gik jeg med selvsikre skridt hen til tempelvagten. Han genkendte straks mit fuldskæg og min gnistrende turban. "Dig kender vi i forvejen", sagde han med et stort smil, mens han åbnede døren for mig. Jeg gik ind i templets forhal og så mig omkring.
Lidt derfra stod to mænd og talte sammen. Den første var yngre end den anden og den anden var ældre end den første.
"Nå, så du er den ny praktikant", sagde den ældre til den yngre. "Jeg er journalist. Jeg skal til redaktionsmøde. Du kan gå med."
Jeg besluttede mig for at følge efter dem.
Vi gik hen ad mange mange lange lange gange. Til sidst kom vi til en stor dør. På døren hang et guldskilt, hvorpå der stod "Redaktion". Over døren stod skrevet: "Her lades al indforståethed ude".
"Hvad betyder det, Hr. Journalist?" spurgte praktikanten.
"Indforståethed? Uuh, det er et tabu her i templet. Et rigtigt journalistisk fyord."
"Jamen hvad betyder det, Hr. Journalist?" spurgte praktikanten.
"Indforståethed? Det er når en journalist skriver noget en anden journalist ikke forstår. For så kan læserne heller ikke forstå det. Det er jo os, der skriver aviserne. Så det er jo os, der bestemmer, hvad læserne forstår. Hvis der er noget, vi ikke forstår, forstår læserne det heller ikke."
Praktikanten så oplyst ud. Journalisten åbnede døren ind til redaktionen. Jeg smuttede med, i al ubemærkethed.
Redaktionslokalet var stort og bar præg af hektisk aktivitet. Rundt langs væggene stod lange rækker af skriveborde, dækket af computere, telefoner, aviser og pizzabakker af pap. På endevæggen hang en stor TV-skærm, der viste billeder af statsministeren, som vrider sig af ubehag under et interview på en arabisk TV-station.
Midt i lokalet stod et stort bord. Rundt om bordet sad en flok korsfarere. En af dem sad for bordenden og nippede til et plastikbæger med grå kaffe. Hans korsfarerdragt var flottere end de andres. Journalisten forklarede praktikanten at det var redaktøren.
Redaktøren stirrede på praktikanten. "Nå, så du vil være journalist", sagde han. "Hvorfor dog det?"
"For at kæmpe for demokrati", svarede praktikanten, mens han fik euro-tegn i øjnene. "Pressen er jo sandhedens vogter. Den, der sørger for, at alt går rigtigt til. Den fjerde statsmagt. Demokratiets vagthund, som refererer og kritiserer og kontrollerer og..."
Redaktøren fik kaffen galt i halsen. "Refererer. Kritiserer. Kontrollerer" hostede han nikotintungt. "Fandenhakkemignej! Det er os, der sætter dagsordenen. OS. Intet sker, uden VI har sat det i gang. Den fjerde statsmagt, min..." Han begyndte at hulke.
Praktikanten stirrede forfjamsket på redaktøren. Derpå stirrede han forfjamsket på journalisten.
"Ser du," sagde journalisten, "det der med at referere og kritisere ogøh, altsåøh... det hører ligesom en svunden tid til. At beskytte folket mod magten..." Han rystede på hovedet og stirrede tomt ud i luften. "Altså, magten, det er jo os. At sætte dagsordenen, det er alt, hvad det drejer sig om. Der findes noget, vi kalder Watergate-traumet. Siden Watergate har ingen journalist eller redaktør kunnet se sig selv i øjnene, hvis ikke han først har væltet en præsident. Og der er underskud af præsidenter at vælte. Så vi har lidt ondt i selvfølelsen. Måske er det derfor, at vi begærer magt, og mister..."
I samme nu sprang bomben.
4
Eksplosionen trængte gennem mit kranium med pulveriserende styrke. Den bredte sig igennem min hjernemasse som en tsunami, der skyllede vraggods af mit livs ypperste medieminder baglæns igennem min bevidsthed. En borgmester med rødvinstud stirrede på en regning, som han hævdede ikke at kende til, mens to journalister sad og gned sig i hænderne. En ung kvinde med hestehale stod og græd uden for døren til undervisningsministeriet, mens en hær af fotografer skoldede hende i blitzlys. En gammel mand med selvmord i ansigtet løftede sine kraftesløse arme til en sidste V-fingret hilsen, inden han med bøjet nakke steg ind i helikopteren bag ham.
Så stod jeg pludselig i en dunkelt oplyst kælder. Inde i skyggerne stod en mand, som jeg ikke rigtig kunne se. Han havde en lang frakke på, og en hat trukket ned i panden. Han lugtede ubehageligt, og hans øjne lyste sælsomt. Han åbnede munden, og præsenterede sig som "Deep Throat".
"Jeg kan gi' dig dit livs historie," sagde Deep Throat, med en dybt rallende stemme, "den vil gøre dig udødelig".
"Udødelig?" sagde jeg, og tænkte på Tintin.
"Udødelig, ja!" sagde Deep Throat, "det skal kun koste dig næsten ingen ting."
"Ingen ting?" sagde jeg, og tænkte på ingen ting.
"Netop," sagde Deep Throat, "kun din sjæl."
Jeg tænkte på, hvor lidt min sjæl i grunden er værd. Så begyndte jeg at blive svimmel. Kælderen omkring mig forsvandt af syne. Jeg begyndte at hvirvle rundt, som grebet af en tornado. Fortumlet hvirvlede jeg nærmere og nærmere på Deep Throat's mund. Til sidst styrtede jeg ind i gabet på ham.
Der var mørkt og der var klamt og jeg faldt og jeg faldt og jeg faldt.
Jeg har ikke nået bunden endnu.
Måske er der ingen bund at nå.
Jeg er journalist.
|
|
|