 |
|
I begyndelsen af januar 2007 døde otte børn som følge af lege, inspireret af hængningen af Saddam Hussein få dage forinden. Samtidig kunne fangerne på Guantanamo holde 5-års jubilæum.
|
|
|
Jeg vil gerne slippes ud
|
|
Der hang en dreng og svingede i en galge. Rundt om lygtepælen, hvor den var gjort fast, stod hans legekammerater og jublede lystigt.
”Hvad laver I?” spurgte jeg.
”Vi leger ’Hæng Saddam’”, svarede en sød dreng, som hedder Mohammed.
”Det er da synd. Han er jo død,” sagde jeg og pegede på drengen i galgen.
”Det gør ikke noget”, svarede en anden sød dreng, som også hedder Mohammed. ”Han er fra Somalia.”
Det var rigtigt. Jeg slog koldt vand i blodet.
-
Jeg bor i en boligforening i det vestlige Århus. Her er mange indvandrere, og når ungerne leger kan det godt gå hårdt til. Engang var jeg lærer. Så nogle gange snakker jeg med kvarterets unger, sådan for at drive lidt personlig socialpædagogik.
-
”Kan I ikke lege noget, som I ikke dør af?” foreslog jeg.
”Jo, vi kan lege ’Fang Saddam’”, sagde en kæk dreng, som hedder Mohammed.
Under lystig jublen løb børneflokken hen til et kloakdæksel, der var åbent. En anden kæk dreng, som også hedder Mohammed, trak en pistol frem fra sin dunvest og stak den ned i hullet.
”Kom så op med dig”, sagde han.
En kloakarbejder kom op. Han så forvirret ud. Han var iført en hvid sikkerhedshjelm og en orange Kansas-overall, og hans fuldskæg blafrede i vinden.
”Du ser forkert ud”, sagde en tredje kæk dreng, som også hedder Mohammed. Så trak han en kølle frem af sin dunjakke og slog kloakarbejderen i hovedet, så hans sikkerhedshjelm flækkede.
”Det var bedre”, sagde drengen, ”men du skal også have et lurvet jakkesæt på.” Han vendte sig om og iagttog mig kyndigt. ”Præcis som dit”, sagde han.
-
Skal man være socialpædagogisk må man være åben over for børnenes idéer. Så jeg skiftede tøj med kloakarbejderen. Under lystig jublen førte børneflokken ham bort.
-
Jeg skulle netop til at gå, da jeg fik øje på en lille dreng, der hedder Mohammed. Han sad på en trehjulet cykel med et amerikansk flag i hånden. Så begyndte han at trille hen ad stien.
Lidt fremme ad stien sad en stor dreng, der hedder Mohammed, med en tændt lighter. Pludselig rejste han sig og kom løbende hen til mig.
”Hvad laver I?”, spurgte jeg.
”Vi leger vejsidebombe”, sagde han. ”Jeg har lige tændt en chrysantemumbombe. Bare vent til lille Mohammed cykler forbi.”
Lille Mohammed cyklede forbi. I samme øjeblik eksploderede chrysantemumbomben.
Lille Mohammed blev kastet langt ind i et krat, og begge hans arme og et af hans ben fløj højt op i luften.
Børneflokken kom løbende. De jublede lystigt, da de så, hvad der var sket.
”Det er da synd”, sagde jeg. ”Nu er han krøbling for livstid.”
”Det er han da alligevel,” sagde den store Mohammed, ”han er jo perker.”
Det var rigtigt. Jeg slog koldt vand i blodet.
-
Indvandrernes børn er ikke særlig rodfæstede i dansk kultur. De kan godt trænge til at lære noget om, hvordan det gik til, før de kom til landet.
-
”Kan I ikke lege noget, som I ikke bliver krøblinge af?” foreslog jeg. ”Ligesom dengang jeg var dreng. Da legede vi for eksempel skjul, fanger og blindebuk.”
”Blindebuk. Hvad er det?” spurgte en kvik dreng, som hedder Mohammed.
Jeg forklarede reglerne.
”Okay. Du først”, sagde en anden kvik dreng, som også hedder Mohammed.
Jeg nikkede. En tredje kvik dreng, som også hedder Mohammed, hev en lærredsindkøbspose op af sin lomme og trak den over mit hoved.
De snurrede mig omkring og jeg blev rundtosset. Under lystig jublen fulgte de mig mens jeg vaklede af sted. Pludselig hørte jeg en dør smække og en lås klikke.
Jeg trak lærredsindkøbsposen af. Jeg stod inde i et af de galvaniserede tremmebure, varmemesteren engang har brugt til at opbevare skrammel i. Jeg tog i døren, men den var låst. Så tørrede jeg mine klamme håndflader af i den orange Kansas-overall, jeg havde på.
”Hey unger, luk mig lige ud”, sagde jeg.
En gæv dreng, som hedder Mohammed, rystede på hovedet.
”Vi leger Guantanamo”, sagde han.
”Hey unger, luk mig så ud!”, råbte jeg, mens jeg gav mig til at ruske i tremmerne.
”Ja ja”, sagde en anden gæv dreng, som også hedder Mohammed, ”men ikke de første fem år.”
Børnene gik deres vej under lystig jublen.
-
Det er længe siden nu.
|
|
|