 |
|
Kværnebomben
|
|
Der var en gang en landsby. Det kunne have været en fredelig landsby, men det var det ikke. Storbønderne lå i strid med hinanden. Det var Onkel Ford og Onkel Lada og Onkel Opel og Onkel Mazda. De kunne ikke enes om hvisses kål, der var hvemses. Og småbønderne måtte spise roer og tage de klø, der kom forbi.
Onkel Ford var den største storbonde. En dag opfandt han et nyt og frygtindgydende våben, en kværnebombe, som havde en sprængkraft som tusind sole. Onkel Ford kastede en kværnebombe på Onkel Mazdas gård, som blev til aske på et øjeblik.
Alle blev forskrækkede. Alle blev bange. Kværnebomben var noget rigtigt frygteligt forfærdeligt grueligt noget. Derfor holdt storbønderne op med at slås. Det turde de ikke længere. I stedet lavede de kværnebomber. For når man havde kværnebomber, så var der ingen, der turde hapse ens kål.
Da de havde kværnebomber nok, så de alle sammen hver især kunne udslette hele landsbyen, samledes de på bytinget.
”Mumle mumle”, sagde de til hinanden, ”kværnebomber er sandelig farlige, mumle mumle, vi må hellere passe på, at småbønderne ikke laver kværnebomber, mumle mumle, for så ender det bare med, at de ikke længere vil aflevere deres kål til os, mumle mumle.”
Alle småbønderne blev kaldt til, og så holdt Onkel Fords husholderske, som hed Frøken Kundeløseris, en tale:
”Er I ikke bange for kværnebomber?” spurgte Frøken Kundeløseris.
Småbønderne nikkede og så bange ud.
”Så derfor er det bedst, at der ikke er for mange, der har kværnebomber”, fortsatte Frøken Kundeløseris, ”for så ender det jo bare med, at der er nogen, der kommer til at bruge en, og det går jo slet ikke, vel.”
Småbønderne rystede på hovedet og så bange ud.
”Så derfor vedtager vi, at kun storbønder må have kværnebomber, for der er ikke særlig mange storbønder, men at småbønder ikke må have kværnebomber, for der er alt for mange småbønder.”
Småbønderne kiggede på storbønderne og sagde ikke noget.
Så gik de hjem og dyrkede kål og spiste roer. Og alt var fred og idyl.
-
Men i den fattige del af landsbyen var Onkel Ford ikke populær. Der syntes de, at Onkel Ford blandede sig i alt for meget, han burde blande sig uden om. For eksempel havde han hjulpet Familien Isral, som var nogle tjenestefolk, Onkel Opel havde behandlet skidt, med at hapse en gård, som den fattige Familien Pallerstin boede i. Så nu flakkede Familien Pallerstin hjemløse omkring og lavede meget ballade. Og det var Onkel Fords skyld, syntes de i den fattige del af landsbyen.
De, som hadede Onkel Ford allermest, var Familien Teran.
For længe siden, da oldefar Teran var ung, havde familien Teran været Onkel Fords slaver. Familien Teran havde hjulpet Onkel Ford mod Onkel Opel, og derfor havde Onkel Ford skænket Familien Teran friheden. Men for at sikre, at Familien Teran afleverede deres kål til Onkel Ford, og selv nøjedes med at spise roer, havde Onkel Ford efterladt en fæl forvalter hos Familien Teran.
Familien Teran og den fæle forvalter kom ikke godt ud af det med hinanden. Og Familien Teran havde ikke lyst til at blive ved med at aflevere deres kål til Onkel Ford, og selv nøjes med at spise roer. Så da der en dag kom en præst, som forvalteren blev så bange for, at han stak af, blev Familien Teran glade, og lod Præsten blive boende.
Nu var det Præsten, der bestemte på Familien Terans gård. Og han lod dem spise deres egne kål.
Onkel Ford hadede Præsten og Præsten hadede Onkel Ford.
-
Onkel Ford havde et tårn, hvorfra han kunne skue ud over den landsby, han beherskede. Men en dag kom der nogle uvorne unger og væltede Onkel Fords tårn.
Onkel Ford blev meget vred.
”Hvem var det, der gjorde det?” spurgte han sin husholderske Frøken Kundeløseris, ”og hvorfor gjorde de det?”
”Det var nogle af Familien Pallerstins uvorne unger”, sagde Frøken Kundeløseris, ”de plejede ellers at drille Onkel Lada, det plejede vi at give dem kål for, for dengang var de gode, men nu er de blevet onde.”
”De skal have klø”, snerrede Onkel Ford, ”hvor mon de er henne?”
”De plejer at holde til henne hos Fætter Kabulder”, sagde Frøken Kundeløseris.
Fætter Kabulder var Familien Terans nabo mod øst. Onkel Ford tog et tæskehold med hen til Fætter Kabulder, som forskansede sig på møddingen. Der lod Onkel Ford ham sidde og kukkelure. Men for en sikkerheds skyld lod han sit tæskehold blive i Fætter Kabulders hus.
Nu da Onkel Ford alligevel var i den fattige del af landsbyen, ville han lige besøge Fætter Dagbad.
Fætter Dagbad var Familien Terans nabo mod vest. Han var en ondsindet mand, som behandlede sine tjenestefolk skidt og flere gange havde forgrebet sig på naboernes kål. Men han havde mange kål på sin gård, og derfor havde han været gode venner med Onkel Fords far, indtil han kom til at hapse nogle kål, som Onkel Fords far ikke ville have, at han hapsede. Siden havde der været fjendskab mellem Onkel Ford og Fætter Dagbad.
”Du har en kværnebombe”, skreg Onkel Ford.
”Vel har jeg ej”, skreg Fætter Dagbad.
”Jo du har”, skreg Onkel Ford, ”og det må du ikke, for du er en småbonde, og det er kun storbønder som mig, der må ha’ kværnebomber, det har vi selv vedtaget, ja.”
”Æd roer”, skreg Fætter Dagbad, ”og jeg har ikke nogen kværnebombe, nej.”
”Jo du har”, skreg Onkel Ford.
”Nej jeg har ej”, skreg Fætter Dagbad.
”Jo du har”, skreg Onkel Ford.
”Nej jeg har ej”, skreg Fætter Dagbad.
”Jo”.
”Nej”.
”Jo”.
”Nej”.
”Jo”.
Onkel Ford sendte et andet af sine tæskehold ind for at kigge efter. Men der var ingen kværnebombe.
"Du ville ha’ haft en hvis du havde lavet en”, sagde Onkel Ford og lod Fætter Dagbad spærre inde i kælderen. Og for en sikkerheds skyld lod Onkel Ford sit tæskehold blive i Fætter Dagbads hus.
Onkel Ford skuede mod øst og betragtede Fætter Kabulders kålgård med velbehag. Derpå skuede Onkel Ford mod vest og betragtede Fætter Dagbads kålgård med velbehag. Men så skuede han lige frem og betragtede Fætter Terans kålgård med mishag.
Fætter Teran sad og bed negle. Onkel Ford havde hapset begge naboernes gårde og fyldt dem med tæskehold. Det var ikke svært at gætte, hvem der næst ville få tæskehold på besøg.
”Vi må gøre noget”, sagde Fætter Teran.
”Vi må bygge en kværnebombe”, sagde Præsten, ”det er det eneste, Onkel Ford frygter.”
”En kværnebombe”, gispede Fætter Teran, ”er du gal, så bliver Onkel Ford da først rigtig sur og kommer og kværner os alvorligt.”
”Det gør han da alligevel”, sagde Præsten.
Fætter Teran tav, og kiggede ud ad vinduet.
Udenfor løb Onkel Fords tæskehold rundt og så sure ud. Det var nogle af Familien Pallerstins uvorne unger, der morede sig med at kaste æg og kolort efter tæskerne. Tæskerne var forvirrede. Kasteskytset kom hele tiden nye steder fra. Det var aldrig til at vide hvor.
”Onkel Ford er vist optaget for en tid”, sagde Fætter Teran, ”lad os bare…”.
”Fint”, sagde Præsten, ”jeg har en kværnebombebyggerinstruktionsbog, som jeg har lånt af Onkel Lada.”
”Lånt?” sagde Fætter Teran
Præsten og Fætter Teran gik ned i kælderen.
-
Tiden gik, mens tæskerne slåssede med uvorne unger. Men en dag stod Onkel Ford atter udenfor Familien Terans dør.
”I bygger en kværnebombe”, skreg Onkel Ford.
”Vel gør vi ej”, skreg Præsten.
”Jo I gør”, skreg Onkel Ford, ”og det må I ikke, for I er småbønder, og det er kun storbønder som mig, der må ha’ kværnebomber, det har vi selv vedtaget, ja.”
"Æd roer”, skreg Præsten, ”og vi bygger ikke nogen kværnebombe, nej.”
”Jo I gør”, skreg Onkel Ford.
”Nej vi gør ej”, skreg Præsten.
”Jo I gør”, skreg Onkel Ford.
”Nej vi gør ej”, skreg Præsten.
”Jo”.
”Nej”.
”Jo”.
”Nej”.
”Jo”.
|
|
|