 |
|
Jerusalem, søndag d. 1. april
|
|
|
Deres udsendte er på pletten, da en berømt hebræer ankommer til hovedstaden.
|
|
Der er opløb ved byporten. Mænd og kvinder, unge og gamle, de fleste ser fattige ud. De skubber og puffer og skuer ned ad landevejen, som snor sig mod horisonten. De venter og har ventet længe, siden daggry, for at få en god plads. Men det er i orden, for vejret er godt.
Foråret står i flor her i provinsen Syrien. Luften er lun, himlen blå, overalt blomstrer frugttræerne. Hebræernes årlige forårsfest er ved at begynde, og folk strømmer til Jerusalem for at være med i løjerne. Den kommende uge skal musikken klinge og dansen gå.
Det gungrer i byporten, da en flok legionærer kommer marcherende og tager opstilling udenfor. Deres centurion kommanderer dem ind i geled, vender sig om og stirrer bistert ud over folkemængden. Så tager han hjelmen af og klør sig i sit grånende hår.
-
”Det er en af hebræernes utallige profeter, som er på vej,” forklarer han, da jeg spørger, hvad der er på færde. ”Den mest berømte af dem. Jesus af Nazareth. Ham går der mange sære rygter om. Og han har usædvanlig mange tilhængere. Se selv.”
På et tegn fra deres befalingsmand bryder to legionærer ud af geleddet og løfter mig op på deres skuldre. Og der er sandelig mange mennesker samlet langs vejen. Hundreder, sandsynligvis tusinder. En broget skare at skue fra toppen af den romerske armé.
-
Jeg bevæger mig gennem mængden langs med vejen. Det er en broget flok. Der er flest hebræere, men også grækere, egyptere og romere. Mange af dem ser skumle ud. De kunne være voldsmænd, drankere, skøger. Der er også adskillige slaver imellem. Men det mærkeligste er den talstærke tilstedeværelse af spedalske. Disse forkrøblede stakler, som mangler fingre og tæer, næse og ører, lider af en uhelbredelig og smitsom sygdom. De plejer ikke at få love til at gå frit omkring blandt raske mennesker.
Den almindelige mumlen stiger til en medrivende jublen. Jesus af Nazareth nærmer sig. Han rider på et æsel, ganske langsomt, smiler og hilser på sine tilhængere, som lægger palmeblade på vejen foran ham og overøser ham med blomster. Hans tøj er slidt og af ringe kvalitet, men det er renvasket, og hans lange hår og skæg er velfriseret. En nydelig mand.
Der er noget grotesk ved denne parade. Normalt er det kronede hoveder eller helte fra sportsarenaerne, der fører sig sådan frem, og modtager sådan en hyldest. Men disse berømtheder ville aldrig ride på et æsel eller lade sig tiljuble af spedalske. Dette optog er en parodi. Et totalteater, som håner den herskende klasse.
Et skridt efter den beredne profet går to mænd. Den ene er kraftigt bygget og har et furet ansigt omkranset af viltert hår og skæg. Han ser ud, som om han har arbejdet i et stenbrud hele sit liv. Den anden er slank og velplejet. Han bærer en fin blå kjortel og er modsat sædvane glatbarberet. Han ser dannet ud og holder en pergamentrulle i sin venstre hånd. Denne samling mennesker er virkelig besynderlig.
Den slanke mand går forrest hen til byporten og veksler et par ord med vagterne. Så træder han til side og vinker Jesus af Nazareth frem, så han kan ride ind i Jerusalem som den første. Profeten rider langsomt gennem porten, og fortrækker ikke en mine, da en lille gruppe mænd begynder at buhe af ham. De er klædt i sort og har langt og vildtvoksende hår og skæg. Det signalerer, at de tilhører den yderligtgående hebræiske sekt, som kaldes farisæerne.
Den romerske centurion sender et par legionærer hen for at få farisæerne til at fortrække. ”Nu bliver der ballade,” siger en af dem. ”Ja,” siger en anden, ”bare vent til kong Herodes hører om det her.” De bryder op og forsvinder ind i byen, mens de sender hånlige fagter mod soldaterne. Opløbet følger langsomt profeten gennem byporten i god ro og orden.
-
Centurionen vinker mig hen til sig.
”Hvem er du? Hvor kommer du fra? Hvad vil du?” spørger han.
”Jeg er ingen særlig, og jeg kommer langt herfra,” svarer jeg, ”men jeg vil gerne vide, hvad der sker, og fortælle det videre.”
Centurionen studerer mig, tavs og med en mistænksom mine.
”Vide hvad og fortælle hvem?” spørger han.
”Om Jesus af Nazareth, til hvem, der spørger.”
Centurionen iagttager mig igen, tavs, længe.
”Kom op i garnisionen, så skal jeg hjælpe dig,” siger han. ”Spørg efter Titus Pullo.”
-
Jeg passerer byporten og snor mig gennem Jerusalems travle og snævre stræder til det gæstgiveri, hvor jeg har logi. Jeg vil blive i byen, til forårsfesten er slut.
|
|
|
Jerusalem, mandag d. 2. april
|
|
|
Deres udsendte sonderer sikkerhedssituationen i regionen og får kendskab til profetens nærmeste.
|
|
”Den kraftigt byggede hedder Simon Peter. Han er fisker, og nazaræerens nærmeste ven. Fungerer som en slags kombineret grædeskulder og livvagt.”
Titus Pullo er i færd med at sætte mig ind i, hvad han ved om Jesus af Nazareth.
”Den slanke er en højtuddannet hebræer af god familie. Han hedder Judas Iskariot og varetager profetens kontakt til myndighederne. En rådgiver, der har stor ære af den ro, der præger profetens organisation. For regionen er en krudttønde, som let kan sættes i brand af en agitator som Jesus af Nazareth.”
Titus Pullo fortæller videre. Han har gjort tjeneste mange steder i det romerske imperium. Men hebræerne er det mest intolerante og nationalistiske folkefærd af dem alle, vurderer han. Engang en regional stormagt, men nu har de svært ved at være underlagt romersk administration. Selvom de har udstrakt selvstyre og særlige religiøse privilegier er de ret fjendtlige over for den romerske tilstedeværelse.
Som centurion vil han ikke udtale sig yderligere om sikkerhedssituationen. I stedet giver han mig et brev, som skal skaffe mig foretræde for garnisionens kommandant, præfekt Lucius Vorenus.
-
I krostuen på gæstgiveriet var Jesus af Nazareth det store samtaleemne aftenen før. Han er en levende legende. Det siges, at han kan gå på vandet, vække de døde til live, trylle vand om til vin, og meget andet af samme skuffe. Hvad, der derimod er sikkert, er, at han står i skarp opposition til både det magtfulde hebræiske præsteskab og til den radikale farisæiske kult. Og fordi hans tilhængere betragter ham som ”messias”, hebræernes retmæssige konge, er han samtidig på kollitionskurs med kongehuset.
-
”Vi betragter ikke Jesus af Nazareth som en sikkerhedsrisiko,” erklærer præfekt Lucius Vorenus. ”Han har altid holdt ro i egne rækker og har aldrig kritiseret den romerske tilstedeværelse. Vi romere er praktiske folk. Vi ønsker fred og vækst, og støtter de kræfter, der bidrager til det.”
Præfekten fortæller, at den alvorligste trussel mod sikkerheden kommer fra zeloterne. Det er hebræernes væbnede modstandsbevægelse.
”Zeloterne opererer i det skjulte. Men vi ved, de rekrutterer medlemmer blandt profetens tilhængere. Vi ved også, at zeloterne har haft kontakt med profeten selv, og at profeten er afvisende over for dem.”
Han skærer en halvt hånlig, halvt overbærende grimasse. For ham er det tåbeligt at tro, at en lokal oprørsgruppe kan besejre den talstærke og velorganiserede romerske hær.
”Kong Herodes er ikke god nok til at kontrollere sit eget folk,” siger han. ”Hvis hebræerne vil have Jesus af Nazareth til konge i stedet, er det fint for os. Vi holder Herodes på tronen, og vi kan skifte ham ud med Jesus, hvis vi vil. Men Jesus er vist ikke interesseret i den politiske magt, hans tilhængere er ved at påtvinge ham,” slutter præfekt Lucius Vorenus eftertænksomt.
I sidste ende vil romernes politik blive afgjort af guvernøren Pontius Pilatus. Som repræsentant for det romerske senat har han den øverste myndighed i Jerusalem.
-
Lyset er skarpt og varmen massiv udenfor præfektens hovedkvarter. Jeg begiver mig ned i byen for at vejre folkestemningen. Den løsslupne atmosfære har en utydelig men påtrængende undertone. En forventning om, at noget dramatisk vil finde sted. Alle ved, at når Jesus af Nazareth er kommet til byen med hele sit følge, så er det kulminationen på flere års udvikling, som er af uset natur. Men ingen ved, hvad det vil bringe med sig. Måske ingen andre end profeten selv. Måske ikke en gang ham.
Et af byens torve er propfyldt af mennesker. Langt borte kan jeg se, at Jesus står på en forhøjning og taler. Han rækker armene ud og drejer sig langsomt fra side til side. Jeg kan ikke høre hvad han siger. Men stemningen er intens som i cirkus lige før drabet. Og det hele bliver nøje overvåget, ikke blot af de allestedsnærværende romerske legionærer, men også af medlemmer af tempelvagten, som er ypperstepræsten Kaifas’ personlige frikorps.
Profeten træder ned fra sin talerstol. Forsamlingen spreder sig. En gruppe legionærer standser ved en brønd for at slukke deres tørst. ”Nu har han igen helbredt en spedalsk,” siger en af dem. En anden sukker: ”Det er ikke let at holde de spedalske i karantæne, når nazaræeren er i nærheden.”
-
En gruppe mænd står og taler med profeten. Jeg kan genkende Simon Peter og Judas Iskariot blandt dem. De slår ud med armene og peger i forskellige retninger. Så går de ind i en gyde. Jeg følger efter på afstand gennem et uoverskueligt virvar af porte, gårde og stræder. Til sidst forsvinder de ind i et lille gult hus med en stor blå dør. Jeg venter lidt, usikker på hvad det er, jeg står over for. Så går jeg hen og banker på.
Det varer nogen tid før døren åbner. En ung kvinde med et spædbarn på armen og en lidt ældre dreng, der skjuler sig bag hendes skørt, smiler til mig.
”Træffer jeg Jesus af Nazareth?” spørger jeg.
”Han hviler sig,” svarer hun. ”Fortæl mig, hvor vi kan finde dig, så hører du fra os.”
Jeg fortæller hende navnet på det gæstgiveri, hvor jeg har logi. Hun smiler til mig igen, og lukker døren.
|
|
|
Jerusalem, tirsdag d. 3. april
|
|
|
Deres udsendte undersøger de religiøse spændinger blandt hebræerne og hører nyt fra en militær kilde.
|
|
Det banker på min dør, endnu før jeg er rigtig vågen. Jeg kommer i tøjet og åbner. Udenfor står den slanke mand, jeg har set sammen med Jesus af Nazareth: Judas Iskariot. Han har taget et fad morgenmad med op fra krostuen nedenunder. Ikke dumt.
”Vi står tidligt op,” siger han. ”Tiden er kort.”
Han nipper til et bæger med frugtsaft mens jeg sætter et solidt morgenmåltid til livs. Jeg lytter mens han fortæller.
”I grunden er Jesus en ganske almindelig mand. Han er tømrer, fra Nazareth, har gode forældre og er lykkeligt gift. Men han er godt inde i de hellige skrifter, og da han begyndte at tale præsteskabet i Nazareth imod, blev han fordrevet fra byen. Så begyndte han at flakke omkring.”
Judas Iskariot taler langsomt og tydeligt. Han studerer mig grundigt, mens han taler. Overvejer hvor han har mig.
”En af profeterne, Johannes Døberen, overbeviste Jesus om, at han har en særlig bestemmelse. Siden isolerede han sig i ørkenen et stykke tid. Da han kom tilbage var han fast besluttet på at forandre verden. Han begyndte at holde taler, hvor som helst og når som helst. Han taler på en helt anden måde end præsterne og farisæerne. Han taler, så folk kan forstå, uden hele tiden at citere gamle skrifter. Det har vundet ham et stort publikum. Og det er ikke blevet mindre af, at han også har evner for at helbrede sygdom og lindre lidelse.”
Jeg beder Judas Iskariot fortælle mig mere om, hvem det er, der følger Jesus.
”Først var det en gruppe fiskere fra Genesaret. Simon Peter er en af dem. Han og Jesus er uadskillelige. Siden kom alle mulige andre til. Mest dem, der er på kanten eller på bunden. Vi hebræere er meget konservative. De udstødte er ilde set, for at sige det mildt. Det er dem, Jesus tiltrækker, fordi han er åben overfor alle. Det er der ikke så mange andre, der er.”
Han holder en pause, skænker sig et nyt bæger frugtsaft, tænker sig om.
”Så for nylig talte Jesus for en stor forsamling. Den blev skrevet ned og cirkulerer allerede i forskellige versioner under betegnelsen ’talen på bjerget’. Pludselig skulle vi til at stifte en ny religion. Pludselig skulle vi til at propagandere over hele verden.”
Han klør sig i sit næsebor og rynker brynene. ”Og nu er vi her. Jeg frygter det værste,” mumler han for sig selv.
Jeg gør mig hurtigt klar til afgang, da Judas Iskariot inviterer mig med i templet, hvor han har et ærinde.
-
Ventetiden er lang i forhallen til ypperstepræstens kontor. Judas Iskariot taler med ham bag lukkede døre. Jeg sidder og ser på hvad der foregår i den kæmpemæssige tempelgård. De gør klar til den store forårsfest. Gør rent og pynter op. Et sted bygger de en stor scene, andre steder stiller de kokkepladser og diske op. Ved indgangsporten er de ved at rejse talrige små boder.
Pludselig går døren bag mig op. Judas Iskariot kommer ud, tydeligt vred, og haster gennem tempelgården og væk uden at skænke nogen et blik.
”Kaifas vil tale med dig nu,” siger en tempelvagt, og viser mig ind ad døren.
-
”Jesus af Nazareth er en trussel mod freden i hele regionen,” erklærer ypperstepræsten. ”Han er en farlig mand. Men det forstår han tilsyneladende ikke selv.”
Jeg spørger Kaifas, hvorfor profeten er farlig. Han læner sig tilbage, tænker, læner sig så frem igen, og stirrer mig lige i øjnene.
”Vort land er besat af romerne. Folk er vrede, mange er klar til at bruge vold. Præsteskabet forvalter vor urgamle nationale tradition. Vi er den eneste modvægt til den romerske dominans. Vi har før holdt sammen på den hebræiske nation i krisetid, og det vil vi også gøre nu. Men som situationen er, har vi ikke brug for en systemkritiker som Jesus af Nazareth.”
En tempelvagt kommer ind, hvisker Kaifas noget i øret, og forsvinder igen.
”Han undergraver vores autoritet med sin fiffige retorik og sine små tryllekunster. Men hvad er han, andet end en selvhævdende folkeforfører, som appellerer til det laveste i mennesket? Se hvem det er, han omgiver sig med. Ludere og lommetyve. Spedalske og landsforrædere. Ingen har interesse i at pøbelen kommer til magten.”
Jeg indvender, at romerne ikke opfatter nazaræeren som en trussel.
”De undervurderer ham,” svarer ypperstepræsten. ”Eller også ser de gerne, at han starter en revolte, så de kan gribe ind, og fratage os vores sidste rest af selvbestemmelse.”
Han hamrer en knyttet næve i bordet, så hans mange guldsmykker rasler. Så rejser han sig pludseligt og forlader hastigt lokalet.
-
Udenfor støder jeg på Titus Pullo, som er på patrulje med sin deling. Jeg fortæller ham, hvad der er hændt.
”Det er en sag på højeste plan nu,” svarer han. ”Den måde, profeten ankom til byen på, har provokeret kong Herodes. Det ser ud, som om han har påtaget sig rollen som messias og er ude på at støde Herodes fra tronen. De seneste par dage har der været hektisk mødeaktivitet mellem kongen, ypperstepræsten, guvernøren og præfekten.”
Centurionen sukker. ”Sikke noget rod. Jesus skal tage sig i agt, hvis han vil levende ud af byen igen.”
|
|
|
Jerusalem, onsdag d. 4. april
|
|
|
Deres udsendte gør et scoop: Et eksklusivt interview med profeten fra Nazareth.
|
|
”Det er det samme overalt. De gamle guder er døde. Folk trænger til ny tro.”
Demis Roussos er en græsk sanger. Han underholdt i krostuen i aftes, ligesom han har underholdt i krostuer over det meste af romerriget. Nu nyder vi formiddagssolen på gæstgiveriets flade tag. Han fortæller mig om sit indtryk af den internationale kultur, han oplever indenfor imperiets vidtstrakte grænser.
”Isis. Afrodite. Venus. Ingen opfatter dem som andet end teaterguder. Montu. Ares. Mars. Der er ikke engang nogen, der for alvor tror, at kejseren er guddommelig. Hebræerne mener, der kun er én gud. Og det er naturligvis deres egen. Ha! Og mysteriekulterne er kun for de udvalgte få. Der er brug for noget helt andet. Noget nutidigt.”
Det larmer nedenfor. Jeg læner mig ud over rækværket. Det er Jesus af Nazareth, som er på vej gennem gaden. Han kan ikke komme frem. Der er alt for mange mennesker omkring ham. Han har et anstrengt, næsten angst, udtryk i ansigtet. Simon Peter prøver at skubbe mængden væk, men den samler sig tættere og tættere, ubønhørligt som en løkke. Han hæver stemmen, beder folk trække sig tilbage. Han lyder desperat. Ingen kan flytte sig, flere og flere kommer til.
Så begynder Simon Peter at slå. Det hjælper. Han er stærk. Jeg løber ned ad trappen og hen til den dør, der fører fra gaden ind til gården. ”Psst, denne vej,” råber jeg. Simon Peter griber fat i profeten og trækker ham gennem mængden. De slipper gennem døren. Simon Peter presser den i og blokerer den.
Han vender sig om. ”Hvem er du?” spørger han.
”Jeg er ingen særlig,” svarer jeg. ”Men jeg vil gerne tale med profeten.”
”Om hvad?”
”Om hvad der sker, for at fortælle det videre til hvem, der spørger.”
”Der er allerede mange, der fortæller.”
”Ja,” svarer jeg. ”Om at gå på vandet og vække de døde til live og så videre.”
Simon Peter tier. Jeg tier. Men Jesus af Nazareth taler:
”Kom med mig. Så skal jeg svare på dine spørgsmål.”
-
Efter nogen tid er folkemængden væk. Jeg følger med profeten og Simon Peter hen til det lille gule hus med den store blå dør, hvor de har kvarter.
-
”Min hustru Maria Magdalene og mine to yngste børn,” præsenterer Jesus af Nazareth. ”De større børn er i pleje hos deres moster uden for byen.”
”Jeg vil lege med onkel Judas,” siger den største dreng.
”Onkel Judas er i skidt humør,” siger Maria Magdalene. ”Kom unger, vi går hen i parken.”
-
Da de er gået, begynder jeg at udspørge profeten om hans holdning til politik.
”Politik interesserer mig ikke,” siger han. ”Der er mange, der gerne vil have mig som konge. Men jeg forstår mig ikke på partialliancer, militærmanøvrer, handelshindringer og hvad ved jeg. Jeg vil være en elendig konge. Så jeg er ikke messias.”
Simon Peter bryder ind, da jeg bringer oprørsbevægelsen på bane:
”Vi sympatiserer ikke med zeloterne. Vi går ikke ind for vold.” Han stirrer bekymret på sine knoer. ”Og romerne skal have den ros, at de har bragt fred i verden.”
”Det er netop romerfreden, som jeg gerne vil give indhold,” siger Jesus. ”Jeg vil have menneskene til at bekymre sig om hinanden, i stedet for at bekymre sig om sig selv og om i morgen. At elske alle, uden undtagelse. Tænk, hvis hele det store romerske imperium kunne forenes i den vision. Tænk engang.”
Profeten tier. Hans øjne stråler. Aldrig har jeg truffet et mere karismatisk menneske. Jeg spørger ham, om han kan gå på vandet.
”Jeg er ingen troldkarl. Jeg er et menneske som alle andre. Men jeg kan få folk til at tro. Og tro kan skabe mirakler. Tro er stærkt. Derfor er det vigtigt, hvad vi tror, og hvordan vi tror. Tro skal leve i det nu og her, vi er. Men præsterne og farisæerne har kun øje for regler, vore forfædre skrev ned i en længst svunden tid.” fortsætter han. ”De folk hører fortiden til. Fremtidens præster og troende vil tage deres udgangspunkt i mig. Ikke i dem.”
Han virker så sikker i sin sag, at jeg har svært ved at fastholde min skepsis. Så spørger jeg, hvordan han ser sin egen fremtid.
”Jeg er ligegyldig,” svarer han. ”Det, der er sat i gang, er ikke til at standse igen. Min opgave er så godt som fuldført. Stenen, der kastes i vandet, forsvinder. Men derpå breder dønninger sig i ringe, længere og længere væk. Jeg er sådan en sten. Men før jeg synker, vil jeg gerne være med til forårsfesten her i Jerusalems tempel.”
-
Nazaræeren fortæller mig, at han og hans følge vil være der, når festlighederne åbner officielt, i morgen middag i tempelgården.
Den begivenhed vil jeg ikke gå glip af.
|
|
|
Jerusalem, torsdag d. 5. april
|
|
|
Deres udsendte rapporterer fra urolighederne i Jerusalem og får en statusoversigt fra byens præfekt.
|
|
Sjældent har jeg set et menneskemylder som dette omkring det store tempel i Jerusalem. Det er svært overhovedet at bane sig vej gennem indgangsporten, og i den store tempelgård står folk skulder ved skulder. Ved selve templet har tempelvagten sit hyr med at holde menneskemassen på afstand.
Nu ankommer profeten og hans folk. Den hærdebrede fisker Simon Peter går forrest. Han baner vejen for profeten, Judas Iskariot, Maria Magdalene og resten følget. Flokken snor sig udenom den værste folkemængde og langsomt forbi den række boder, hvor kræmmerne sælger offerdyr.
Så støder profeten ind i en af boderne. Nogle bure med høns vælter. Kræmmeren skælder ud. Jesus af Nazareth gestikulerer vredt. Han er ellers ikke kendt for at være aggressiv. Men pludselig vælter hele kræmmerboden. Om det skyldes presset fra folkemængden, eller om det er nazaræeren selv, der vælter den i arrigskab, er ikke til at afgøre.
Hele folkemængden går amok. Kræmmerboderne bliver smadret, offerdyrene sluppet løs, kræmmerne plyndret for deres pengebeholdninger. På et kort øjeblik er alt forvandlet til kaos. Duer flyver mod himlen, høns flakser omkring, lam og småkalve forsvinder skræmt mellem benene på folk, som vælter omkuld og bliver trampet ned.
Urolighederne breder sig ind i tempelgården, hvor alt bliver knust. Tempelvagten forsvinder ind i templet og lukker de svære trædøre. Profeten og hans følge er ingen steder at se.
-
Eftermiddagen igennem fortsætter voldsomhederne i hele Jerusalem. Grupper af hebræere drager hærgende rundt i byen. Aggressionerne er især rettet mod romerne, som har forskanset sig i deres garnision. I legionærernes fravær er de hebræiske kollaboratører ilde stedt. De bliver uden videre lynchet, hvis de bliver pågrebet. Dræbt på stedet med køller og sten.
Mange velstående familier får deres hjem ødelagt og bliver bestjålet for alt af værdi. Udenfor en rigmandsvilla er en flok mænd ved at forgribe sig på tre purunge kvinder. Alt deres tøj bliver revet i stykker. Derpå bliver de voldtaget, igen og igen. En aldrende kvinde, som protesterer højlydt, bliver slæbt bort i håret. Hun er formodentlig pigernes mor. En mand, som jeg antager er deres far, ser til med et forstenet udtryk i ansigtet og en kniv presset mod struben.
Vildskaben rammer også alle af udenlandsk oprindelse. Jeg maskerer mig så godt jeg kan ved at vikle mit tørklæde rundt om hovedet. Så begiver jeg mig agtpågivende mod gæstgiveriet. Undervejs finder jeg den græske sanger Demis Roussos. Han ligger i en gyde og er stærkt forslået. Jeg tager ham med. Der skal lappes meget på ham, før han kan stå på en scene igen.
-
Da mørket bryder frem falder der en uhyggelig stilhed over byen. Jeg forlader atter gæstgiveriet for at se mig omkring. Gaderne ligger tomme hen, og romerne er begyndt at patruljere. Adskillige bygninger står i brand. Der ligger rester af knust indbo og butiksinventar overalt, og på min vej gennem byen ser jeg flere dræbte mennesker, end jeg har tal på.
Jeg bliver standset af en romersk patrulje. Da de læser mit passérbrev til præfekt Lucius Vorenus, tager de mig med til garnisionen. Der er der hektisk aktivitet. Legionærerne ankommer med den ene arrestant efter den anden. Efter et kort forhør bliver de anbragt i garnisionens fangekælder. Jeg følger begivenhederne det meste af aftenen, indtil præfekten kommer ud af sit hovedkvarter og inviterer mig til at dele et måltid med sig.
-
”Vi har situationen under kontrol,” erklærer han. ”Vi patruljerer talstærkt i gaderne og laver ransagninger for at få dem, der har ledet urolighedene, i vores varetægt.”
Jeg spørger præfekten, hvem det er, de eftersøger.
”Det er usikkert,” svarer han tøvende. ”Antagelig er det flere forskellige grupperinger, der har benyttet lejligheden og har handlet spontant. Profetens tilhængere, naturligvis. Mange af dem er jo kriminelle, eller fattige, eller modstandere af præsteskabet. Men de værste voldsmænd finder vi sikkert blandt zeloterne. De har uden tvivl grebet chancen for at lave ballade i ly af profetens uheldige optræden i templet. De eneste, vi er sikre på ikke har deltaget, er farisæerne. De har skjult sig i templet hele dagen.”
Ifølge Lucius Vorenus er profeten ikke blandt de arresterede.
”Så vidt vi ved har han ikke gjort noget strafbart. Men han og hans folk er som sunket i jorden. Vi vil meget gerne tale med ham. Og jeg tror, at han gør klogt i at give sig ind under vores beskyttelse, frem for at falde i hænderne på kongen eller ypperstepræsten.”
Præfekten afslutter sit måltid. ”Vi regner med, at Judas Iskariot kontakter os i nattens løb,” siger han, mens han tørrer sig om munden.
-
Inden præfekten vender tilbage til sit hovedkvarter beslutter han, at jeg af hensyn til min egen sikkerhed bør tilbringe natten i garnisionen. Jeg får anvist en briks i en af mandskabsbarakkerne. Den er ikke magelig, men den er ren, så den går an.
|
|
|
Jerusalem, fredag d. 6. april
|
|
|
Deres udsendte rapporterer fra afstraffelsen og henrettelsen af Jesus af Nazareth.
|
|
Titus Pullo vækker mig efter en kort og urolig nattesøvn. ”Kom. Der er noget, du skal se,” siger centurionen.
Udenfor på garnisionens eksercerplads står Jesus af Nazareth bundet til en pæl. En legionær er i færd med at piske ham. Profeten fortrækker ikke en mine. Han er allerede halvt bevidstløs af de mange slag, han får. 39 i alt, nok til at slå en stærk mand til krøbling.
Han styrter til jorden da han bliver løsnet fra pælen. Et par legionærer får ham på benene. Et par andre kommer til. De har flettet en krans af tornegrene. Den presser de ned over hovedet på profeten. Profeten skærer ansigt, da tornene borer sig ind i hans hovedbund. Blod begynder at strømme ned over hans ansigt. ”Hil hebræernes konge”, griner legionærerne.
-
”Han blev pågrebet af tempelvagten i nat,” forklarer Titus Pullo. ”Ypperstepræsten har fundet ham skyldig i gudsbespottelse, og kong Herodes har stadfæstet dommen. De vil have ham henrettet. Derfor har de overtalt guvernøren til at dødsdømme ham.”
Centurionen kommanderer sin deling til at føre Jesus af Nazareth til Pontius Pilatos’ hovedkvarter. Profeten vakler af sted, medtaget af den hårdhændede behandling, romerne har givet ham. Legionærerne holder nysgerrige tilskuere på afstand, mens vi tilbagelægger de få gader hen til guvernørens palæ.
Vagten afviser mig ved døren, hvor romerne slæber profeten ind. I stedet går jeg over på guvernørens gårdsplads. Den er fuld af mennesker, som venter i tavshed. Det varer ikke længe, før guvernøren, centurionen, profeten og en anden lænket mand kommer til syne på balkonen.
Titus Pullo skubber profeten og den anden mand frem. Guvernør Pontius Pilatus rækker armene i vejret og begynder at tale: ”Fordi det er forårsfest vil jeg frigive en af disse mænd. Den anden skal dø. Hvem vil I have? Slynglen Barrabas, dømt for mord? Eller profeten Jesus, dømt for gudsbespottelse?”
Folkemængden begynder at råbe på Jesus. Men kun kortvarigt. Så starter et taktfast kor: ”Barrabas! Barrabas! Barrabas!” Det tager til i styrke, mens folk ser sig forvirret omkring. Guvernøren ser overrasket ud, vender sig om og ser på Jesus af Nazareth, som begynder at smile.
-
Kort efter kommer centurionen og hans legionærer atter ud af bygningen. De har Jesus af Nazareth og et par andre mænd med sig. Hver af dem slæber på et stort kors af svært tømmer. Den sælsomme procession bevæger sig gennem folkemængden, som råber hånlige bemærkninger mod de dødsdømte, og overdænger dem med spytklatter og kasteskyts.
Jesus af Nazareth har svært ved at gå. Flere gange synker han i knæ under vægten af det tunge kors, men bliver trukket på benene igen af de romerske legionærer. Optoget fortsætter ud gennem byporten og til en høj, der ligger lidt uden for byen.
De store trækors bliver lagt på jorden og de dødsdømte placeret oven på dem. Resolut træder et par legionærer til, og nagler uden videre profeten og de øvrige dødsdømte til træet ved at slå store søm gennem deres håndled og ankler. Derpå bliver korsene rejst på højkant og stukket ned i huller, der er gravet i jorden, så de kan stå af sig selv.
Der er noget usandsynlig sygt ved at se profeten gå en langsom død i møde på denne måde. Han er jo tømrer. Hvor mange søm har han selv slået i? Hvor meget træ har han tilrettet med kyndige hænder? Jeg spørger Titus Pullo, om det ikke er en barbarisk måde at henrette folk på.
”Tja, hebræerne slår folk ihjel ved at kaste sten på dem. Hvad er værst?” svarer han.
-
Folkemængden bliver stående og ser på de korsfæstede forbrydere. Man vil have det hele med. Al ydmygelsen, al lidelsen, lige til døden. Der er ikke noget at se til nogen som helst af profetens tilhængere. De holder en meget lav profil. Jesus af Nazareth er helt alene. Han siger intet, hans øjne er lukkede, der er intet at se på hans ansigt, som blodet stadig pibler ned over.
Han dør hurtigt. Meget hurtigere end de øvrige korsfæstede. De pisk, han har fået, har allerede slået ham halvt ihjel. Romerne lægger korset ned igen og pakker liget ind i et stort stykke lærred.
”Det er efter ordre fra guvernøren,” siger Titus Pullo. ”Normalt lader vi ellers de henrettede hænge, til ravnene har spist dem. Men Pontius Pilatus vil ikke have mere uro. En velstående hebræer har stillet et gravkammer til rådighed. Der fører vi liget hen nu. Så er den historie forhåbentlig snart glemt.”
-
Jeg vender tilbage til gæstgiveriet. De seneste par dage har været barske. Torsdagens blodige uroligheder og fredagens makabre henrettelser er svære at fordøje. En kande af værtens stærkeste vin hjælper mig igennem natten.
|
|
|
Jerusalem, lørdag d. 7. april
|
|
|
Deres udsendte taler med guvernøren og træffer en sørgende enke ved en bevogtet grav.
|
|
Der går rygter om, at Judas Iskariot er død. Han skal være fundet hængt i et træ lidt udenfor byen. Nogle mener, at han har taget sig af dage i skam eller sorg over profetens forsmædelige henrettelse. Andre mener, at det er et fingeret selvmord, og at han er blevet likvideret af hoffet, præsteskabet eller romerne, fordi han vidste for meget.
I templet er forårsfesten genoptaget, efter at skaderne fra torsdagens hærværk er udbedret. Men gårsdagens korsfæstelse har lagt en dæmper på feststemningen. Dette års forårsfest skal tilsyneladende bare overstås, så Jerusalem kan vende tilbage til hverdagens gænge.
Ypperstepræsten Kaifas kommer op på scenen og taler. Han holder sig til almindeligheder og ligegyldigheder. Torsdagens uroligheder og fredagens henrettelse kommer han slet ikke ind på. Han smiler tilfreds, og hans mange smykker klirrer og rasler.
Jeg forlader tempelgården, da han har afsluttet sin tale. Så begynder jeg at vandre rastløst rundt i byen uden at tænke over, hvor jeg skal begive mig hen.
-
Efter nogen tid står jeg i gården ved Pontius Pilatus hovedkvarter. Jeg spørger vagten, om jeg kan komme til at tale med guvernøren. Han beder mig vente og forsvinder ind i bygningen.
”Er du den fremmede, der flere gange har talt med præfekten?” spørger han, da han kommer tilbage. Jeg bekræfter. Han viser mig indenfor.
-
Pontius Pilatus møder mig i et stort og tusmørkt lokale. Hans skridt giver genlyd, da han kommer gående. Guvernøren er klædt som en ægte romersk aristokrat. Men hans mimik og kropsholdning fortæller noget ganske andet. Han minder mest af alt om et lille barn, der er blevet væk fra sin mor.
”Jeg ønskede ikke, at han skulle dø. Han var en forstandig mand. Han havde mange tilhængere, også blandt os romere,” mumler han. ”Kaifas og Herodes lagde pres på mig. Så besluttede jeg at tilbyde folket at sætte ham fri. Men kongen eller ypperstepræsten må have luret mig. Eller nogen har sladret. Så de havde deres folk placeret på gårdspladsen. De var i kontrol over folkestemningen.”
Guvernøren sætter sig og sukker opgivende.
”Vi kunne have deporteret profeten til en fjern egn,” fortsætter Pontius Pilatus. ”Til Britanien eller Numidien. Det havde været bedst. Vi romere ved, at døde helte kan være farligere end levende. Jeg tvivler på, at Kaifas har fået sat en stopper for kritikken. Alle profetens tilhængere er der jo stadig. Dem kan vi ikke korsfæste alle sammen.”
Romeren rejser sig igen. ”Hebræernes fanatisme og hævngerrighed bliver deres undergang. Det folk hører fortiden til,” er hans sidste ord.
-
I aftenstunden drager jeg ud til gravpladsen, hvor Jesus af Nazareth er stedt til hvile. Alt er øde, bortset fra den romerske vagt. Og så en spinkel skikkelse klædt i sort.
Det er Maria Magdalene. Hun genkender mig. ”Simon Peter og de andre tør ikke komme,” siger hun. ”De er bange for at blive arresteret og behandlet ligesom Jesus. De skjuler sig. Jeg aner ikke, hvor de er.”
Hun skæver hen mod de romerske vagter. ”De kunne tage mig, hvis de ville. Men romerne er anstændige nok til at lade en enke sørge i fred.”
Jeg spørger til hendes børn.
”De er ude af byen hos min søster. De skal ikke opleve dette,” siger hun. ”Deres far…” Hun tøver. ”Måske han gerne ville det på denne måde. Siden han kom tilbage fra ørkenen har han tænkt ting, jeg ikke forstår. Det er mærkeligt, men jeg er ikke rigtig... knust. Trods det, min mand måtte igennem. Som om det hele blev, som Jesus ville.”
Hun går hen til de romerske vagter og rækker dem en kande. ”Her er noget vin. Det kan holde jer varme natten igennem.” Så kommer hun tilbage til mig. ”Jeg er helt alene,” siger hun. ”I nat sov jeg på gaden. Må jeg gå med dig?”
-
Tilbage på gæstgiveriet begynder hun at græde. Hun hulker og hulker uophørligt. Hvad har hun ikke været igennem de seneste par år som nazaræerens hustru? Forfølgelser, omvæltninger, altid på farten. Uigennemskuelige konflikter og magtmisbrug. Grusomme menneskeskæbner og uforståelige begivenheder.
Hun lægger sig på min briks. Jeg lægger mig ved hendes side. Holder hende i min favn. Efterhånden falder hun til ro, slumrer ind.
|
|
|
Jerusalem, søndag d. 8. april
|
|
|
Deres udsendte taber de sidste tråde og erkender sin egen troløshed.
|
|
”Jesus lever! Jesus lever!” Maria Magdalene står ved min briks og rusker i mig. Forvirret kæmper jeg mig ud af søvnen.
Hun fortæller, at hun vågnede ved daggry og gik tilbage til gravpladsen. Der fandt hun graven åben og liget væk. Så havde Jesus pludselig været der og talt med hende.
”Forstyrrede kvindfolk,” vrisser jeg søvndrukkent. ”Døde mennesker kan ikke blive levende igen. Levende mennesker kan ikke gå på vandet. Krøblinge får ikke deres lemmer tilbage.”
Hun hører ikke efter. Hun løber ud af døren, ned ad trappen, ud på gaden. ”Jesus lever! Jesus lever!” kan jeg høre hende råbe, fjernere og fjernere.
-
Det er rigtigt, at graven er åben og liget er væk. Det konstaterer jeg ved selvsyn, da jeg nogen tid senere indfinder mig på gravpladsen. Der er mange mennesker stimlet sammen, og præfekt Lucius Vorenus er godt gnaven.
”Titus Pullo og hans deling har klokket i det. De har drukket på vagten. De faldt i søvn. Måske nogen har puttet noget bedøvende i vinen. Nogen har i hvert fald åbnet graven og ført den døde bort. Nu går rygterne allerede. Om at han har vækket sig selv til live igen. De er håbløse, de hebræere.”
Han sukker. ”Titus Pullo og hans mænd var ellers en god deling. Nu skal de i cirkus.”
”Var profeten overhovedet død, da I tog ham af korset?” spørger jeg. ”Er han på vej til Britannien nu?”
Lucius Vorenus stirrer på mig, men svarer ikke.
”Var det jer, der dræbte Judas Iskariot?”
”Han kom aldrig til os,” svarer præfekten arrigt. ”Han tog sit eget liv. Eller han blev dræbt af sine egne, som betragtede ham som forræder. Siden kom de her og fjernede liget for at sætte gang i rygterne.”
Jeg vender mig for at gå. ”Dig ser jeg ikke igen, vel?” spørger Lucius Vorenus. ”Nej,” svarer jeg.
-
På vej væk fra gravpladsen møder jeg en kutteklædt skikkelse. Med hætten trukket godt ned over hovedet betragter skikkelsen sceneriet på afstand. Men jeg kan kende skikkelsens statur.
”Simon Peter,” siger jeg til ham. Han trækker hætten en anelse til side. Han har raget sit hår og skæg af.
”Har du hørt det?” siger han. ”Jesus lever!”
”Tror du selv på det?” spørger jeg.
”Ja. Jeg har selv talt med ham.”
”Hvad sagde han?”
Simon Peter tier en stund. ”Det vil du alligevel ikke forstå,” siger han så.
”Var det dig, der åbnede graven og fjernede liget?” spørger jeg.
”Du vil ikke forstå,” svarer han. ”Du kendte ikke Jesus. Jesus var ganske særlig. Ikke som andre. Han kunne gå på vandet. Han kunne gøre døde mennesker levende. Også sig selv. Han kunne tro. Det kan du ikke. Du spørger og spørger. Men du kan ikke tro.”
Han har ret.
Jeg vender mig og går.
-
Tilbage i byen svirrer rygterne. Jesus lever! Jesus lever! Jeg går ind i gæstgiveriet og op på mit værelse. Hvem der er vinder, og hvem der er taber, kan jeg ikke længere gennemskue. Hvad der er sandhed, og hvad der er bedrag. Hvad der er viden og hvad der er tro.
Men en ting er sikkert. Historien vil ingen ende tage. Derfor vil jeg ud af den.
Jeg pakker mine ejendele og betaler min regning. Så forlader jeg Jerusalem. Jeg tror aldrig jeg vender tilbage.
|
|
|