 |
|
Da jeg var under udannelse til lærer skulle vi afrapportere vores praktikforløb. Men samtidig var jeg i gang med at læse Brett Easton Ellis' "American Psycho".
|
|
|
Stakkels Brian
|
|
"Prøv lige og hør efter en gang."
Mine ord druknede i larmen. Nede i hjørnet sad to drenge og spillede fodbold. To kartonkort med påtrykte fodboldstjerner tacklede hinanden omkring et stykke viskelæder. Ved et andet bord sad to piger og lagde make-up. Spice Girls hamrede ud af deres hovedtelefoner. Midt i lokalet diskuterede en større gruppe børn ivrigt elektroniske babyer.
"Prøv lige og hør efter engang."
Stadig ingen reaktion. Resten af klassen lå henslængt over deres borde, med øjnene rettet ud af vinduet, eller mod udvalgte personer af modsat køn. Et par enkelte - to piger af ringe vækst samt en dreng med briller og tandbøjle - betragtede mig med en blanding af forventning og spot.
"Prøv lige og hør efter engang."
Praktiklæreren vekslede et par ord med gruppen af diskuterende børn. Efterhånden forstummede larmen, og børnene fandt deres pladser. Praktiklæreren overtog undervisningen resten af dagen.
-
"Du skal gå mere kontant til dem" sagde han senere, på lærerværelset over en øl. "De prøver dig af. Du skal stille krav til dem - ikke bede dem om at høre efter, men forlange det af dem. Så skal de nok respektere dig."
-
Jeg sad det meste af natten og gloede på mig selv i spejlet. Jeg holdt en lille pep-talk: "Jeg er en sej banan. Jeg tror på mig selv, og skal nok sætte mig i respekt. Jeg elsker mig selv og vil gennemføre min opgave." Sådan sagde jeg til mig selv, igen og igen. Det havde jeg lært af min psykolog.
-
"Prøv lige og..... nej, jeg mener: Hør så efter, alle sammen!"
Fodboldspillerne hørte fløjten og gik til halvlegspause. Ellers ingen reaktion. Jeg gik hen til gruppen af elektroniske fædre og mødre.
"Vil I ikke nok lige..... nej, jeg mener: Kom så på plads!"
"Årh, hvorfor det?"
"Jamen altså... I skal jo lære noget."
"Årh, hvorfor det?"
“Jamen fordi.....”
".....fordi I skal" brød praktiklæreren ind.
Børnene satte sig på plads. Spice Girls løb tør for strøm. Jeg var træt, havde sovet for lidt. Heldigvis skulle jeg bare diktere staveord.
En af drengene rejste sig. Han gik hen til vasken for at tage en tår vand. Da han havde slukket tørsten gurglede han højlydt.
Der blev fneset rundt omkring i klassen.
"Gider du ikke lige.....", sagde jeg.
Drengen ignorerede mig. Han fjansede ned gennem lokalet, mens han leverede de seneste tricks, han havde afluret Michael Jackson.
"Gå så hen og sæt dig ned", sagde jeg. Jeg havde vist hævet stemmen lidt. "Ja jaaah", sagde han, og blæste en tyggegummiboble. Han gik hen mod sin plads, men standsede så for at sludre med en af de andre drenge.
Praktiklæreren rejste sig, gik hen og lagde sin hånd på drengens skulder. Drengen satte sig. Det samme gjorde jeg. Jeg havde vist sovet for lidt.
Praktiklæreren overtog undervisningen resten af dagen.
-
"Ham Brian er en fræk lille loppe" sagde han senere, på lærerværelset over et par øl. "Men resten af klassen ser op til ham. Hvis du kan få fod på ham har du styr på hele klassen."
-
Jeg ku ikke rigtig holde ud at se på mig selv i spejlet den aften. I stedet slappede jeg af med et par gamle katastrofefilm.
-
Da jeg kom ind i klasseværelset stod Brian og dansede på katederet. Jeg sagde intet, men følte vreden skyde op i mit ansigt, da jeg gik hen imod ham. Han begyndte at springe fra bord til bord. Hele klassen hujede.
Jeg fik tag i hans bukseben, men han rev sig løs, og begyndte at kravle rundt nede under bordene. Jeg var for stor til at følge efter, men stor nok til at løfte det bord, han gemte sig under, og kyle det til side.
Med et godt greb i kraven fik jeg ham på benene. Så knyttede jeg næven.
"Du må ikke slå", skreg han, "du er lærer!"
"Vel er jeg ej", snerrede jeg, "jeg er praktikant!"
Praktiklæreren lagde sig imellem. Han overtog undervisningen resten af dagen.
-
"Brian er vant til at få bank", sagde han senere, da vi sad i cykelskuret og delte en kasse øl, "hans far er tyrker."
-
Jeg var kommet i tanke om dengang jeg selv gik i skole. Jeg havde vist stadig nogle ting fra dengang. Samme aften gik jeg en tur i pulterrummet. Ganske rigtigt, der var min gamle skoletaske, og nede i den min springkniv og mit kære gamle knojern.
-
Om morgenen kom Brian ikke i skole. Jeg stirrede rastløs på klassen, der allesammen sad musestille ved deres borde allerede da jeg kom.
"Okay, grisekneppere", sagde jeg, "sikke noget forpulet svineri I har lavet i jeres stilehæfter. I kan godt lave det hele om. Og jeg smadrer den første, der så meget som bøvser."
Praktiklæreren sad og smilede. Han syntes vist jeg var ved at få bedre styr på dem. Børnene sad og nørklede med retskrivning og håndskrift, tavse og præcise som industrirobotter.
Pludselig blev stilheden brudt. Døren blev smækket op på vid gab, og ind kom Brian, mindst ti minutter for sent. Han daskede hen til sit bord, smed skoletasken fra sig på gulvet, satte sig og gloede distræt ud af vinduet, mens han blæste en tyggegummiboble.
Jeg gik langsomt hen til hans plads og stillede mig ved siden af ham.
"Nå, Brian", sagde jeg, "har du nogle sidste ord du vil af med?"
Brian betragtede mig med et udtryk der var både dumt og drillende. Han havde slet ikke forstået situationens alvor. Så lod han tyggegummiboblen springe med et højt knald.
Jeg trak hånden op af lommen. Han fik lige et kort glimt af knojernet, da jeg plantede det mellem hans øjne.
Han faldt ned af stolen med et vræl. Blodet sprøjtede ud af en lang flænge i hans venstre øjenbryn. Jeg sparkede ham, først i maven, så i ansigtet.
Brian kom på benene, og på en eller anden måde slap han forbi mig og ud af døren. Hele klassen stirrede efter os med åben mund, da jeg løb efter ham ud på gangen.
"Forbandede møjsvin af en perkerrøv", skreg jeg, "din sidste time er inde. Jeg skal kraftedme flå dit latterlige tomhjernede hovede af og stoppe det op i røven på dig!"
Jeg fulgte efter ham ned ad trappen. Undervejs greb jeg en brandslukker - en god tung en. Han løb ud i gården, men snublede over et efterladt skateboard.
Sekundet efter var jeg over ham. Jeg hamrede den tunge ende af brandslukkeren ind i brystkassen på ham, og nød den knasende lyd i fulde drag. Brian forsøgte sig med et halvkvalt skrig, der hurtigt forstummede, da det næste slag ramte ham i tindingen.
-
Et par slag senere rørte Brian sig ikke mere.
Bag mig hørte jeg et bilhorn. Det var skolelederens frue der kom kørende ind i skolegården i skolelederens firehjulstrækker. Hun stirrede forbløffet på mig - eller var det mon på Brian?
Ihvertfald standsede hun bilen og stod ud. Jeg satte mig ind bag rattet og kørte hen over Brian syv otte gange. Da jeg syntes det var godt kørte jeg forsigtigt hen, så baghjulet stod på Brians mave.
Tiden var inde til et femogfyrre sekunders burnout.
Da jeg standsede motoren var skolegården helt stille. Alle vinduerne var fyldt af stirrende børn.
-
Nu var jeg endelig på talefod med dem.
|
|
|