 |
|
HasBeenWannaBe 1986-1991
|
|
bedrifter i øvelokaler, lydstudier og spillesteder
|
|
Fortsat fra 1980-1985
En dag midt i 80erne sad jeg og tænkte tilbage på de forløbne års hyperaktive musikproduktion. Jeg havde lært meget, og jeg havde skabt meget. Men det, jeg havde skabt, var uden for min rækkevidde. Det kunne ikke realiseres uden et orkester. Det var utilfredsstillende.
Jeg besluttede, at fremover skulle al musik, jeg laver, kunne udføres af mig selv, alene med en guitar. Det var starten på en minimalisme, jeg ikke siden har forladt.
Så gik jeg i gang med at bearbejde mit repertoire. Fra Saigons sætliste hentede jeg blandt andet "Igen Igen" og "Timer Med Dig". Jeg begyndte også at optræde som solist. Nogle gange med afdelinger, der skuede helt tilbage til 70erne: "Gaden" og "Nu Er Det Forår" er fra en koncert i folk-klubben Vognhjulet.
Ind imellem deltog kontrabassisten Kurt Ole Petersen. Til denne indspilning af
"Søster"
medbragte han en percussionist, som vi kun spillede med denne ene gang.
På samme tid traf jeg guitaristen Jesper Søegård Christensen. De viste sig straks, at han og jeg var på usædvanlig god bølgelængde. Vi kunne spille improviserede forløb, som nærmest var telepatiske. Det har han og jeg haft et partnerskab om lige siden.
"Edderkoppen"
er en improvisation over et riff, jeg havde fundet på. Vi muntrede os med skøre påfund.
"Boogie7"
er arrangeret, så alle klodser har noget med syv at gøre. Nogenlunde samtidig bidrog vi til en konkurrence om en jingle til radioprogrammet
"Båndbixen". Den er baseret på en basgang komponeret af Jesper Søegård Christensen.
Jeg trængte til luftforandring og inspiration, så jeg pakkede min rygsæk og rejste til Afrika, hvor jeg opholdt mig for en tid. Det var godt at være i ganske andre rammer, og jeg vendte hjem med mange nye ideer. Nogle af dem blev nedfældet straks jeg kom tilbage, da jeg midlertidigt boede i et musikrum, som var udstyret med et klaver og en af de firespors kassettemultitrackers, som netop da var sidste skrig i musikbranchen. Rejseoplevelsen afspejler sig i
"Corto And"
, en beretning om to af mine yndlingstegneseriefigurer, som stresser af, mens
"Mango Mungu"
er temaet fra rejsefilmen i min fantasi.
Trangen til luftforandring var der stadig, også for andre end mig selv. Indenfor en kort periode flyttede både Jesper Søegård Christensen, Peter Drexel, Gorm Petersen og jeg selv til Østjylland. Spilleriet fandt derpå sted i særdeles landlige rammer. Der var vinduer i øvelokalet, hvor køerne kiggede ind på musikere, der var iført gummistøvler og røg halm.
Det var godt for humøret.
"Tænk"
er indspillet af Jesper Søegård Christensen og mig selv som guitarister samt Gorm Petersen ved trommerne. Den lyder af en post-punket fandenivoldskhed, som er rablende gal.
Trioen forstærkede sig med Århus-bassisten Gitte Høeg. Det er denne kvartet, der spiller på
"Satans Musikant"
og på
"Til Grin", som beretter om BZernes rømning af Allotria, en begivenhed jeg var vidne til et par år tidligere.
Der stod et klaver i det bofællesskab, hvor jeg boede. Det var godt at komponere på. Men hverken
"Kattepoter"
eller
"Poeten Der Døde"
kom videre, fordi jeg ikke syntes de var stærke nok. Jeg tog fejl. Begge har været levedygtige nok til at vende tilbage i ny og næ.
Jeg fortsatte med at optræde som solist. Det er en hel del mere problemfrit end at optræde med et band. Jeg underholdt på mindre spillesteder og til større private fester. Fra en af disse stammer denne stiløvelse i den vanskelige kunst at skrive kærlighedssange:
"Tafat".
Vanskelighederne med at få et band til at fungere voksede efterhånden som tiden gik og folk stiftede familier og fik jobs. Derfor hægtede jeg Gorm Petersen og Jesper Søegård Christensen af til fordel for Gitte Høeg og trommeslageren Jan Aagaard. Den besætning var mere effektiv, og studieindspillede instrumentalen
"Manna"
samt
"Månekuller", som er lavet som titelmusik til en videofilm, derfor den lange outro.
Også denne besætning var optaget af andet, og derfor kortlivet. Men den nåede at dokumentere
"Speeder", som er en hyldestsang til vore firehjulede venner. De stadig voldsommere fester er til behandling i
"Dødspatruljen", og
"Turkana Tur Retur"
er endnu en afrikansk rejsesang.
Det var mit sidste band i adskillige år. Efterhånden blev jeg også selv ramt af andre prioriteringer. Ved 80ernes slutning kom jeg sjældent længere end til løse skitser, som f. eks.
"Æg"
og
"Lidt Klaver På Et Klaver". Så jeg lagde de musikalske ambitioner på hylden og begrænsede mig til at klimpre lidt på en guitar i ny og næ, ofte i selskab med Jesper Søegård Christensen.
"Kaj Kaj"
er en improvisation baseret på en af hans ideer.
Det var sjov, men det var langt fra fordums niveau. Jeg troede jeg var færdig.
Fortsættes i 1992-1997
|
|
|
|
|