 |
|
HasBeenWannaBe 1998-20??
|
|
bedrifter i øvelokaler, lydstudier og spillesteder
|
 |
Fortsat fra 1992-1997
En dag, jeg skulle åbne en dåse tun, kom jeg galt af sted. Dåsen smuttede i min hånd og skar sig ind i mine fingre, helt til knoglen. Lægerne flikkede mig sammen så godt de kunne, og heldigvis bevarede jeg førligheden. Men jeg mistede følelsen i en af mine fingre (typisk nok min fuck-finger).
Det var et guitarteknisk tilbageslag, som betød, at jeg var nødt til at droppe det repertoire, jeg havde arbejdet på i flere år. Surt. Men jeg var under alle omstændigheder nået til et punkt, hvor det var tid for forandring. Der var gået rutine i sangskrivningen, og jeg havde mere lyst til at fortolke nogle af alle de gode sange, andre har skrevet, og som har inspireret mig i tidens løb. Og til at holde kæft og spille på min guitar.
Derfor begyndte jeg at spille i forskellige jam- og partybands, med vægt på improvisation og på covernumre. Det blev jeg en meget bedre musiker, og ikke mindst guitarist, af. Pludselig spillede jeg med mange flere musikere, lavede mange flere koncerter, og for noget større publikummer.
Samtidig uddannede jeg mig til lærer og havde musik som liniefag. Det gjorde en forskel, for jeg fik lært noget håndværk. Blev nodekyndig, lærte at spille klaver, dirigere kor o.s.v.. Og så fik jeg undervisning i sang og i guitar. Det havde jeg aldrig nogensinde fået før.
Alt i alt blev jeg en langt mere alsidig musiker. En professionalisering, som fortsatte, da jeg blev færdig med min uddannelse og begyndte at arbejde som musiklærer. For første gang i mit liv hentede jeg en større del af mit brød på musikken. Jeg lærte fra mig, ledede alskens aktiviteter og formidlede musikkens tradition og kultur, professionelt og for kolde kontanter. Ikke siden tyve år tidligere havde jeg brugt så mange timer om ugen på musik. Levet og åndet så meget for det.
Det var godt. En tid fuld af nye og spændende udfordringer. Men det var sjældent, jeg selv skrev musikken. Derfor præsenteres den ikke er. Imidlertid tog jeg, nogle år inde i det nye årtusinde, sangskrivningen op igen. Jeg havde atter fået noget på hjerte, så derfor skrev jeg en række nye sange og begyndte igen at optræde alene med en akustisk guitar, rundt omkring på de små scener.
Til det brug tog jeg også en del af mine gamle sange op, nogle af dem i stærkt bearbejdet form. Nu om stunder er det intet problem at indspille musik i en fin lydkvalitet. Man trykker blot på et par knapper på et apparat, som ikke er større, end at det snildt kan ligge i en lomme. Sådan kan jeg indspille, nårsomhelst jeg tager min guitar i hånden, og siden udvælge de mest vellykkede indspilninger.
På den måde har jeg opbygget den oversigt over mit repertoire, som er at finde her.
|
 |
|
 |
|